"Jeg er rød-hvid indeni, og jeg var ved at koge over"

Han havde den samme lyst, som da han vandt semifinalen ved OL i 1996 over indoneseren Heryanto Arbi og siden blev Danmarks hidtil eneste OL-guldvinder i badminton. Lysten til at sætte sig triumferende på knæ, udbryde et sejrshyl og rive sin trøje itu.

Mens pulsen dunkede på højtryk, og sokkerne blev helt våde af sved, var fingrene på vej op til skjorteknapperne, men 50-årige Poul-Erik Høyer styrede sig.

“Normalt er jeg en høflig og ret tilbageholden, men på banen kan jeg udtrykke mine følelser. Inden i mig brænder det, og det kan jeg få ud, når jeg vinder en stor sejr"

Som præsident for World Badminton Federation (WBF) skulle han officielt være neutral tilskuer til finalen mellem Danmark og Indonesien, da Thomas Cup forrige søndag blev afgjort i millionbyen Kushan tæt på Shanghai, og så kunne det jo ikke nytte noget at være partisk og klappe, når danskerne vandt et vigtigt point.

“Til sidst blev jeg nødt til heppe på drengene. Selv om jeg er præsident for alle badmintonspillere, så er jeg rød-hvid indeni, og jeg var ved at koge over. Heldigvis blev indoneserne ikke sure over, at jeg klappede, for de havde allerede kapituleret,” fortæller Poul-Erik Høyer med lysende blå øjne om de dramatiske timer, da Danmark skrev verdenshistorie i badminton og blev den første nation udenfor Asien, der vandt Thomas Cup.

Efter syv tabte finaler kunne Danmark endelig kalde sig verdensmestre for hold, da Jan Ø. Jørgensen, Victor Axelsen, Hans-Kristian Vittinghus m.fl. bankede Indonesien. En præstation, mange sammenligner med fodbold EM i 1992.

“Indoneseren, der er præsident for Asien og min gode ven, gav mig et kram og var fuld af anerkendelse. Han kunne godt forstå, at det var et stort øjeblik for Danmark. At vi vandt efter 52 års ventetid,” siger Høyer, der overrakte den store pokal til de stolte danskere.


“Jeg bemærkede også, at flere af de danske spillere tog bluserne af. Måske som en kommentar til min OL-triumf i Atlanta eller måske bare i almindelig sejrsrus, ” siger Poul-Erik Høyer, der personligt kun rangerer sin egen guldmedalje i Atlanta højere end Thomas Cup-sejren.

Måske er VM i 1977 i Malmø på niveau. Hvor dansk badminton vandt tre guldmedaljer ud af fem.
“Jeg bevarer naturligvis min guldmedalje i en bankboks,” smiler Høyer om de 299 gram i bronze med et lag af guld.

Verdensmesterdyst

Han er tilbage i Danmark efter sejren i Kushan, da jeg møder ham i Helsinge Hallerne i Nordsjælland, hvor han begyndte sin badmintonrejse som femårig i 1970 og nu 45 år efter stadig er vildt optaget af sporten, der har givet ham så store oplevelser.

“Normalt er jeg en høflig og ret tilbageholden, men på banen kan jeg udtrykke mine følelser. Inden i mig brænder det, og det kan jeg få ud, når jeg vinder en stor sejr,” forklarer Poul-Erik Høyer om sin fascination af fjerbolden, der for hans eget vedkommende rigtig tog fat i 14-års alderen og kulminerede ved OL i Atlanta for 20 år siden.

Han stoppede sin aktive karriere ved OL i Sydney i 2000.


“Allerede som 14-årig trænede jeg fire gange om ugen, og vandt mine første turneringer, og jeg mærkede, at jeg havde et talent. Den helt store motivation var dog, at Lene Køppen, der var verdensmester, ringede og spurgte, om vi skulle træne sammen. I starten fik jeg læsterlige tæv, men i slutningen af vores andet år bankede jeg hende, og det var måske en af de vigtigste sejre i mit liv. Der besluttede jeg at give den alt for at komme til tops,” husker Poul-Erik Høyer, som i gymnasietiden droppede de sjove fester, piger og alkohol for at kæmpe sig op i badmintonhierarkiet.

“Jeg har ikke fortrudt noget, selv om jeg ikke var ung som de fleste,” fastslår Høyer, der først som 28-årig kom til tops og vandt All England, før han to år senere fik guld i Atlanta.

“Jeg har altid været en langsom starter, men med tålmodighed og intelligens er det som regel lykkedes. Jeg er ikke en tonser, men god til at være forudseende og læse spillet.”

Og lidt af en tryghedsnarkoman, tænker jeg, hvilket han medgiver. For Helsinge, “jeg elsker nærheden til skov og strand”, er stadig omdrejningspunkt for ham og familien, som det altid har været.


Her han voksede op og altid har boet, her han mødte sin kone Heidi, da han var 21 år, her han har opdraget sine to drenge. Og her han stadig rejser ud fra i forbindelse med sit præsidentjobbet i WBF (siden 2013) eller sit medlemskab af den magtfulde olympiske komite IOC (siden 2014), hvor kronprins Frederik er Danmarks andet medlem.

“Efter min aktive karriere var jeg indstillet på at gå ind i erhvervslivet, men jeg blev valgt til bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund, og der fandt jeg ud af, at jeg skulle gå sportsledervejen. Jeg er god til at skabe troværdighed og få folk til at bakke mig op, for jeg brænder, når jeg rammes af en ild. Og så er jeg også en, som folk synes om. Helt fra folkeskolen har jeg været den, der har samlet klassen,” siger Høyer, der er Danmarks højst placerede internationale idrætsleder.

To job, der er ulønnede, dog med pæne diæter, og som giver en usædvanlig travl agenda med op til 170 rejsedage om året. Ikke mindst til Asien, hvor WBF’s hovedkontor ligger i Kuala Lumpur, og mange af de store badmintonturneringer foregår. Og så er der snart OL i Rio.


“Jeg har ikke bare guldkort til SAS, men diamantkort. 9. juni rejser jeg til Sydney, hvor Australian Open spilles, og så er jeg i Rio stort set hele august. Vi arbejder hårdt på at få badmintonhallen optimeret, så både spillere og publikum får en god oplevelse. Der er stadig en del problemer, før vi er tilfredse,” siger Høyer, der håber, at brasilianerne og resten af Sydamerika tager sporten til sig.

Udbrede sporten

Som præsident arbejder han fokuseret på at få endnu flere til at spille badminton end de cirka 200 mio., der i dag er organiserede, heraf langt de fleste i Kina, og som gør badminton til en af verdens største sportsgrene.

“Brasilianerne er kendt for deres eksplosivitet og boldtalent, så det ville være fantastisk, hvis vi så nogle af dem i verdenseliten fremover. I hvert fald burde flere af dem tage en ketcher med på stranden.”

Han håber på at overrække to sæt medaljer ved OL til Danmark, der har verdensklassespillere i alle discipliner – bortset fra damesingle. Og så satser han på at få nogle store oplevelser med sine to drenge. Lasse (21) og Mikkel (18) kommer til Rio for at være sammen med farmand midt i en svær tid for familien. Poul-Erik og konen Heidi er netop blevet separeret efter at have været sammen i næsten 30 år.

“Heidi blev meget syg og fejlopereret, samtidig med at jeg pensionerede mig selv som aktiv spiller i år 2000. Lige da vi skulle til at have en masse god tid sammen, blev hun meget hæmmet af smerter, som har været der lige siden,” fortæller Høyer om det absolutte lavpunkt i familiens liv.


Over tid har de meget forskellige liv skubbet ægteparret fra hinanden.

“Vores fælles fokus blev at sikre, at drengene, der dengang var bare tre og fem år, blev hele mennesker og ikke blev begrænset af familiens problemer. Det er heldigvis lykkedes,” siger Poul-Erik Høyer om sit livs store sorg, før han igen ser fremad.

“Drengene og jeg skal helt sikkert se håndbold og fodbold, og så også opleve atletikken, som var fantastisk i London (2012, red),” fastslår Høyer, der er så glad for sit internationale præsidentjob, at han stiller op til endnu en fireårig periode, når der er valg i 2017.

Udover at få flere til at spille fjerbold, “badminton er rigtig god til at levere en ordentlig omgang motion uden alle skaderne fra kontaktsport som fodbold og håndbold”, er han — som sine kolleger i de andre idrætsforbund — fuldt dedikeret til kampen mod korruption, matchfixing og doping — alle idrætsgrenes moderne svøber.

Badminton skulle nødigt falde i samme fælde som fodboldforbundet FIFA og deres tidligere præsident Sepp Blatter. En farverig person som Poul-Erik Høyer har mødt, når verdens idrætsledere har været samlet.


“Der er kommet så mange penge i international sport siden 1990’erne, at vi har brug for en gennemsigtighed og “good governance”, der ikke altid var til stede, dengang vi var en flok amatører. Det er en alvorlig trussel for tilliden til sporten, og det taler vi meget om, når præsidenterne for de forskellige sportsforbund mødes. Det kunne også være gået grueligt galt i badminton, ikke mindst fordi WBF er så asiatisk domineret, og der er korruption meget almindeligt,” siger Høyer, der giver sit eget eksempel, når de mange penge i sportens verden skal illustreres.

Forskel på pengene

Som verdens bedste badmintonpiller midt i 1990’erne kunne han tjene op mod 2 mio. kr. om året i pengepræmier og sponsorkontrakter. Til sammenligning tjener den kinesiske verdenstjerne Lin Dan omkring 100 mio. kr. om året – han er en af verdens bedst betalte sportsfolk. De bedste danskere som Victor Axelsen (verdensranglistens nr. fire)og Jan Ø. Jørgensen (nr. fem) tjener omkring 10 mio. kr.

“Når penge er nemme at have adgang til, er de også nemme at bruge, og der er mange gråzoner. Vi kan aldrig undgå korruption fuldstændigt, for det handler om mennesker, men vi skal slå hårdt ned på det, når det opstår. For i bund og grund er det ødelæggende for badminton, når det sker, og jeg har kun et formål; at give min egen glæde til badminton videre til så mange som muligt.”