For nylig spillede Katrine Gislinge i et ungdomsfængsel i Californien. Det var en del af aftalen med den socialt bevidste arrangør af en stor festival for klassisk musik i den amerikanske delstat, så den dag afleverede hun sine værdier hos en vagt og lod sig låse ind gennem syv sikkerhedsdøre sammen med de andre optrædende.
“Der stod mænd bevæbnet med store geværer overalt, og det eneste, der var til rådighed, var et elklaver. Det ville jeg normalt nægte at spille en koncert på, men dette var ikke normalt,” husker Katrine Gislinge, 46-årig koncertpianist, der har levet af at spille solokoncerter på de største scener og klassiske musikfestivaler i verden siden hun var 17 år, og som selv voksede op i en familie i København af forældre, der var klassiske musikere.
“Ind kom denne flok af 16-17-årige unge mænd, helt forhærdede, med tomme blikke. Nogle var blevet tæsket af deres forældre. Nogle var allerede selv forældre. Nogle skulle sidde der hele livet. Jeg følte mig så privilegeret, at jeg næsten skammede mig,” fortæller den verdensberømte pianist, der for tiden er mentor i DRs talentprogram for klassisk musik “Vidunderbørn” med børn med helt andre skæbner.
I fængselssalen spillede hun sit stykke af Gabriel Fauré og satte sig i siden, mens kollegerne spillede deres udvalgte værker.
Og hun så, hvordan tårerne trillede ned ad kinderne på mændene i fangedragter, og nogle af ansigterne blødte op.
En af dem havde siddet flere måneder i selvvalgt isolation, fordi han var jaget af de andre, men han havde vovet sig ud den dag, fordi han ville til koncert.
Familiens arv fylder stuerne
Katrine Gislinge fik et brev videresendt, som han skrev bagefter som tak.
“It gave me hope,” skrev han, og det kan jeg godt forstå. Det er noget af det, musik kan. Den kommunikerer direkte med vores følelser, og i det øjeblik var han meget i live. Han var et menneske, ikke bare en fange,” siger hun, der ser en tæt sammenhæng mellem musik, liv, død, tro, kærlighed og forbindelsen til vores egen sande kerne.
Det er svært at forklare, men den spinkle pianist forsøger alligevel over de timer, vi sidder sammen.
Det ville ikke tage en reklamemand mange øjeblikke at gætte hendes fag og baggrund ud fra den højloftede Frederiksberglejlighed, hun bor i.
Hendes afdøde mors gyldne harpe står i en af stuerne, hendes eget Steinway flygel i den anden, og overalt er der bøger, malerier, keramik, skulpturer, polstrede sofaer og marokkanske tæpper tilsat delikate stykker julepynt og stearinlys.
Hun blev selv ramt af musikken helt ind bag alle parader, da hun var 16 år.
Hendes barndomshjem var fuld af klassisk musik, men netop af den grund værdsatte hun det ikke, hun spillede bare og blandede det udogmatisk og naturligt med Abba og dansktop og dannede popbands med veninderne.
Hun hev første- og andenpræmier hjem i diverse ungdomskonkurrencer, men klassisk musiker ville hun under ingen omstændigheder være, for hun havde set, hvor stor dedikation det krævede af hendes forældre.
Indtil en aften i 1.g, hvor hun lå på sit værelse og lyttede til en lp, hendes mor lige havde foræret hende. Beethovens 4. klaverkoncert indspillet af Emil Gilels. Hun havde brækket armen og havde ikke selv spillet en måneds tid.
“Hvis man var religiøs, ville man kalde det en åbenbaring. Jeg var ikke i tvivl. Jeg gik op til mine meget overraskede forældre og fortalte dem, at jeg ville være pianist. Og jeg ville gå ud af skolen for at søge ind på konservatoriet. Det var helt udramatisk. Det var, som om en beslutning var taget for mig,” fortæller hun, der ellers er vægelsindet til benet om alt.
Så er det godt, hun har fiskemanden rundt om hjørnet, som kan anbefale hende årstidens delikatesser. I dag serverer hun håndpillede, svenske rejer på rugbrød og grove pebernødder, som hun og hendes 12-årige William selv har bagt, mens hendes kæreste – “eller skulle jeg sige forlovede, for det er vi” – komponisten Bent Sørensen sidder bag skydedøren til kontoret og arbejder.
Hun viser diamantringen frem. De skal giftes i Holmens Kirke, for der er Anne Mejlhede præst, og hun har været gift fem gange, så hun må vide noget om bryllupper.
“Hvis jeg nogensinde har længtes efter noget i et forhold, har jeg det hele nu. Selv om det ikke er enkelt.”
Hun fortæller om ham med plirrende øjne og et tandsmil, der bare vil ud af de røde læber, som markerer han en ny tidsregning i hendes liv. Der er et før og et efter Bent.
“Jeg kendte godt til ham, for han er et stort navn, men jeg mødte ham først på en festival for fire år siden. Med det samme havde jeg det sådan, at ham havde jeg ikke lyst til at fjerne mig fra igen. Nogensinde. Og han havde det på samme måde,” husker hun, der stod midt i en skilsmisse fra sine børns far og midt i en livskrise.
Selv om det udefra så ud, som om hendes vej var oplyst og tydeligt markeret for talentet, der har været feteret siden sine teenageår, begyndte hun sidst i 30erne selv at tvivle på, om hun skulle slå et sving væk fra den vej.
Hun læste jobannoncer og indså hurtigt, at uden andre eksamener end den musikalske kunne hun stort set kun blive kassedame, og det var heller ikke en vej, hun havde lyst til at gå. Hun indskrev sig på VUC for at tage en studentereksamen, men følte sig lidt ynkelig mellem alle de unge, selv om hun altid satte sig forrest i klassen, så hun ikke blev konfronteret med, hvor unge de andre var. Alt imens hun derhjemme spillede videre, for det var jo det, hun var bedst til.
“Men som udøvende kunstner er man ofte tynget af præstationsangst, og jeg kunne tage mig selv i at sidde og trippe med en veninde på en café og tænke på, at jeg burde skynde mig hjem og øve, mens jeg skulede over til de andre gæster og tænkte på, hvordan de rigtigt kunne sidde og nyde deres café au lait. Når det begynder at æde af dig på den måde, skal du enten lave om på den følelse eller finde noget andet at lave.”
Et par år efter at hun havde mødt Bent Sørensen, blev hendes demente mor meget syg og røg i en periode ind og ud af hospitalet, Katrine Gislinge og hendes brødre var konstant i kontakt på sms og telefon, samtidig med at hun var ved at sælge børnenes barndomshjem, og hendes indre var i kaos.
“Jeg ville aflyse en længe planlagt indspilning af bl.a. Schumanns Kreisleriana, indtil jeg havde styr på mig selv, men Bent sagde til mig, at tidspunktet var det helt rigtige at komme ud i værkets kroge af lykke, sorg, vrede og inderlighed,” siger Katrine Gislinge.
De stillede op til indspilning på Engelsholm Slot i Jylland, og lige da hun skulle til at sætte sig ved klaveret, holdt hendes telefon op med at fungere. Hun fik helt ro til at koncentrere sig og indspillede en meget personlig plade.
Da den sidste tone var klinget af, fik telefonen igen antenneforbindelse, og sms’er og beskeder fra familien begyndte at bippe ind i hobetal.
Kort tid efter døde hendes mor. Hun så hende ligge i sin seng, mere død end noget andet, hun nogensinde havde set.
“Hun er her slet ikke mere. Hun er hos Gud,” slog det hende, selv om hun ikke tidligere var religiøs.
Igen var det, som om nogle beslutninger blev taget for hende. Et par dage efter sagde Katrine Gislinge sit job som underviser på Syddansk Musikkonservatorium op, og hun og Bent Sørensen besluttede, at de trods alle bekymringer om sammenbragte familier og meget andet skulle flytte sammen. Med det samme. Og at hun slap tvivlen. Hun skal være pianist resten af sit liv, for hun elsker det.
“For mig har døden altid været noget langt væk i et andet land. Men da min mor døde, stod det mig klart, at det er nu, du skal gøre de ting, du drømmer om. Ellers udsætter du på en måde dit liv. For mig hænger den tanke sammen med klaverspil. Man skal give sig hen til musikken. Man skal ikke forsøge at tænke den eller spille den ligesom genier før har gjort. Man skal turde være sin helt egen version. Hvorfor ellers spille?” spørger hun, der netop i denne uge er CD-aktuel med Den Danske Klavertrios “Romantic Danish Piano Trios”.
Bent Sørensen sagde også i 2011 sit job op som professor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, et job, der kun findes to af i Danmark, og som “man” ikke siger op fra. Han ville hellige sig sit virke som komponist, og den kunstneriske vilje har været meget inspirerende for Gislinge at opleve, ligesom hans faste støtte ved hendes side har været med til at bringe klarhed.
“Jeg tror kun, du kan tage den slags eksistentielle valg få gange i dit liv, som vi har gjort, for det kræver meget følelsesmæssigt at gøre det. Det kan gå rivende galt, men det kan også gå godt. Og man sætter sig virkelig fri.”
Lavinen af beslutninger og erfaringer de senere år har bragt hende klarhed. Og hun har endelig sluppet præstationsangsten. Så må publikum smide alle de rådne tomater, de vil. Hun ved, hun er god. Hun ved, hun spiller fra et sandt sted indeni. Det føles magisk nogle gange.
“Jeg føler, at jeg i årevis var som en flue i en flaske, og at jeg omsider er fløjet ud.”
“Der stod mænd bevæbnet med store geværer overalt, og det eneste, der var til rådighed, var et elklaver. Det ville jeg normalt nægte at spille en koncert på, men dette var ikke normalt,” husker Katrine Gislinge, 46-årig koncertpianist, der har levet af at spille solokoncerter på de største scener og klassiske musikfestivaler i verden siden hun var 17 år, og som selv voksede op i en familie i København af forældre, der var klassiske musikere.
“Jeg føler, at jeg i årevis var som en flue i en flaske, og at jeg omsider er fløjet ud"
“Ind kom denne flok af 16-17-årige unge mænd, helt forhærdede, med tomme blikke. Nogle var blevet tæsket af deres forældre. Nogle var allerede selv forældre. Nogle skulle sidde der hele livet. Jeg følte mig så privilegeret, at jeg næsten skammede mig,” fortæller den verdensberømte pianist, der for tiden er mentor i DRs talentprogram for klassisk musik “Vidunderbørn” med børn med helt andre skæbner.
I fængselssalen spillede hun sit stykke af Gabriel Fauré og satte sig i siden, mens kollegerne spillede deres udvalgte værker.
Og hun så, hvordan tårerne trillede ned ad kinderne på mændene i fangedragter, og nogle af ansigterne blødte op.
En af dem havde siddet flere måneder i selvvalgt isolation, fordi han var jaget af de andre, men han havde vovet sig ud den dag, fordi han ville til koncert.
Familiens arv fylder stuerne
Katrine Gislinge fik et brev videresendt, som han skrev bagefter som tak.
“It gave me hope,” skrev han, og det kan jeg godt forstå. Det er noget af det, musik kan. Den kommunikerer direkte med vores følelser, og i det øjeblik var han meget i live. Han var et menneske, ikke bare en fange,” siger hun, der ser en tæt sammenhæng mellem musik, liv, død, tro, kærlighed og forbindelsen til vores egen sande kerne.
Det er svært at forklare, men den spinkle pianist forsøger alligevel over de timer, vi sidder sammen.
Det ville ikke tage en reklamemand mange øjeblikke at gætte hendes fag og baggrund ud fra den højloftede Frederiksberglejlighed, hun bor i.
Hendes afdøde mors gyldne harpe står i en af stuerne, hendes eget Steinway flygel i den anden, og overalt er der bøger, malerier, keramik, skulpturer, polstrede sofaer og marokkanske tæpper tilsat delikate stykker julepynt og stearinlys.
Hun blev selv ramt af musikken helt ind bag alle parader, da hun var 16 år.
Hendes barndomshjem var fuld af klassisk musik, men netop af den grund værdsatte hun det ikke, hun spillede bare og blandede det udogmatisk og naturligt med Abba og dansktop og dannede popbands med veninderne.
Hun hev første- og andenpræmier hjem i diverse ungdomskonkurrencer, men klassisk musiker ville hun under ingen omstændigheder være, for hun havde set, hvor stor dedikation det krævede af hendes forældre.
Åbenbaringen kom i 1.g
Indtil en aften i 1.g, hvor hun lå på sit værelse og lyttede til en lp, hendes mor lige havde foræret hende. Beethovens 4. klaverkoncert indspillet af Emil Gilels. Hun havde brækket armen og havde ikke selv spillet en måneds tid.
“Hvis man var religiøs, ville man kalde det en åbenbaring. Jeg var ikke i tvivl. Jeg gik op til mine meget overraskede forældre og fortalte dem, at jeg ville være pianist. Og jeg ville gå ud af skolen for at søge ind på konservatoriet. Det var helt udramatisk. Det var, som om en beslutning var taget for mig,” fortæller hun, der ellers er vægelsindet til benet om alt.
Så er det godt, hun har fiskemanden rundt om hjørnet, som kan anbefale hende årstidens delikatesser. I dag serverer hun håndpillede, svenske rejer på rugbrød og grove pebernødder, som hun og hendes 12-årige William selv har bagt, mens hendes kæreste – “eller skulle jeg sige forlovede, for det er vi” – komponisten Bent Sørensen sidder bag skydedøren til kontoret og arbejder.
Hun viser diamantringen frem. De skal giftes i Holmens Kirke, for der er Anne Mejlhede præst, og hun har været gift fem gange, så hun må vide noget om bryllupper.
“Hvis jeg nogensinde har længtes efter noget i et forhold, har jeg det hele nu. Selv om det ikke er enkelt.”
Hun fortæller om ham med plirrende øjne og et tandsmil, der bare vil ud af de røde læber, som markerer han en ny tidsregning i hendes liv. Der er et før og et efter Bent.
“Jeg kendte godt til ham, for han er et stort navn, men jeg mødte ham først på en festival for fire år siden. Med det samme havde jeg det sådan, at ham havde jeg ikke lyst til at fjerne mig fra igen. Nogensinde. Og han havde det på samme måde,” husker hun, der stod midt i en skilsmisse fra sine børns far og midt i en livskrise.
Et sving væk fra musikkens vej
Selv om det udefra så ud, som om hendes vej var oplyst og tydeligt markeret for talentet, der har været feteret siden sine teenageår, begyndte hun sidst i 30erne selv at tvivle på, om hun skulle slå et sving væk fra den vej.
Hun læste jobannoncer og indså hurtigt, at uden andre eksamener end den musikalske kunne hun stort set kun blive kassedame, og det var heller ikke en vej, hun havde lyst til at gå. Hun indskrev sig på VUC for at tage en studentereksamen, men følte sig lidt ynkelig mellem alle de unge, selv om hun altid satte sig forrest i klassen, så hun ikke blev konfronteret med, hvor unge de andre var. Alt imens hun derhjemme spillede videre, for det var jo det, hun var bedst til.
“Men som udøvende kunstner er man ofte tynget af præstationsangst, og jeg kunne tage mig selv i at sidde og trippe med en veninde på en café og tænke på, at jeg burde skynde mig hjem og øve, mens jeg skulede over til de andre gæster og tænkte på, hvordan de rigtigt kunne sidde og nyde deres café au lait. Når det begynder at æde af dig på den måde, skal du enten lave om på den følelse eller finde noget andet at lave.”
Et par år efter at hun havde mødt Bent Sørensen, blev hendes demente mor meget syg og røg i en periode ind og ud af hospitalet, Katrine Gislinge og hendes brødre var konstant i kontakt på sms og telefon, samtidig med at hun var ved at sælge børnenes barndomshjem, og hendes indre var i kaos.
“Jeg ville aflyse en længe planlagt indspilning af bl.a. Schumanns Kreisleriana, indtil jeg havde styr på mig selv, men Bent sagde til mig, at tidspunktet var det helt rigtige at komme ud i værkets kroge af lykke, sorg, vrede og inderlighed,” siger Katrine Gislinge.
Beslutninger kom af sig selv
De stillede op til indspilning på Engelsholm Slot i Jylland, og lige da hun skulle til at sætte sig ved klaveret, holdt hendes telefon op med at fungere. Hun fik helt ro til at koncentrere sig og indspillede en meget personlig plade.
Da den sidste tone var klinget af, fik telefonen igen antenneforbindelse, og sms’er og beskeder fra familien begyndte at bippe ind i hobetal.
Kort tid efter døde hendes mor. Hun så hende ligge i sin seng, mere død end noget andet, hun nogensinde havde set.
“Hun er her slet ikke mere. Hun er hos Gud,” slog det hende, selv om hun ikke tidligere var religiøs.
Igen var det, som om nogle beslutninger blev taget for hende. Et par dage efter sagde Katrine Gislinge sit job som underviser på Syddansk Musikkonservatorium op, og hun og Bent Sørensen besluttede, at de trods alle bekymringer om sammenbragte familier og meget andet skulle flytte sammen. Med det samme. Og at hun slap tvivlen. Hun skal være pianist resten af sit liv, for hun elsker det.
“For mig har døden altid været noget langt væk i et andet land. Men da min mor døde, stod det mig klart, at det er nu, du skal gøre de ting, du drømmer om. Ellers udsætter du på en måde dit liv. For mig hænger den tanke sammen med klaverspil. Man skal give sig hen til musikken. Man skal ikke forsøge at tænke den eller spille den ligesom genier før har gjort. Man skal turde være sin helt egen version. Hvorfor ellers spille?” spørger hun, der netop i denne uge er CD-aktuel med Den Danske Klavertrios “Romantic Danish Piano Trios”.
Bent Sørensen sagde også i 2011 sit job op som professor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, et job, der kun findes to af i Danmark, og som “man” ikke siger op fra. Han ville hellige sig sit virke som komponist, og den kunstneriske vilje har været meget inspirerende for Gislinge at opleve, ligesom hans faste støtte ved hendes side har været med til at bringe klarhed.
“Jeg tror kun, du kan tage den slags eksistentielle valg få gange i dit liv, som vi har gjort, for det kræver meget følelsesmæssigt at gøre det. Det kan gå rivende galt, men det kan også gå godt. Og man sætter sig virkelig fri.”
Lavinen af beslutninger og erfaringer de senere år har bragt hende klarhed. Og hun har endelig sluppet præstationsangsten. Så må publikum smide alle de rådne tomater, de vil. Hun ved, hun er god. Hun ved, hun spiller fra et sandt sted indeni. Det føles magisk nogle gange.
“Jeg føler, at jeg i årevis var som en flue i en flaske, og at jeg omsider er fløjet ud.”
