ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

"Jeg er ret snedig til at pakke min håndbagage"

Når Alexa Bruun Rasmussen rejser, er det supereffektivt: Med en lille trolley pakket, som var det en faldskærm - og altid med en lup lige ved hånden.

Hvad pakker du altid i din kuffert?


"Jeg er ret snedig til at pakke min håndbagage. Jeg ruller tøjet og putter f.eks. strømper ind i støvlerne, så alle luftlommer er fyldt. Men jeg skal helst ikke stoppes i tolden, for de kan ikke få det til at være der igen bagefter. Jeg er også blevet spurgt, om jeg er faldskærmspakker. Jeg rejser desuden altid i samme tøj: Jeans, skjorte, en blazer og uden bælte og har lært, at åbner jeg mit Georg Jensen-armbånd, bipper det ikke. Og så har jeg altid en lup med. Hvis jeg nu lige faldt over et spændende stykke sølv på rejsen."

Hvor rejser du helst hen?


"Jeg holder meget af London, hvor jeg har studeret. Jeg er vild med det varierede bybillede, når det kommer til kultur, mad, mennesker og kunst. Jeg tager altid til Knightsbridge - hvor jeg i sin tid boede - og Bond Street, hvor auktionshusene ligger. Her går jeg til eftersyn eller på auktion for f.eks. at lure, hvordan deres lyssætning og farver på væggene er, og hvordan personalet tager imod. På auktionerne har de ting imellem, som aldrig når til lille Danmark. F.eks. så jeg, da et Klimt-maleri blev solgt hos Sotheby's til 25 mio. pund."

Hvad er dit foretrukne flyselskab?

"SAS. Her har jeg følelsen af at være hjemme, fordi min familie altid har rejst med selskabet. I check-in er de imødekommende over for min tre-årige datter, Maxima, når hun er med, og tager sig god tid til hende."

Hvilken lufthavn synes du bedst om?


"Københavns Lufthavn. Der er gjort noget ud af designet, og de forskellige trægulve er lækre, når man kommer trippende. Den vinge, som arkitekten Vilhem Lauritzen har tegnet, er jeg vild med. Og Hanne Varmings skulptur "Piger i Paris" i afgangshallen får altid klap i rumpen. Det bringer lykke - det fortæller jeg gerne, så folk ikke tror, at man har knald i låget."

Hvilket er dit favorithotel?

"På Story i Stockholm er der liv i baren og restauranten, og de har brugt gamle, rustikke elementer i deres indretning. Værelserne er små, men beliggenheden er god, og jeg vil hellere bruge penge på oplevelser og en god middag."

Hvad laver du på rejser, når du har fri?

"Ser på kunst. I London besøger jeg den permanente udstilling på Victoria & Albert, som går kronologisk frem fra 1700-tallet. Jeg powershopper også i forretninger som Massimo Dutti og Ralph Lauren, for det er nemmere at finde de små størrelser i udlandet."

Hvad savner du, når du er på rejse?

"Ingenting. Jeg nyder, at når jeg er væk, er jeg væk. Selvfølgelig kan jeg savne min familie, når de ikke er med, og så facetimer vi, men jeg er sjældent væk lang tid."

Hvilken var din bedste rejse?

"Tokyo og Kyoto for fem år siden var fascinerende. Alene de japanske mænd, der sover i metroen på vej hjem fra arbejde - helt ens i jakkesæt med slips, hvor striberne går den samme vej. De adopterer vesten i deres arbejdsliv, og når de så kommer hjem, sidder de på gulvet på en måtte og drikker te. Jeg var der i april, hvor kirsebærtræerne blomstrer, og det er jo ikke til at holde ud, hvor smukt det er. I Kyoto boede vi på den traditionelle ryokan (kro, red.) Hiiragiya, som var et treat. Badeværelset var bygget sirligt i træ, så det var som at være i en sakekop. Jeg kan lide de traditioner, den elegance og respekt, der er. Man er nødt til at gå ned i fart, for det er den måde, de lever på, hvor man siger tusind tak og bukker, når man går ud af døren."

Hvilken rejse var din værste?


"Det kan være op ad bakke at rejse med Easy Jet, som jeg kalder Not So Easy Yet. Fint, at det er billigt, men jeg har prøvet at sidde i et fly i tre timer, inden vi gik i luften, og kun lige nå den 40-års fødselsdag, jeg skulle til i Rom."

Hvor vil du anbefale at rejse hen?

"Venedig. Tæt på og så smukt. Det er tilbage til det gamle håndværk med glaskunst. Italiensk mad er også fantastisk, og farer du vild, er det en fordel, for så ser du en smuk, ny facade, du ellers ikke ville have set."

Hvilke steder skal man styre udenom?

"Man skal prøve alt én gang. F.eks. er Belgien ikke lige et land, man har armene oppe af begejstring over, men tricket er at få lokale tip, for kender man de rigtige steder, er det en helt anden historie."



Andre læser dette lige nu