Rockmusiker Kira Skov har skabt nogle af sine stærkeste album i kølvandet på en kræftsygdom, et tragisk dødsfald og nu en global pandemi. “Jeg har altid arbejdet nonstop. Også i kriser”

Der findes den slags mennesker, som lader sig bremse af en krise, fryser og går i kreativt og mentalt dvale. Og så findes der dem, der lader til at omsætte personlig og samfundsmæssig uro til kreativt brændstof og til omgivelsernes undren kommer ud på den anden side et projekt rigere.

Den danske sangerinde Kira Skov tilhører den sidste gruppe, og siden hun i 2001 dannede bandet Kira & the Kindred Spirits, har hun sat et umiskendeligt aftryk på den danske musikbranche med sit rå og jazzede udtryk og imponerende produktivitet. I midten af maj udkom hendes 15. udgivelse, “Spirit Tree”, der er skrevet og indspillet under den nedlukning, der ellers lagde sig som en lyddæmper over samfundet.

“Det føltes meget meningsfuldt at skabe noget, hvor jeg fortsat havde en form for samhørighed med andre i en tid, hvor alle var ekstremt isolerede, og ingen rigtig vidste, hvornår det ville ende. Det var sådan en slags hævn over coronaen, men også bare en måde at håndtere den på. Jeg havde brug for at føle, at jeg stadig havde et eller andet fællesskab med nogen, række ud og skabe kontakt til andre, som ikke var fysisk mulig på det tidspunkt,” fortæller Kira Skov om albummet, der indeholder en række duetter med internationalt hypede musikere som svenske Jenny Wilson og den amerikanske Bonnie Prince Billy, som medvirker på singlen “We won’t go quietly”.

“And here we go again

When we run, we roar, we shout

We won’t go without a fight

We won’tgo quietly into the night”

Teksten kan nærmest læses som et Kira Skovsk mantra om ikke at lade sig bremse af ydre omstændigheder. Ikke af den sjældne kræftsygdom, som den nu 45-årige musiker blev ramt af i 2009, hendes mands pludselige død i 2017 eller en global pandemi, der igen og igen har angrebet musikbranchen fra alle vinkler.

I 2017 blev Kira Skovs mand, komponist og bassist Nicolai Munch-Hansen, fundet død af en fælles ven. De havde været kærester siden 2006, de havde turneret sammen, og han var far til deres dengang fire og et halvt år gamle søn Morgan. I 2018 fortalte Kira Skov til Børsen, at det var en ulykke, men at “der var stoffer, piller og alkohol involveret”. Samme år mistede hun også sin far, og selvom de to dødsfald ikke kan sammenlignes med tiden nu, så fremhæver hun fællesskabet som essentielt, når verden falder sammen.

“Da Nicolai døde, var jeg så privilegeret, at der var en masse mennesker, der slog ring omkring mig. Jeg stod alene med vores fælles barn og en opløsning af vores familie, hvor jeg også har været stedmor til hans datter, siden hun var lille. Min søster arrangerede bl.a. en rotationsordning af mennesker, som hjalp mig med alt praktisk, så jeg kunne være der for vores søn,” fortæller hun i sit haveforeningshus på Amager, der er indrettet med bøger, pudsige nips og et stort klaver med tydelige brugstegn.

Kun et par måneder efter besluttede hun at indspille albummet “The Echo of You”, som var en hyldest og kærlighedserklæring til ham.

“Det var min måde at bearbejde sorgen på – at lave en plade til ham. Det er sådan, jeg håndterer ting. Det var en måde at gøre min sorg tålelig på. Men det har også betydet, at jeg hele tiden har været i gang og måske har udmattet mig selv,” husker hun.

I perioden efter mandens død forsøgte Kira Skovs familie og venner at få hende til at stoppe op og slappe af, men det krævede en pandemi, før det skete.

“

Jeg havde brug for
at føle, at jeg stadig havde et eller andet fællesskab med nogen – række ud
og skabe kontakt
til andre

Kira Skov, musiker

“Da jeg kom mig over chokket over den første lockdown, hvor kalenderen blev ryddet fra den ene dag til den anden, og jeg pludselig ikke kunne arbejde, kunne jeg godt overgive mig til den tilstand,” siger Kira Skov.

I to årtier havde hun været i en konstant arbejdscyklus, hvor sangskriveriet fik naturlige afbrydelser af turnéer for derefter at vende tilbage til klaveret, guitaren eller computeren for igen at sætte ord og melodier på sine tanker.

“Det er nok første gang, jeg ikke hele tiden har været afbrudt af at skulle ud og spille i en eller anden grad. Det var som at tage sådan nogle noise cancelling-hovedtelefoner i ørerne. Der blev stille på en måde, jeg ikke har prøvet før. Jeg har altid arbejdet nonstop. Også i kriser,” fortæller hun.

Det var ikke coronaen som sådan, der inspirerede Kira Skov til at producere et album med duetter, netop da Danmark lukkede ned sidste år i marts. Idéen var der i forvejen, men nedlukningen gjorde det helt klart, at sangerinden skulle lave det album lige der.

Kira Skovs tidligere samarbejdspartnere tæller folk som Tricky, Lars H.U.G., Steffen Brandt og Peter Peter fra Sort Sol, men det er første gang, at hun så konsekvent vælger at dele mikrofonen, og det sker med en eklektisk flok af internationale musikere og danske navne som Mette Lindberg og Steen Jørgensen. Nogle har Kira Skov før arbejdet sammen med, andre har hun aldrig har mødt, og skal hun beskrive pladen med kun én overskrift, er det fællesskabet, hun fremhæver.

“Jeg har meget svært ved ikke at være i gang. Jeg har hele tiden brug for at skabe noget. Og det gav mig noget meningsfuldt at tage mig til i den her underlige tid. Det er fællesskabet, der får os igennem kriser, og den stemning af sammenhold går igen på pladen,” forklarer Kira Skov.

Arbejdsprocessen på det nye album, hvor Kira Skov sad isoleret på Amager, og rakte ud til musikere fra nær og fjern, står i modsætning til albummets intime stemning. Musikerne kunne ikke rejse, så i stedet blev stemmer og instrumenter sendt rundt som lydfiler, indtil de samlede sig som 13 numre.

“Det er ikke længere uvant for musikere at lave musik ved at sende ting frem og tilbage, som vi har gjort, men det er måske uvant at gøre det så intensivt. På en eller anden måde har der været en enorm ro i kraft af, at alle var nede i gear på samme tid. Jeg synes også, at pladen bærer præg af, at der har været meget glæde forbundet med at lave den,” fortæller Kira Skov.

Musikerne virkede ikke skræmte over at lave duetter uden at mødes i et studie.

“Det er selvfølgelig en fordel at kende hinanden i forvejen, når man laver en plade på den måde, men jeg følte alligevel, at vi lærte hinanden at kende gennem den udveksling, vi havde over mail og telefon undervejs. Det var rart at finde ud af, at man faktisk godt kunne genskabe den intime fornemmelse, der er ved at arbejde i et studie, under nogle helt andre forhold,” fortæller hun.

Faktisk var det lavpraktikken i et familieliv med barn og en ny kæreste, der skabte de fleste bump på vejen.

“Det blev lidt en forhandling med min kæreste om at hjælpe med min dreng, for det var virkelig svært at finde tid alene, når der hele tiden var nogen i huset. Det var faktisk den største udfordring,” siger hun.

Da Danmark i efteråret åbnede op for en periode, var Kira Skov godt i gang med albummet, og begyndte at øjne udsigterne til en kommende turné. I forvejen er det en logistisk knude at løse med booking af spillesteder, promovering og bandmedlemmernes indbyrdes kalender, og derfor føltes anden lockdown som en større mavepuster end den første.

“Selvfølgelig navigerer jeg som musiker altid i en form for kaos. Det kræver en særlig psyke ikke at have nogen vished om, hvordan folk tager imod det, du laver. Det kan jeg godt tåle. Men under coronaen føltes det, som om du hele tiden blev slået hjem og skulle starte forfra. Sætte dig op til noget, som ikke blev til noget. Der begyndte jeg at blive ramt.”

Men selvom Kira Skov savnede fællesskabet under coronaen, var det ikke ensomhed, hun oplevede.

“Jeg er ret god til at være alene og kan godt fungere på den måde. Den kreative fase som musiker er jo på en måde ensom. Det er ikke en fremmed følelse for mig. Men jeg kan godt finde på at lukke mig lidt inde og vænne mig til ikke at se nogen, så jeg har brug for at blive hevet ud af den tilstand på jævnlig basis,” siger hun.

Når hun ser tilbage på sin karriere, er da også primært møderne med andre musikere, som hun husker.

“Jeg er mest stolt over de gange, hvor jeg har indgået et samarbejde med nogen, som har kunnet noget, jeg ikke selv har mestret, og jeg har kunnet noget, de ikke kunne, og vi sammen har kunne skabe noget større. Det har jeg kunnet rendyrke på den her plade,” siger Kira Skov.

Med nu 15 album i bagkataloget, kan Kira Skov se, at de vigtigste er skabt ud af hendes største kriser og livsomvæltninger.

“

Da Nikolaj
døde, skrev jeg sange på en måde, jeg aldrig før har gjort, hvor de bare strømmede ud

Kira Skov, musiker

“Jeg sang med en anden stemme, efter jeg havde været syg. Den var mere sårbar, og jeg brølede ikke bare derudaf som med Kindred Spirits. Da jeg blev mor, kunne man høre sårbarheden, der kommer af manglende nattesøvn og ansvaret for pludselig at stå med et lille barns liv i hænderne. Og da Nikolaj døde, skrev jeg sange på en måde, jeg aldrig før har gjort, hvor de bare strømmede ud,” siger hun.

De mange album er desuden præget af en frygtløs forskellighed. Siden Kira Skov for alvor brød igennem med Kira and the Kindred Spirits i 2002, har hun eksperimenteret med mange forskellige musikalske stilarter. Hun har indspillet det filmiske album “Epiphanies Of Grandeur” med den tidligere Sort Sol-guitarist Peter Peter, indspillet sange dybt inde i de canadiske skove med veninden Marie Fisker og lavet et folkloristisk album i en nedlagt ortodoks kirke med jazzsaxofonisten og sangerinden Maria Faust. Og så viste hun på sit forrige album, “I nat bliver vi gamle” fra 2019, at hun ikke er bange for at skubbe lyrikken helt i front på et dansksproget album.

Spørger man hende, om der alligevel er en genre eller stilart, hun føler sig mest hjemme i, er svaret, at det har ændret sig alle årene og altid har været på den plade, hun senest har udgivet.

“Jeg har ikke behov for at høre til et sted, og jeg synes egentlig, at jeg har noget, der er meget mig i kraft af min sangskrivning og min stemme. Jeg vil gerne gøre oprør mod, at man skal passe ind i den samme kasse eller kategori et helt liv. Jeg er meget optaget af og tro mod, at vi er i en evig forandring som mennesker. Heldigvis.”