"Jeg ved, hvad det vil sige at drikke en guldøl før kl. 7"

Hun hader teater. Helt ind i marven. Og det slider hende til laser. For hun elsker også teater ud i alle nervespidser.

Den succesfulde teaterinstruktør Katrine Wiedemann er en martret sjæl i en energisk krop under et blændende hoved, der de seneste 24 år har trukket anmelderne rundt ved butterflyen og fortryllet teatergængere med specielt sine klassikeropsætninger i både ind- og udland.

"Det er ment helt uden ironi, at jeg af og til får tanken, at jeg er et geni. Det er enormt skamfuldt at sige, og man sætter sin røv i klaskehøjde. Men jeg tror, at alle skabende kunstnere tænker over, om de er det. De siger det bare ikke"

Hun brød igennem som autodidakt talent som 22-årig på Teater Får 302 og har siden gjort sig bemærket med alt andet end konventionelle forestillinger som August Strindbergs “Et drømmespil” på Betty Nansen Teatret og Frank Wedekinds “Lulu” på Det Kongelige Teater.

Hendes stil er fantasifuld og myndig, og hverken som skuespiller eller publikum ved man, hvad man kan forvente af det lysende talent.

Men nu vil hun ikke mere.

“Jeg synes, teater er umuligt. Jeg synes, det er meget svært at lave godt teater, og de fleste mennesker vil give mig ret i, at der ikke findes særligt meget godt teater. Det teater, jeg selv laver, er heller ikke godt. Det er, som om jeg arbejder med luft. Hvorfor bruger jeg så mange kræfter på det, og hvorfor laver jeg ikke noget ordentligt?” spørger 47-årige Katrine Wiedemann.

Det er ikke retoriske spørgsmål, og der er ingen krukkeri i klangen. Hun står oprigtigt undrende over for sin egen binding af det fag, hun med ungdommens ildhu kastede sig ud i som 18-årig og stadig udøver med en flammehale efter sig. Og alligevel har hun et forsvar for sit kald lige på tungen. Efter et glas saft og ti friske hindbær lyder det:

“Det virkelige liv er kaos, men på scenen giver det hele mening, og alt er under kontrol, og man kan gå dybt i problemstillingerne. Det elsker jeg bare. Det er et superstimulerende og udfordrende job, og det er eddermame svært at finde et job, der er lige så interessant,” forklarer hun i den associative talestrøm, hun velvilligt leverer som svar på mine og sine egne spørgsmål.

Sådan går snakken rundt i ring. Hun vil ikke, for hun er så slidt, og hun vil intet andet, for hun, teatret og angsten er ét.

Vi sidder i hendes spisekøkken i en herskabslejlighed på Nørrebro, som hun deler med sin kæreste, der er filminstruktør, og deres i alt fire sammenbragte døtre. Om et par timer kommer hendes piger hjem fra 14 dages ferie med deres far, og om mindre end et døgn må hun trodse sin modvilje og forlade sit yngel igen for at drage ud i verden og arbejde.

Hun står på dørtærsklen til en ny produktion, operaen “Don Juan”, som hun skal sætte op i Esbjerg, og hun udsender ængstelige bønner om, at hun denne gang kan holde prøverne og presset ud. For et par år siden klarede hun sig kun lige gennem en prestigefyldt opsætning af “Farlige forbindelser” på Rezidenz Theater i München på betablokkere og et galopperende hjerte, der trak hende ud i et angstanfald, som hun troede, var hendes livs endeligt.

Hun frygter, at hun ikke slipper med livet i behold næste gang. Hendes far døde af en hjerneblødning. Skal hun dø i/for/af teatret?

"Jeg ved, hvad det vil sige at drikke en guldøl før kl. 7. Det er slet ikke så mærkeligt, som man tror"

“Jeg har det som en person, der er vokset op i en sekt og pludselig overvejer, om den egentlig er god at være i og derfor overvejer, hvordan jeg skal komme ud. Følelsen går så dybt. Og det er ikke sådan liiiige at opgive et fag, der har været som en religion for mig,” forklarer hun, mens hun hele tiden er i bevægelse eller på vej mod en bevægelse.

Hun flytter sig rundt på stolen, mens de gyldne armbånd klirrer, trækker ned i den lårkorte nederdel, som hun førte an op ad trappen i, trækker den gråmelerede T-shirt ud, så den ikke klistrer på maven og purrer op i de brune krøller, der sidder så viltert, som vi kender dem fra de mange pressefotos helt fra hendes pure ungdom.

“Taler jeg for hurtigt?” indskyder hun med et serviceminded blik mod min forkrampede pen.

Man skulle virkelig være et utroværdigt skarn, hvis man svarede “Nej-nej”, for Katrine Wiedemann taler, som gjaldt det livet, og hun kun havde tre minutter til sin rådighed.

Udbryderforsøget

Hjemme ved tasterne tjekker jeg min afspiller for at se, om jeg har trykket på en speed-up-knap, men der er intet teknisk fikkumdik. Det er bare Wiedemann for fuld udblæsning.

“Jeg taler hurtigt, når jeg ikke ved, hvad jeg skal sige. For at få hjernen i gang,” siger hun og ræser videre i forklaringerne, erindringerne, følelserne.

Forbindelsen er lyslevende til både nuet og fortiden.

En sitrende kunstner og et Kvindemenneske med stort K. På sit profilbillede på Facebook er hun iklædt stram, pink bluse om struttende bryster. Men kun den dumme forveksler det signal med naivitet og uskyld. Hun ser alt, føler alt og analyserer alt, og hun er frejdigt selvbevidst om sine ydre dyder. Det står klart i hendes første bog, “Ved gudernes bord”, der udkommer sidst i denne måned på Gyldendal.

Med den vil hun give ud af alt, hun har lært i et liv med kunst og store mesterværker gennem et nedslag i en specifik proces. Som case bruger hun den forestilling i München, hvor hendes præstationsangst toppede og katalyserede sig ud i dødsangst, og hun besluttede sig tidligt for at blotte alt. Hun skrev den alligevel for at finde en vej ud af teatret.

“Bogen var ment som et udbryderforsøg eller en skilsmissebegæring. Et fagligt selvmord. Paradoksalt nok blev den også en kærlighedserklæring på 350 sider,” forklarer hun om bogen, hvor hun runder både egne og andres neuroser, tricks fra øverste og nederste hylde og analyser af bl.a. birollebetændelse (“en velkendt sygdom, der kun kan kureres ved en større rolle”), suffløser (de er “folk med døde drømme”) og tvangstanken om hendes egen genialitet (“... den opstår ikke af storhedsvanvid, men af angsten for at gå under”).

“Det er ment helt uden ironi, at jeg af og til får tanken, at jeg er et geni. Det er enormt skamfuldt at sige, og man sætter sin røv i klaskehøjde. Men jeg tror, at alle skabende kunstnere tænker over, om de er det. De siger det bare ikke,” siger Katrine Wiedemann, der er vant til at sætte ord på for mange tabuer i for mange sammenhænge.

“Som teatermenneske er jeg vant til at tabe ansigt hele tiden. Det er tabt for længst. Det ligger nede i rendestenen, og derfor kan jeg godt nogle gange få et kulturchok, når jeg møder andres grænser. Jeg skal huske mig selv på, at jeg ikke må sige private ting, som at jeg af og til føler angst. Jeg må ikke sige ’angst’, når jeg står nede i skolen, fordi folk kan føle det grænseoverskridende,” fortæller Katrine Wiedemann, der parallelt med sit scenevirke har en meget stor skrivende personlighed.

Hun skriver flere timer hver dag, alene eller foran sine døtre, på computer og i notesbøger, Ordning & Reda som dagbøger, røde Tutein & Koch til arbejdsnoter og Moleskin til frie idéer, der ikke kun handler om teater. Det er hendes ventil, hendes måde at processere de mange indtryk, som hendes fintfølende tentakler opfanger hver dag.

Guldøl før kl. 7

Når hun sætter teater op, er de skrivende stunder desværre generelt ikke nok til at holde nerverne i ro. Det bliver ikke bedre, at hun har flyskræk og både begynder og slutter arbejdsugen i et fly, når hun arbejder i udlandet. Det kalder på stærkere midler.

“Jeg er flyskræk, så jeg er nødt til at drikke hver mandag morgen. Jeg ved, hvad det vil sige at drikke en guldøl før kl. 7. Det er slet ikke så mærkeligt, som man tror. Det fylder lidt, og man bliver afslappet – det giver SÅ god mening,” siger hun med så skævt et smil og undviger kort med blikket, som var hun blevet udfrittet om en ny og meget fingernem elsker.

“Det bedste for mig ville være at drikke mig småfuld hver morgen, når jeg arbejder. Men det prøver jeg at lade være med. Jeg ved godt, det ikke er en god vej at gå.”

Bliver du ikke søvnig?

“Nej, jeg har så meget adrenalin i kroppen, at det bare dæmper nerverne. Det er utroligt lækkert,” svarer hun og tilføjer, at hun på visse produktioner er nødt til at have en flaske vodka stående under bordet i prøvesalen for at kunne tage en slurk, hvis nerverne driller.

“Jeg har altid haft det sådan. Men jeg er rigtig glad, når jeg har en produktion, hvor jeg ikke behøver drikke, for det er den der “ude-på-kanten-tilstand”, som simpelthen er så nederen at være i for længe.”

Hun insisterer på at komme hjem alle weekender i de seks-otte uger, som et prøveforløb tager, hvis det ligger uden for København. Hendes organisme trænger til pausen, og hun deler sine døtre, Louisiana og Andrea på 10 og 14 år, fifty-fifty med sin eksmand. Hun hun har sit høgeblik på regnskabet, så hun ikke går glip af timer med pigerne. Fordelingen er en fælles beslutning, men i det ærligste, egoistiske hjørne af hendes sind drømmer hun om at have dem mere.

“I det store perspektiv er det så kort tid, at vi kvinder kan få børn. Min eksmand kan nå at få tre til, hvis han vil, og derfor kan jeg føle mig bitter over, at jeg skal give ham pigerne halvdelen af tiden. Men de er så knyttede til deres far, og jeg ønsker, at de har et stærkt forhold til ham,” siger hun.

Tour de Villakvarter

Parret blev skilt for seks år siden, og hun føler det stadig som en kæmpe indre katastrofe at skulle overlevere dem.

“Jeg tænker, at det har gjort mere ondt på os kvinder, der trods alt har båret og født børnene, at vi skal give slip på dem,” siger hun og henviser til sin egen mor, der beholdt både Katrine og hendes bror, da hun blev skilt fra børnenes far.

“Min mor har sagt: “Jeg ville ikke kunne holde ud at afgive børnene, som du gør” – jamen, jeg har jo ikke noget valg i dag. Tiderne var anderledes dengang. Det er det samme som at sige til et sultende barn i Afrika: “Jeg ville ikke kunne holde ud at sulte, som du gør.”

Katrine Wiedemann voksede op på Frederiksberg i et hjem med store, fyldte bogreoler med en far, der var universitetslektor og jazzskribent og en mor, der var psykolog.

Forældrene blev skilt, da Katrine Wiedemann var 11 år, og selvom det var en såkaldt lykkelig skilsmisse, hvor de voksne talte pænt sammen og delte børnene uden kamp – hver anden weekend hos far og resten af tiden hos mor – oplevede hun det som slutningen på sin barndom. Hendes mor var nyforelsket, og hendes far deprimeret, og Katrine Wiedemann følte sig ensom.

“Jeg har bevidst undgået at ­omtale min egen skilsmisse som en succes over for mine børn, selvom min eksmand og jeg er meget gode venner og er stolte af, hvordan vi har tacklet bruddet. En skilsmisse er en sorg for alle. Børnene må have deres fortælling, vi har vores,” forklarer hun, der kun kan holde sin egen frustration ud, fordi hun kan se døtrene blive stærkere af at have to omsorgspersoner.

“Da jeg var barn, var de fleste fædre dårligere til at passe børn end mødrene. Min far lod mig være for mig selv, mens han sad med hoved­telefoner på og hørte jazz. Det blev kedeligt og ensomt. I dag deler min eksmand og jeg den klassiske morrolle. Det glæder mig på børnenes vegne, men af og til er det også et tab, at jeg ikke har domænet for mig selv,” indrømmer hun blankt.

Skilsmissen er en del af den nye verdensorden i Danmark, en “ny normal”, der samtidig er en “ny ­forkert”. I hendes optik er det en naturkatastrofe, som mange må håndtere med unaturlig ro, så børnene ikke også går i stykker indeni. Da hun og hendes daværende mand gik hver til sit og flyttede fra villalejligheden, gik de også i terapi og fik børnene bjerget ud i god behold. De lever begge i nye sammensatte familier, og hendes døtre siger, at deres papsøskende er det bedste, der er sket ved forældrenes skilsmisse.

Katrine Wiedemann landede på Nørrebro igen efter “Tour de Villakvarter”. For selvom hun boede lykkeligt under sin lillebrors familie, var hun for uroligt anlagt til Dyssegårdskvarteret i Hellerup og trampede rundt med barnevognen på Nørrebro næsten hver dag.

“Til sidst var det helt absurd. Tjenerne på Café Sebastopol på Sankt Hans Torv opdagede aldrig, at jeg var flyttet væk fra kvarteret.”

Hun følte sig som en livsfarlig citytype i miljøet og er for evigt vaccineret mod enhver lyst til at flytte til de nordlige forstæder igen.

“Hovedgaden i Hellerup var befolket af en mærkelig type mennesker. Kvinder, hvis desperate seksualitet titter ud igennem deres uniform af velstand. De havde alle sammen de samme pelsveste og gode gener med tykt, lyst hår og tætte øjenbryn, og derfor var de blevet gift med de rige mænd.”

Hun så dem få striber i håret hos den samme frisør og komme direkte fra træning ind på Emmerys for at få deres latte og sidde med veninderne og forsøge at tackle deres livs tomhed med triste øjne.

“En dag var jeg lige ved at købe den samme pelsvest og indså, at kvarteret var skadeligt for min identitet.”

På Sankt Hans Torv var der altid unge mennesker uden penge, men med liv i øjnene, og befolkningens sammensætning var broget. I forstaden blev de ens, og det kunne hun ikke holde ud.

“Jeg taler alt for hurtigt,” kommer hun igen i tanke om.

“Nu skal jeg nok tale langsommere,” siger hun og tror måske selv på det.

Forstaden rummede også mange momenter af lykke, og ligesom hun ikke har fortrudt rejsen til forstaden, ville instruktøren ikke have været sine ensomme teenageår foruden. Ud af dem formede hendes hyperaktive, kunstneriske personlighed sig, og her fandt hun euforien ved klassikerne. Først rettede hun blikket mod forældrenes bogreoler, hvor de teaterteoretiske værker stod side om side, og senere tyggede hun sig grådigt igennem dramaerne på Det Kongelige Bibliotek.

“Når jeg hverken havde job, uddannelse, kæreste eller et liv at gå op i, var biblioteket et godt sted at være flittig,” siger hun om de år, der blev hendes selvskoling og hendes eneste skoling, fordi Statens Teaterskole afviste hende to gange, og hun aldrig var bestemt for universitetet.

Hun så hurtigt igennem den tørre form og det gamle sprog med “eders højhed”, aleksandriner og blankvers, og mens hendes jævnaldrende fladede ud til MTV, jublede hun i sit vilde sind ved Shakespeare, Euripides og Strindbergs­ ­skarpe syn på den menneskelige eksistens.

“Jeg interesserer mig ikke for klassikere, fordi jeg er historisk interesseret, men fordi historierne er eviggyldige. De handler om os. Man kan tro, at det med at føle sig ensom var noget, der indtraf i 1990’erne, men man bliver klogere. Alt fandtes for 1000 år siden. Det var enormt trygt at opleve, at de dilemmaer har været der til alle tider.”

På plads i freakklubben

Som 20-årig var Katrine Wiedemann for alvor faldet i gryden, og stadig den dag i dag slår hendes hårdtprøvede hjerte et ekstra slag af glæde, hver gang hun træder ind ad sceneindgangen til et teater. Det er som at træde ind i sakristiet, et helligt rum, som hun er blandt de udvalgte, der får lov at se.

I begyndelsen af karrieren glædede hun sig også til opmærksomheden, klapsalverne, presseomtalen, men det var ikke så tilfredsstillende i længden.

“Hele det der egofood er mindre fedt, end man tror. Nu sidder jeg her i tre timer og taler kun om mig selv for ikke at spilde din tid, men senere føler jeg skyld og skam. Jeg troede i begyndelsen, at jeg skulle være en stjerne og herre, men jeg er blevet meget mere en underhund og tjener,” siger hun om det kunstneriske rum, hun deler med skuespillerne, som hun respekterer så højt.

“Jeg er sammen med en freakklub, jeg passer ind i. Der er ingen tvivl om, at jeg føler mig så hjemme med de mennesker.”

Hun ved, de alle sammen genkender de flossede nervers hærgen, og at nervekrigen desværre i mange tilfælde hører med til de sublime præstationer.

“Det er både en ekstrem social oplevelse og en meget kollektiv kunstform, der er meget smuk og givende, men også neurotisk og nervøs. Så er der nogen, der siger, de ikke orker og hellere laver film.”

Vi andre kan ikke hjælpe hende. Hun er immun over for velmenende råd, og hverken massage eller coaching gør nogen forskel. Det gør kun antallet af arbejdstimer og intensiteten af hendes indsats, mener hun.

Det rumsterer i stuerne bagved, og Katrine Wiedemann går sin ældste datter, Louisiana, i møde på den lange gang i en varm kyssekrammevelkomst. Den yngste har ubekymret travlt med at sludre med sine papsøstre på pigeværelserne. De unge har heller ikke set hinanden i 14 dage.

Louisiana tager et hurtigt kig i køleskabet, mens Katrine Wiedemann holder behørigt afstand til den 14-årige. Hun tripper og vimser som en nyforelsket, der ikke kan være helt sikker på den andens gunst. Eller bare som en elskende mor med store døtre, der mentalt er begyndt deres rejse hjemmefra.

“På en måde flyttede de hjemmefra som fem-seks-årige, da vi blev skilt,” formulerede hun det for lidt siden.

Hun holder gerne teaterfri igen. Hellere end gerne. Og skriver en bog. Emnet kunne være skilsmisser. Ord har hun nok af. Smerte til overflod. Og så hader hun ikke litteraturen så meget som teatret.