Mille Dinesen var krakeleret indeni: “Jeg levede et dobbeltliv”

Hun kan ikke huske ét bestemt øjeblik, der fik hende til at fortryde, at hun havde fortalt det offentligt. At hun havde prøvet at få et barn i mere end 10 år uden held. Mere et sammensurium af en masse små.

Som de aftener til middage hos venner, hvor Mille Dinesen fra det øjeblik, hun kom ind ad døren, frygtede det sekund, hvor nogen ville lægge hovedet på skrå og se medlidende på hende. Eller sige noget upassende. Hvilket skete overraskende tit.

Som, at hun nok bare skulle slappe af, for så kom der jo nok en baby, sådan helt af sig selv. Mille Dinesen har ikke tal på, hvor mange gange hun har fået dét at vide. Eller har hørt en anekdote, der skulle trøste, men gjorde det modsatte. Om nogens tante, der havde prøvet at blive gravid i 20 år, aldrig blev det, men altså er rigtig glad den dag i dag.

“Efter, jeg havde fortalt det offentligt, kunne jeg ikke indtage rollen som den, der frivilligt havde valgt ikke at få et barn,” fortæller den 46-årige skuespiller Mille Dinesen på en café på det Østerbro, hvor hun er vokset op og har boet stort set hele sit liv, mens hendes karriere har taget fart.

Lige efter Statens Teaterskole som elskelige og evigt utjekkede Nynne i “Nynnes Dagbog” i 2005 og siden 2012 og frem til lige nu i rollen som bramfrie og stædige Rita i sidste sæson af den populære tv-serie af samme navn.

“Jeg er bygget af, at hvis der er noget, jeg vil, gør jeg alt i mit liv for at opnå det, og så opnår jeg det. Det kunne jeg ikke med det her. Lige meget hvad jeg gjorde, lykkedes det ikke. Udover den længsel, jeg i så mange år havde følt helt fysisk efter et barn – som om den sad i hele kroppen og hjertet – kunne jeg ikke holde ud, at det varbeyond my control.Det passede slet ikke til, hvordan jeg så mig selv,” fortæller Mille Dinesen.

Mille Dinesen valgte for første gang at være åben omkring sin – på det tidspunkt – forgæves kamp for at få et barn i tv-programmet “Helt Ærligt”, hvor værten Sarah Zobel fulgte hendes liv. I programmet fortalte hun, at det, at hun ikke kunne få et barn var det første, hun tænkte på hver morgen og det sidste hver aften.

“Det fyldte jo alt i mig. Det var med i alt, hvad jeg gjorde og tænkte. Så er det jo underligt ikke at tale om. Så ville jeg lyve over for alt og alle og mig selv,” siger Mille Dinesen.

“Alligevel var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle medvirke. Tvivlen gik især på, at det efterfølgende ville kunne blive blæst op og gjort grimt i pressen. Jeg har sagt nej til at medvirke i mange andre ting, der handlede om det. Men jeg havde det egentlig dobbelt med ikke at have været så åben om min barnløshed, for der er så mange, der er i samme situation – det er jo nærmest en folkesygdom. Jeg havde ikke lyst til at være med til at bevare det som et tabu, men tværtimod at sige åbent til andre kvinder, der stod i samme situation, at: Hey, det gør jeg altså også, og jeg har prøvet det og det, som måske kan inspirere.”

I slutningen af 2017 skete det endelig. Mille Dinesen blev for første gang i de ti år, hun havde kæmpet for det, gravid, og i dag er hun mor til Eddie på snart to år, som hun har sammen med sin ekskæreste Thomas Busch, global kreativ rådgiver for Carlsberg Group, der har et tæt forhold til sønnen, selvom de ikke er et par længere.

Men, at det til sidst ville lykkedes, vidste hun ikke i 2016. Efter programmet var der adskillige i samme situation, der kontaktede Mille Dinesen over mail og på sociale medier for at skrive, at de var glade for, at hun havde fortalt sin historie. Men altruismen var ikke den eneste grund til hendes beslutning om at være åben.

Mille Dinesen tænkte også inderst inde, at åbenheden ville være en ny taktik i en række af de taktikker, som hun havde brugt og måske ville kunne løsne op for noget i hende og føre hende et nyt sted hen.

“Man bliver jo overtroisk, når der er noget, man så gerne vil, som man ikke selv er herre over. Så udover f.eks. at gå til skøre damer, der stikker i én og gøre alt, hvad man overhovedet kan for at optimere sine chancer for at blive gravid ved at leve sundest muligt, skiftede jeg hele tiden taktik. Hvis jeg nu gjorde dét og dét, kunne det jo være, at det lykkedes. Det var en del af en ny taktik, at jeg stod frem og var helt åben. Fordi, jeg tænkte, at hvis jeg nu prøvede det, kunne det være, at det på en eller anden måde ville løsne op for noget i mig.”

De tanker blev forstærket af en følelse, som Mille Dinesen har haft, siden hun var helt ung. Af at leve et dobbeltliv.

“Arh, det var måske lidt voldsomt formuleret,” siger hun selv lige efter, hun har brugt udtrykket.

Men hun medgiver, at hun langt fra er den meget åbne og ligefremme type, som det ellers er nemt at tro, hun er. Både fordi, det på en eller anden måde er en del af hendes udstråling, hvor hendes ansigt tit åbner sig i et stort smil, og hendes ord falder lynhurtigt og veltimet, som om hun ikke behøver at vende sig indad for at finde dem. Men også fordi, det er den åbne og direkte type, hun har spillet i sine to markante roller som Nynne og Rita.

“Jeg tager det som et kompliment, at folk tror, at jeg er ligesom dem, for det må jo betyde, at jeg har gjort mit job til UG,” siger hun og griner.

“De har helt klart åbenheden som fællestræk, men jeg er faktisk helt modsat. Og modsat Rita, der får energi af at tage enhver kamp på sin vej, er jeg konfliktsky. Jeg har tendens til, at står jeg midt i en konflikt, og nogen siger, hvad deres holdning er, kan jeg sagtens forstå den. Når den anden part så siger sin holdning, kan jeg også sagtens forstå den. Det gør, at jeg kan føle mig klemt som en lus mellem to negle. Hvilket har gjort, at jeg tit har gemt min egne problemer væk.”

“

Nu ved jeg, hvad jeg står for, hvad jeg finder mig i, og hvad jeg vil. Men dengang følte jeg mig til sidst som en vaskemaskine. Den kører og kører, og til sidst eksploderer den

Mille Dinesen

Mille Dinesen, som voksede op i de lave huse i Brumleby, hvor det virker som om, at solen altid skinner lidt mere end på resten af Østerbro, og roserne gror op ad de gule mure, er datter af en far, der var teknisk chef og en mor, der var beskæftigelsesvejleder, og det hele var nøjagtigt lige så trygt, som det lyder.

“Jeg er vokset op i en meget kærlig familie, men da jeg var 16 år, blev mine forældre skilt, og det var en lang proces, jeg oplevede som en meget hård tid.”

Mille Dinesen følte i den tid og mange år efter, at hun skulle være vildt stærk. Og, at hun ikke kunne sige tingene til sin familie, som de var.

“Det var det klassiske med, at jeg følte, at jeg ikke kunne sige til min mor, når jeg havde været hos min far og omvendt. Ikke fordi der nogensinde var nogen, der sagde, at det måtte jeg ikke. Men fordi jeg var bange for at være illoyal. Så jeg havde lidt følelsen af at holde tallerkenerne flyvende på stængerne,” siger hun.

Hvad ville ske, hvis hun gav slip på stængerne?

“Ja, det er meget interessant, hvad ville der ske? Jeg ved bare, at jeg følte, at jeg skulle gøde vandene, og havde det sådan, at hvis vi bare fejer det hele ind under gulvtæppet og ikke siger det helt, som det er, så går det nok.”

I dag har det ændret sig. Gaven ved at blive ældre, mener hun.

“Nu ved jeg, hvad jeg står for, hvad jeg finder mig i, og hvad jeg vil. Men dengang følte jeg mig til sidst som en vaskemaskine. Den kører og kører, og til sidst eksploderer den. Derfor var det simpelthen sådan en lettelse bare at sige noget fuldkommen, som det var, i det program: At jeg var dybt ulykkelig over ikke at kunne få et barn.”

Hun var ikke bange for, at hun som skuespiller ville skade sin karriere ved at være så åben.

“Engang havde jeg den her idé om, at man skulle være mørk og mystisk, så man troværdigt kunne spille alle roller. Men jeg fandt ud af, at det er ikke mig. Jeg kan ikke sidde derhjemme og være mystisk og vente på, at en spændende instruktør ringer og spørger, om jeg vil spille en traumatiseret kvinde i et bur. For selvom skuespillet er det, jeg lever og ånder for, har jeg opdaget, at jeg også har en entreprenant side.”

Her er det en fordel, at hun bruger sig selv. I 2016 udkom hendes bog “Min egen vej – inspiration til et sundt liv i balance”, og i år er hendes skønhedsproduktlinje “Balance by Mille Dinesen” blevet lanceret.

Selvom åbenheden i programmet omkring 2016 til dels virkede forløsende, bragte den ikke kun lethed med sig. Når Mille Dinesen skal svare på, hvad den værste konsekvens ved, at hun havde fortalt åbent om sin kamp for at få et barn, var det ikke de upassende kommentarer. Eller sladderpressen, der naturligvis tog historien op, men hvor overskrifterne kom mere drypvis end som en eksplosion og faktisk ikke føltes så slemme, som de kunne have gjort.

“Det første, der falder mig ind er, at det værste var, at nu var det, at jeg ikke kunne få et barn en realitet. Noget, jeg ikke længere kunne gå med inde i mit hoved, men som var derude. Dermed føltes det også mere sandt. Og det gjorde mig rædselsslagen for at have lukket døren til det, så det aldrig ville ske. Fordi man som sagt er overtroisk, når man går gennem sådan et forløb.”

I otte år ud af de ti, hvor hun havde prøvet at få et barn, havde det faktisk været okay, siger hun. De første par år havde hun og hendes kæreste, der i forvejen havde to børn, tænkt, at det nok skulle komme, indtil de godt kunne se, at det gjorde det nok ikke og begyndte at få hjælp. Men hun havde siddet sammen med veninder og talt beredvilligt med om deres børns lortebleer og valg af vuggestue, var troppet smilende op til børnefødselsdage. Indtil det en dag var nok.

“Når jeg ser tilbage, undrer det mig faktisk, at den meget voldsomme reaktion først kom så sent. Selvfølgelig græd jeg ud ved Thomas’ skulder hver gang, det ikke lykkedes, og jeg havde små sammenbrud på nogle af de fertilitetsklinikker, vi besøgte, hvor jeg hele tiden fik at vide af læger og sygeplejersker, at jeg havde masser af æg, var sund og rask, så der ikke stod noget i vejen, men de ikke kunne sige, hvorfor det så ikke lykkedes. Men det var som om, jeg samlede til bunke. Den egentlige reaktion, hvor jeg blev meget ked af det og ulykkelig kom først senere, for omkring fire år siden, da jeg var 42 år i 2016.”

Det var ikke noget specifikt, der udløste den, som Mille Dinesen husker det.

“Jeg tror simpelthen bare, at jeg havde fået nok.”

Alt, hvad der markerede, at tiden var gået, blev ikke til at holde ud. Veninderne, der ikke bare fik et barn, men et mere. Børnene, der startede i skole. Tiårs fødselsdagene, der begyndte at komme invitationer til. Og som Mille Dinesen ikke kom til. Faktisk begyndte hun i det hele taget at undgå sociale arrangementer.

“Jeg var krakeleret indeni. Det kan jeg jo godt se nu, når jeg ser tilbage. Igen levede jeg lidt det der dobbeltliv. Jeg havde på en eller anden måde været god til at negligere det samtidig med, at jeg var fyldt op af det.”

Den dobbelthed i hendes måde at håndtere forløbet på, hang sammen med hendes trang til at være stærk.

“At ville være stærk var delvis også et spil for galleriet, hvor jeg havde lavet den her rolle som hende den stærke og hey, jeg klarer den. Men det var jo også min måde at overleve på.”

Men ønsket om at fremstå stærk, både over for sig selv og andre, som fik hende op og videre, gjorde hende samtidig ensom.

“Jeg talte med veninder om, hvad jeg var ked af, og hvad jeg nu ville prøve, men jo på den her måde, hvor det var med overskud. Ordene var rigtige nok: “Jeg er dybt ulykkelig…," men sagt sådan: " …og skåål.” Når man er sammen med sine veninder på den måde, er man der ikke rigtigt. Det bliver ensomt. Jeg kendte ikke andre, der var i samme situation, jeg kunne tale med om det. Så jeg tumlede med så mange ting, som jeg slog mig selv i hovedet med. F.eks. tanken om, at hvis jeg nu bare havde adopteret, da jeg undersøgte det for første gang, havde jeg måske haft et barn nu og den slags.”

Igen og igen spurgte hun sig selv, hvorfor det var så vigtigt at få et barn.

“Udover, at det var en drift, som jeg aldrig har oplevet lignende, så jeg meget konkret for mig, hvordan jeg ville hente mit barn fra vuggestue, vi ville spise en is på vejen hjem og den slags. Når min psykolog kredsede om, at der jo var mange andre gode ting i mit liv, så jeg ville kunne få et godt liv uden, kunne jeg ikke komme hen til det. Tanken gav mig en voldsom tristesse.”

Men i 2017 besluttede Mille Dinesen sig som 43-årig for, at hun var nødt til at give op. Hun ville gøre ét sidste forsøg, og så var det slut.
“Denne gang var det ikke et eller andet taktisk, jeg bildte mig selv ind. Jeg kunne se, at jeg var ved at ødelægge mit liv. Jeg havde længe levet halvt.”

Da de ringede fra klinikken i december 2017 med svar, fik Mille Dinesen sin lillesøster til at tage telefonen, for hun magtede ikke at høre det samme negative svar igen. Men denne gang var det positivt. Og lige så åben som hun havde været i programmet i 2016, lige så åben valgte hun at være i “Natholdet” i 2018, hvor værten Anders Breinholt spurgte, hvad hendes planer i fremtiden var, og hun sagde: “Jamen, nu tager jeg hjem og hygger mig lidt og rejser lidt, og så føder jeg en baby i august.”

“Jeg var omkring fire måneder henne, og Paprika Steen skrev til mig, at “det kunne du da have holdt hemmeligt meget længere”, og det havde hun ret i. Men jeg var simpelthen så lykkelig. Det er jeg stadig.”

Skal hun komme med et råd til de mange, der står i samme situation, som hun gjorde, er det trods den fortrydelse, hun oplevede i glimt:

“Lad være med at gå at putte med det. Af alle de taktikker, jeg prøvede, var åbenheden faktisk den, der gjorde mig mindst forkrampet. Både åbenhed i forhold til at give mig selv lov til at være rasende og syntes, at det var dybt uretfærdigt og have det svært med andres barnevogne og åbenhed i form af at sige det, fuldkommen som det var. Det er med til at bryde både tabuet om barnløshed, som er noget, så mange oplever og også det glansbillede, man via sociale medier tit har af andres liv som perfekt.”