Da hun blev gravid, blev hun dømt ude. 30 kg lettere og i bedre fysisk form end nogensinde før vil Jeanette Ottesen nu selv sætte sit punktum til OL

Jeanette Ottesens venstre skulder gør ondt. Det skyldes overtræning, og det vil meget vel løse sig, men det stresser den 33-årige svømmer, der træner seks dage om ugen i fem timer ad gangen for at kunne kvalificere sig til det udskudte OL i Tokyo til sommer.

Hendes mission tager form som et eksperiment: Kan man, som 33-årig kvinde, med en datter på tre og sin ægtemand som træner, genopbygge sin indre og ydre olympiske svømmer, deltage i OL for femte gang og få et værdigt farvel til svømmesporten?

“Det er hårdt. Og lige i øjeblikket er det sindssygt hårdt på grund af skulderproblemet. Jeg har virkelig puttet alt i en kurv. Hele vores familie er inde over og passer Billie. Min mand er min træner, så jeg kan jo ikke bare tage til træning, og lade ham blive hjemme og passe Billie, og Billie er tre år og har ekstremt meget krudt i numsen. Hun er ikke en pige, der sidder og leger Barbie ovre i hjørnet. Hvad havde jeg forventet? Ærligt talt. Men jeg kan ikke tage hende med på arbejde i svømmehallen. Hun tror, hun kan gå på vandet,” siger Jeanette Ottesen i hvad, der opleves som én lang remse, for hun er en kvinde af mange ord, og der er en kraftfuld energi bag ordene.

Siden sin graviditet har hun tabt 30 kg. Hun er ribbet. Hendes øjne er lysende lyseblå. Hendes overarme er store. Hendes mave er pivflad. Men efter der er kommet et lille menneske ud af den og ind i hendes liv, får hun hverken sovet, spist eller restitueret rigtigt.

“Man kan næsten ikke kalde mig professionel atlet nu, fordi jeg lever ikke et professionelt liv,” siger hun og ler ud i rummet over de åbenlyse modsætninger, som hendes liv er fyldt med.

Svømmesporten er i sin natur barsk. Og det gælder ikke mindst i de distancer, Jeanette Ottesen har som sit speciale; 100 m butterfly, som er den demonstrative stilart, hvor armene kastes frem samtidigt, henover vandoverfladen, og hænderne føres i vandet foran hovedet. Flere års forarbejde og træning, fysisk såvel som psykisk, munder ud i et knap 57 sekunder kort løb, hvor hundreddele af sekunder skiller succes fra fiasko.

Jeanette Ottesen mestrer lige præcis den form for disciplin, målrettethed og vindermentalitet, som det fordrer. Hun er Team Danmarks mest vindende eliteatlet nogensinde med 53 internationale medaljer. Hun har vundet VM seks gange, EM 11 gange og en bronzemedalje til OL, som hun har deltaget i fire gange.

Hendes lykkelige farvel til svømmesporten havde hun planlagt til Royal Arena i december 2017, hvor Danmark var værtsnation for EM. Men en eftermiddag i marts 2017, hvor hun var alene hjemme, fandt hun den graviditetstest frem, som en snarrådig veninde havde købt til hende halvanden uge inden. De to streger viste sig allerede efter tre sekunder. Hun tog en ny test. Samme resultat. Hun lavede en tomatsuppe og blev, for en sjælden gangs skyld, tavs. I en time eller to, kiggede hun ud i luften og tænkte, mens hun rørte rundt i suppen.

Da hendes mand kom hjem og fik nyheden at vide, trillede tårerne ned ad kinderne. Af lykke og forvirring.

“Tillykke med graviditeten,” lød det i brevet fra Dansk Svømmeunion, det gjorde Jeanette Ottesen glad for at mærke den opbakning.

Smilet stivnede, da hun den efterfølgende måned kunne se, at hendes månedlige støtte ikke længere gik ind på kontoen. I modsætning til højt betalte fodboldspillere og andre professionelle sportsfolk, er pengene så små i svømning, at de er fuldstændig afhængige af den støtte. Støtten beregnes år til år baseret på de resultater, atleten skaber og har potentiale til at skabe, og hvorimod man godt kunne få støtte igennem længere skadesforløb, gjaldt det princip åbenbart ikke for graviditet, oplevede Jeanette Ottesen. I et interview sidste år til TV2 om denne situation siger Lars Green Bach, der er sportschef i Dansk Svømmeunion:

“Jeanette meldte en graviditet ud, og samtidig lå der ikke nogen ny ansøgning fra hendes side omkring økonomisk støtte fremover, hvorfor vi behandlede det som et karrierestop. Det var, som jeg husker det, vores opfattelse af situationen”.

Men ifølge Jeanette Ottesen havde hun på intet tidspunkt nævnt ordet “karrierestop”. I den efterfølgende tid sortnede det for hende. Under graviditeten glædede hun sig ikke til at blive mor, hun var dybt frustreret over oplevelsen af at blive skrottet.

Mange andre kvinder i lignende situationer har måttet indstille sin sportskarriere og det med betydeligt færre og mindre resultater. Jeanette Ottesen kunne stoppe med 53 medaljer og et hav af oplevelser. Hvorfor ikke stoppe her?

“Fordi jeg fortjener et punktum. Jeg fortjener at stille mig op på skamlen en sidste gang og svømme mit sidste løb,” svarer Jeanette Ottesen med dirrende indignation i stemmen.

“Skræmmescenariet for mig er hele tiden, at der er nogen, der tager det fra mig. Skræmmescenariet er, at der nogen andre, der bestemmer, at jeg skal stoppe. Det er derfor, jeg valgte at komme tilbage, selvom jeg fik et barn. Det er ikke en graviditet, der skal stoppe min helt fantastiske karriere.”

Jeanette Ottesens hjerte banker hurtigt og hårdt. Hun havde tænkt, det ville være en sjov udfordring at deltage i det aktuelle DR-program “Den store premiere”, hvor fire kendte danskere skal lære at spille skuespil. Men sjovt er ikke ordet.

Grænseoverskridende, selvudviklende “og det vildeste jeg har gjort udover at føde et barn”, er mere dækkende. Først bliver hun overmandet af en pludselig usikkerhed over ikke at kunne leve op til de krav, hun stiller til sig selv, og de krav, der bliver stillet hende.

“For at blive en skuespiller, må du lære ikke at spille skuespil,” instruerer Jeanette Ottesens mentor, den prisvindende skuespiller Thure Lindhardt.

Han omklamrer hende fysisk, da de øver en scene fra Henrik Ibsens “Et dukkehjem”. Han provokerer hende ved at insistere på, at hun skal tale som en pussenusset pige. Være svag, underdanig. Han puster til ilden, hele tiden.

“

Jeg føler ikke, jeg har noget at bevise, overhovedet. Men jeg føler, jeg skal vise andre kvinder og min datter, at det er muligt

“Jeg har aldrig mødt et så intenst menneske som ham,” siger Jeanette Ottesen forundret i en pause til en af sine meddeltagere, efter de har øvet.

Hun føler, at Thure Lindhardt ser lige igennem hende. At han kræver af hende, at hun skal blotte sig og spille med sine egne mest private og bortgemte følelser.

Tredje aften sker der noget i Jeanette Ottesen. I den afsluttende scene af Nikolaj Cederholms “Jagten” (1992) rusker hun Thure Lindhardts karakter fra den ene til den anden side hårdt og hugger et spyd ind i ham, mens hun brøler. Da scenen er slut, bryder hun ud i gråd.

“Det var ubehageligt ægte. Jeg kunne ikke kende mig selv, men det var en kæmpe lettelse bagefter. Jeg tog hjem derfra og var helt tom, det var ude af min krop, det var væk,” siger hun.

Hun taler om en sorg, hun ikke selv vidste, hun stadig bar rundt på. Den har rod i en familiær situation, som hun ikke føler sig klar til at gå i detaljer med her, men hun siger:

“Jeg har altid følt, at jeg skulle være den stærke, den der skulle holde sammen om folk og sørge for, at alle havde det godt. Jeg har hele tiden udglattet uden at få bearbejdet, hvor ked af det, jeg egentlig var.”

Det er et mønster, hun tager med sig ind i elitesporten og først kommer til at lære at gøre op med langt senere.

Jeanette Ottesen brækker et ribben af overtræning i 2004.

Hun er 16 år, debuterer til OL i Athen og er dermed allerede en del af den øverste danske svømmeelite. I en omfattende rapport, som Kammeradvokaten offentliggør i 2020, bliver det konkluderet, at der skete et ledelsesmæssigt svigt af Dansk Svømmeunion og Team Danmark i årene 2003-2013. Indrapporteringer fra flere svømmere om ydmygende offentlig vejning foran alle andre, mobning og psykisk terror blev aldrig fulgt op på.

Var det ikke sket før, forsøgte Jeanette Ottesen at opbygge et panser her.

“Nogen gange tror jeg ikke rigtigt, jeg tænkte. Tit prøvede jeg at lægge hovedet og hjertet derhjemme, og så tage til træning og lade min krop gøre det, den skulle gøre. Jeg gjorde alt for at overleve. Jeg kunne aldrig finde på at bakke ud. Jeg kunne aldrig finde på at give op. Det er min natur.”

Dengang vidste hun ikke bedre.

“Jeg har i størstedelen af min karriere haft en facade og ikke vist følelser. Jeg har gjort, hvad der blev sagt. Jeg har ikke tænkt over, at det kunne være forkert, fordi det var sådan, det var.”

Alligevel skulle det være Jeanette Ottesen, der var blandt de første til at fortælle offentligheden om, hvad hun havde oplevet, og hvad det havde gjort ved hende. I DR-dokumentaren “Svømmestjerner – Under overfladen” (2019) fortalte hun, hvordan hun udviklede en spiseforstyrrelse af de offentlige vejninger. Hvordan hun følte det som at være en del af en fangelejr.

Spørgsmålet er, hvad der gav og fortsat i dag giver Jeanette Ottesen modet og styrken til at stille sig frem med sin sårbarhed.

“Jeg har lyst til at sige, at det var fordi, jeg blev mor. Jeg fik noget perspektiv. Der kommer et menneske ud af mig, som jeg skal være rollemodel for. Som jeg skal vise vejen frem for. Vejen frem er ikke at gemme sine følelser væk, være iskold og have en facade. Nej fuck det, min mor har altid sagt til mig, at jeg var god nok, som jeg var, at man skal være sig selv og følge sin mavefornemmelse. Jeg har bare aldrig lyttet til det.”

Det ligger Jeanette Ottesen dybt på sinde, at hun i dag lever af at være sig selv. Hun har 70.000 følgere på Instagram, hvor hun deler ud af sig selv, og hvor hun tjener penge på at reklamere for brands som Lunar og Huscompagniet. Det er blevet hendes vej til at finansiere virkeliggørelsen af drømmen om et sidste farvel til OL, og hun har sat nogle rammer op om det.

“Hvis du vil have et samarbejde med mig, siger jeg det med mine ord, ellers er der ikke noget samarbejde. Det kan virke kynisk og irriterende, men sådan er det. Og når jeg er med i tv-programmer, tænker jeg meget over at være mig selv. Jeg går meget op i ikke at putte en facade på og ryge tilbage i den trummerum, som jeg har været i nærmest hele min karriere. Jeg kan meget godt lide den nye mig, eller måske den ægte mig, og jeg vil gerne være endnu bedre til ikke at lægge låg på mig selv.”

I maj måned skal Jeanette Ottesen gøre forsøget på at kvalificere sig til OL i 100 m butterfly såvel som 50 og 100 m crawl. Målsætningen er i første omgang at nå til OL. Hvis dét lykkes: At kvalificere sig til OL-finalen. Hvis dét lykkes: At vinde.

Hun kigger ned på sin ring om højre langfinger. På ringen er der fem små sammenkædede ringe, de olympiske ringe. Hun drejer ringen en halv runde.

“Jeg er stærkere, end jeg nogensinde har været. Det troede jeg ikke var muligt, da jeg vejede 102 kg i december 2017, men nu skal jeg have sat det sammen i vandet,” siger hun.

“

Jeg kan meget godt lide den nye mig, eller måske den ægte mig, og jeg vil gerne være endnu bedre til ikke at lægge låg på mig selv

Før var det nervøsitet og frygten for at tabe, der fyldte før OL, nu er det en følelse af håb og lykke.

“Jeg har følelsen af, at jeg svømmer meget mere frit end nogensinde før, fordi der ikke er noget, der er vigtigere end mit barn. Jeg ved godt, at mange har forventninger til mig, og folk taler om medaljer til OL, men det er som om, jeg ikke rigtig hører det.”

Før var der alt at tabe. Nu er der alt at vinde.

Hun nikker.

“Jeg føler ikke, jeg har noget at bevise overhovedet. Men jeg føler, jeg skal vise andre kvinder og min datter, at det er muligt. Man kan godt udleve sine drømme, selvom man er blevet mor. Det kan godt være, jeg er det første tilfælde i svømmesporten, og Dansk Svømmeunion virkelig ikke vidste, hvad de skulle stille op med mig, menyou watch and you learn.”

Jeanette Ottesen ser billedet på hendes farvel til svømmesporten for sig flere gange om ugen.

Det er en lykkelig drøm.

Hun svømmer ikke. Hun og hendes konkurrenter sidder ifinal call room,det rum, hvor svømmerne indregistreres lige før løbet, det næstsidste skridt inden springet fra startskamlen ned i vandet til OL-finalen. Det er herinde, at løbet vindes. Nervøsiteten sitrer i øjnene. Hvem er klar? Hvem er ikke? Hun fornemmer de andre kvinder omkring hende, men ikke mere end det. For hun er forsvundet ind i sine egne tanker og billedet af hendes 3-årige datter Billie, der griner lallet og smiler over hele ansigtet. Den forestilling fylder hende med den slags lykke, som kan manipulere og makulere den smerte, som om lidt vil angribe hendes arme og ben. Så let og glidende svømmernes tag igennem vandet syner, så ubehageligt opleves det for atleten.

Hun trækker vejret roligt og lykkeligt. Hun hører en susen fra tilskuerne. Hun tager de sidste dybe vejrtrækninger, inden hun går ind og svømmer sit livs løb.