Hun mistede troen på voksne som barn og har siden kæmpet for retfærdighed: “Jeg kan nærmest mærke et lille lyn, der slår ned i mig”

Til sidst kan Anne Kirstine Cramon ikke tie stille længere. Hun er til sølvbryllup hos sin familie i Vestjylland, og man nikker enigt omkring bordet: Det der #metoo er noget pjat. Sådan noget med en hånd på låret. For 20 år siden.

Anne Kirstine Cramon prøver, i hvad der føles som mange minutter, at lade være med at sige noget, for det vil være så meget en nemmere aften, hvis hun lader det passere. Men hun kan næsten ikke være i sin egen krop. Hun rømmer sig.

“Prøv lige at høre her,” siger hun så.

“Det her handler ikke om en hånd på et lår for 20 år siden. Det handler om magtmisbrug. Nogle gange gennem mange år. Det handler om kulturer, hvor primært mænd med magt har udnyttet den seksuelt overfor kvinder. Jeg kender kvinder, der er blevet voldtaget, jeg kender kvinder, der har oplevet voldsomme overgreb. Jeg er bisidder i sager rundt omkring i virksomheder for at hjælpe de her kvinder, der i årevis ikke er blevet hørt.”

Der bliver stille omkring bordet. Nogle af dem mumler vist “okay, det lyder ikke så godt.” Men lige meget hvad reaktionen er, føler debattør og selvstændig kommunikationsrådgiver Anne Kirstine Cramon ikke, at hun har et valg, når hun oplever noget uretfærdigt. Hun er nødt til at sige noget.

Åbner man Berlingske, er der flere gange månedligt et debatindlæg skrevet af 36-årige Anne Kirstine Cramon, ligesom hun jævnligt skriver indlæg til Politiken og ofte er en del af panelet i B.T.’s ugentlige sladder-podcast “Det, vi taler om”.

Især efter Anne Kirstine Cramon i 2020 blev fyret som pressechef hos Liberal Alliance – “naturligvis efter der var noget, jeg ikke kunne tie stille med internt i partiet,” som hun siger – er hun med #metoo-debatten blevet en markant stemme i debatrummet.
Det debatrum, der kan ligne en fuser, fordi hun på den ene side føler sig privilegeret over at blive lyttet til, og det på den anden side slider på hendes energi.

“Det værste, jeg har oplevet, var i 2015, hvor jeg dagen efter terrorangrebet på natklubben Bataclan i Paris på Facebook skrev noget i retning af, at “Isis har ringet – de har besluttet at stoppe alle deres angreb i Europa, efter alle danskere har skiftet til trikolore-filter på deres profilbillede.” Jeg synes, det var så hyklerisk, at folk der aldrig havde ment noget om noget som helst, pludselig skulle udtrykke den her digitale sorg med det franske flag – en gratis omgang, man tit ser på Facebook. Men så gik det amok.”

Anne Kirstine Cramons opdatering gav flere vrede kommentarer, end hun før havde oplevet, hun fik dødstrusler, og hendes telefon kimede, da samtlige medier fra TV-avisen til Go’Aften Danmark ville have hende i studiet og forsvare sit synspunkt. Da hun mødte på arbejde næste morgen på kommunikationsbureauet, hun var ansat på, skældte en kollega, hun mødte på toilettet, hende ud.

“Hun skulle have et møde senere på dagen med Jan E. Jørgensen fra Venstre, og nu havde jeg ødelagt det møde for hende og alt for hele bureauet, fordi den politiker og alle politikere ville tale om, hvor dumt, det, jeg havde skrevet, var. Jeg blev kaldt ind på direktørens kontor, og der blev talt om, at de ville sende en pressemeddelelse ud, hvor det blev understreget, at bureauet ikke delte min holdning. Jeg blev endda sendt hjem fra arbejde nogle dage.”

Hjemme i lejligheden på Nørrebro i København sad Anne Kirstine Cramon sammenkrøllet i et hjørne og kiggede ned i gulvet, mens hun frygtede for, hvad det ville betyde for hendes karriere som kommunikationsrådgiver. Hun sagde nej til alle medier, undtagen debattøren Anne Sophie Hermansens “Annemad” på daværende Radio24syv.

“Her kunne jeg uddybe mine synspunkter, ikke bare i halvandet minut. I dag har jeg det sådan “ro på”, når jeg ser tilbage på ikke mindst min arbejdsplads’ reaktion. Men jeg ville have skrevet det, jeg mente, tydeligere. Og have ventet et par dage. Jeg var bare jo først. En uge efter skrev mange det samme, som jeg havde gjort.”

Anne Kirstine Cramon trak sig fra debatten.

“Jeg sad ude på bænken i en periode og samlede energi til at rykke ind på banen igen. Men ingen skal have ondt af mig. Ynk rimer på klynk.”

Hun holdt igen pause, da hun i 2019 blev pressechef i Liberal Alliance, fordi hun, belært af erfaring, ikke ville have, der var tvivl om, hvad hun mente som henholdsvis privatperson og ansat. En væsentlig grund til, Anne Kirstine Cramon i dag vil være selvstændig, er, hun frit kan udtrykke sine holdninger i debatten.

“Tog man mine platforme væk fra mig, ville jeg savne dem. Det er som at gå op på en scene, prikke til mikrofonen og så komme ud til folk – jeg kan virkelig godt lide det og føler mig privilegeret over at have den mulighed.”

Så Anne Kirstine Cramon åbner altid døren til debatrummet igen. Der skal nok være noget, der gør hende indigneret.

“Jeg er 100 pct. drevet af retfærdighed. Jeg kan nærmest mærke et lille lyn, der slår ned i mig, når jeg hører noget uretfærdigt. Så er jeg nødt til at sige noget. Jeg havde det sådan hele min skolegang og kan huske følelsen som barn af at blive overmodig. Jeg ved godt, at jeg gør noget forkert i at sige en voksen eller en lærer imod. Men. Jeg. Kan. Ikke. Lade. Være. Jeg er villig til at tage en røvfuld, hvis det er det, det kommer til. For jeg VIL sige, at det her, det er forkert. Og at jeg har SET det.”

Okay. Så langt så godt. Anne Kirstine Cramon kan ikke holde uretfærdighed ud. Men hvorfor er det så uudholdeligt?

Der er gået 20 minutter af interviewet. Anne Kirstine Cramon trækker vejret dybt og kigger på mig med et tøvende blik i de skarpe mørkebrune øjne. Så siger hun:

“Jeg har ikke fortalt min historie før, så jeg skal finde ud af, hvordan jeg turnerer den. Så jeg ikke gør nogen kede af det.”

Det bliver næsten koldt i junivarmen i gårdhaven på den café, hvor vi mødes, da hun siger:

“

Jeg har aldrig haft respekt for voksne. Jeg har ret tidligt oplevet, at de voksne, der var tæt på mig, ikke har behandlet mig på en måde, der var rimelig

Anne Kirstine Cramon om, hvorfor hun ikke kan holde uretfærdighed ud

“Mit hjem var ikke et rart sted for mig at være som barn. Min mor var sindssygt ustabil. Jeg kan ikke gå i detaljer med det endnu, fordi det vil såre min søster, som hun ikke var sådan over for, men jeg kan sige så meget, som at min mor og jeg altid har haft det vanvittigt svært med hinanden. Hun var tit dybt urimelig overfor mig. Der var meget helt urimelig skæld ud og helt urimelige regler og helt urimelig opførsel overfor mig. Jeg vidste aldrig, hvad jeg kom hjem til,” fortæller Anne Kirstine Cramon.

“Jeg tror, at det ret tidligt plantede en antiautoritær følelse hos mig. Jeg har aldrig haft respekt for voksne. Jeg har ret tidligt oplevet, at de voksne, der var tæt på mig, ikke har behandlet mig på en måde, der var rimelig. Derfor har jeg tidligt skullet sige fra. Så har jeg bare medbragt den der fuldstændige frygtløshed, som jeg har taget med mig ind i mit voksenliv. Jeg er ligeglad med folks status og magt, Hvis der er ting, der er forkerte, urimelige. hykleriske eller magtfuldkomne, vil jeg sige det.”

Forældrene, der begge var lærere, blev skilt, da Anne Kirstine Cramon var fem år.

“Det var en rigtig grim 1990’er-skilsmisse, hvor der ikke var tale om, at moderen ikke skulle have børnene, selvom min far prøvede, og sagen kørte, indtil jeg var 10-11 år. Min mor sagde direkte til mig, at hun ikke kunne holde mig ud, fordi jeg lignede min far. Det var ikke specielt morsomt at bo i et hjem, hvor jeg på alle planer bare var forkert.”

I skolen viste Anne Kirstine Cramon tegn på, at hun ikke havde det godt.

“Jeg brugte helt utrolig meget tid udenfor døren. Det var sådan noget med at lave ballade og springe ud ad et vindue midt i timen. Eller at provokere læreren ved at sige “Else, der er altså en stavefejl på tavlen i det, du har skrevet”. Samtidig med at jeg også var klassens klogeste, sprang en klasse over og fik høje karakterer,” fortæller hun.

Anne Kirstine Cramon husker ikke, at der var en voksen nogen steder, hun følte sig tryg ved, som tog fat i hende og spurgte, hvad der var galt. Hjemme prøvede hun at være den søde, sjove datter, indtil urimelighederne hobede sig så meget op indvendig i hende, at hun eksploderede i et inferno. Mens andre måske var blevet mast så meget ned i jorden, at deres selvværd var forsvundet, var der et eller andet, der gjorde, at hun fandt en styrke i sig selv.

“Jeg ved simpelthen ikke, hvor den kom fra. Jeg har tilbragt meget af min barndom med at lede efter mine adoptionspapirer. Jeg kunne ikke få det til at passe, at jeg hørte til her. Jeg har en eller anden fandenivoldskhed, som jeg ikke er sikker på afsenderen af.”

Som 13-14-årig flyttede hun hjem til sin far, og hun har ikke talt med sin mor, siden hun fyldte 30 år.

“Det var en befrielse at bo hos min far. Min far og jeg har altid haft et bånd. Han ved godt, at han ikke har mandat til at blande sig i mit liv, medmindre det handler om, at min bil trænger til nye vinterdæk, eller hvis jeg beder ham om det. For jeg har været så vred på ham over, at han ikke var der nok i min barndom, selvom jeg ud fra et voksenperspektiv til dels forstår, at det ikke var nemt. Men han har altid anerkendt, at dét, jeg har og dét, jeg kan, er noget, jeg selv har skabt. Jeg har ikke fået en hjælpende hånd af nogen som helst. Det bliver jeg glad for, at han siger til mig. At han ikke lader, som om det har været en dans på roser.”

Dét, Anne Kirstine Cramon kan og selv har skabt, er karrieren som selvstændig kommunikationsrådgiver.

“Jeg er ikke den, man ringer til, når Apple skal have skrevet en rosende pressemeddelelse om en ny iphone, men den, der hjælper en virksomhed i en krise eller finder på de idéer, der ikke ligger ligefor,” siger hun.

Privat har hun også skabt noget. Styr på tingene og altid penge nok på sin konto til at klare sig og være uafhængig. Og en tæt kreds af gode veninder, som hun ser som familie. Inderkredsen, kalder hun dem. Veninder, der ligesom hun sætter pris på, at man ikke bare sidder og aer hinanden og giver hinanden ret. Næppe dem, man skal spørge, om ens røv ser for stor ud i de der bukser. Deres betydning viste sig, da stort set alt ramlede for Anne Kirstine Cramon indenfor tre uger i juni 2020.

“Jeg blev fyret fra Liberal Alliance, og min ekskæreste gik fra mig, dagen før vi skulle starte i fertilitetsbehandling,” fortæller hun.

Hendes venner arrangerede internt, hvem der kunne tage med hende i sommerhus og tale med hende i to dage, og hvem der så kom og overtog vagten. Det var vitterligt, som om hun bare skulle trykke på en rød knap, og så stod der en veninde med vin og mad.

“Trods det, at jeg lige havde mistet mit job og min ekskæreste, følte jeg mig så sindssygt elsket. Det var meget opbyggeligt for mig,” siger hun.

Så opbyggeligt, at Anne Kirstine Cramon betegner krisen i 2020 som den, der i sidste ende har ført til, at hendes selvværd endelig er faldet fuldkommen på plads. Selvom Anne Kirstine Cramon tidligt havde en fornemmelse af, hvad der var rigtigt og forkert, var noget af det første, hun gjorde, da hun flyttede hjemmefra at bruge en ikke ubetydelig del af sin SU på at gå til psykolog. Skulle hun være den, hun ville være og have det liv, hun ville have, måtte hun have styr på sit indre kompas, som var kalibreret skævt i hendes barndom.

“At gå til den psykolog gjorde hele verden for mig. Det har jeg siden gjort i nye faser i mit liv.”

Er der noget, Anne Kirstine Cramon søger hos mennesker og ikke mindst hos sig selv, er det nemlig ordentlighed. Fra at svare på enhver mail og komme til tiden til at være et ordentligt menneske.
“Loyal og ærlig. Jeg navigerer efter min mavefornemmelse. Jeg kan godt mærke, når noget er forkert eller uordentligt, og så skal jeg bakke tilbage fra det.”

Det kan være en balance, når man samtidig er skarp debattør.

“Når jeg f.eks. er med i “Det, vi taler om”, hvis koncept jo er at tale om andre mennesker, kan jeg godt tænke over, at jeg skal lade være med at gå med på en for hård tone eller at grine de forkerte steder. Når man peger fingre ad så mange mennesker, som jeg gør, er man nødt til at selv at være ordentlig.”
Men hun mener, at man godt kan sparke opad mod mennesker med magt uden at være uordentlig eller uretfærdig.
““Opfør jer ordentligt” er mit overordnede budskab i debatten,” siger hun.

En debat, som hun understreger, er givende for hende at deltage i. Selvom debatrummet udefra set kan virke som et sted, hvor alle træder ud med nøjagtig samme holdning, som de kom ind med, oplever Anne Kirstine Cramon nemlig også noget andet:

“Der er tit nogle, der skriver til mig, at jeg har sat ord på noget, de selv har tænkt over. F.eks. da jeg skrev om, hvordan Mette Frederiksen bruger Facebook til at komme ud med sine politiske budskaber i stedet for medierne, hvor hun kan få stillet kritiske spørgsmål.”

Og så er der kvinderne. De kvinder, der særligt det seneste år har kontaktet hende.

“Det, der er allermest optur, er, når der sker det, der skete forleden. En kvinde skrev til mig, at jeg havde gjort hende så meget mere modig, og at det var noget, hun nu gav videre til sine døtre. Jeg blev så glad over at kunne gøre den forskel.”

I september 2020 stod Anne Kirstine Cramon på Facebook og siden i medier frem med sin egen #metoo historie:

“Det var absolut ikke en voldtægt, men jeg indgik heller ikke i en ligeværdig relation. Det var en situation, hvor jeg havde en trussel om at blive frataget muligheder hængende over hovedet, hvis jeg sagde fra, og derfor indvilgede jeg. Jeg var – omsonst nok – bange for at ødelægge det for mig selv, hvis jeg sagde nej og forlod situationen. Jeg har haft det rigtig dårligt med det og mig selv, men jeg er ikke traumatiseret af det. Og vigtigst: jeg har tilgivet mig selv for, at det skete, og at jeg ikke sagde fra,” skrev hun bl.a. i en opdatering på Facebook.

Det er ikke tit, Anne Kirstine Cramon står personligt frem, men her så hun et formål. At minde om, at det ikke er alle, der ligesom TV-værten Sofie Linde, der genstartede #metoo-bølgen med sin tale ved Zulu Awards i august sidste år, har formået at sige fra. Der er også dem, der har en knap så fed historie at fortælle. De skal ikke skamme sig eller glemmes, mener Anne Kirstine Cramon.

Hendes egen oplevelse betyder nu ikke specielt meget for, at netop #metoo er en vigtig sag for hende, siger hun.

“Det handler mere om, at jeg synes, at vi alle sammen skal behandle hinanden ordentligt. Når jeg er bisidder for kvinder, der mødes med virksomhedens HR-afdeling, oplever jeg ikke, at man ikke tror på kvinderne, for #metoo gjort en forskel. Jeg har endnu til gode at se den kvinde, hvor det har været karrierefremmende for hende at stå frem. Men jeg oplever, at man, i stedet for at håndtere det, gerne vil have det til at gå væk. Hvordan gør man det? Typisk ved at få kvinderne til at holde mund. Det er ellers så enkelt at gøre det rigtige. At sige undskyld til kvinden for, at man som virksomhed ikke har levet op til sit ansvar og at give krænkeren en advarsel.”

Anne Kirstine Cramon tror selv, at kvinderne gerne vil have netop hende med til mødet med HR af én grund:

“For at call’e deres bullshit.”