Som indehaver af et af landets største eventbureauer, Monkfish, fikser Rikke Salling fester og konferencer for nogle af landets største virksomheder som Bestseller og Novo Nordisk. Hun arbejder på en blanding af adrenalin og systematik, der kun gør hende mere tændt, hvis lokummet brænder.
Der står en stålgrå Mini Cooper parkeret foran en nydelig villa med detaljer af bindingsværk og sortmalet terrasse, og på hovedtrappen er et levende lys tændt i lanternen. Postnummeret er 2820 Gentofte. Man kender typen, ikke?
Rikke Salling slår sig i tøjret ved fornemmelsen af at blive anset som en type. Hun hader at blive puttet i kasser og kategorier, og den sprælske natur har hun gjort til sin forretning. Hun er indehaveren af Monkfish, et af Danmarks største eventbureauer, supertravl enlig mor til to, selfmade og handlingsmenneske til benet, og den bil var nu engang den, hun hurtigst kunne lease, da hun akut manglede en. Adressen var et kompromis fra fortiden, og hun regner ikke med at skulle bo der for evigt. Men hun mærker kassen stramme omkring sig, når hun ser det hele gennem andres øjne.
Den selvstændige eventkoordinator hader at blive kategoriseret så meget, at hendes logo med vilje ikke indeholder ordet “event”, at firmaets farve er grå, der passer til alt, og at hun har valgt havtaske som sit vartegn.
“Den er så grim, at den næsten er smuk. Og så kan den tage farve efter sine omgivelser. Ligger den på sand, bliver den sandfarvet, og ligger den på sten, bliver den stenfarvet,” forklarer Rikke Salling, der har gjort det til en forretning at tilpasse sig kundernes ønsker til deres arrangementer for derefter at stikke så meget ud som muligt, så deltagerne husker dagen lang tid efter, og hun selv har en fest med at udtænke det hele.
“Vi takker nej til de opgaver, hvor vi ikke synes, vi får vist vores potentiale. Vi skal være der af en årsag, og ellers skal vi ikke bruge virksomhedens penge,” siger hun.
Kofi Annan og Al Gore
Rikke Salling vandt en gazelle med Monkfish tre år i træk fra 2016-18, har i dag 14 ansatte og har netop åbnet kontor i Aarhus også, men ser det ikke som noget mål at vokse sig andet end bedre. Ikke større og ikke ind i armene på en kapitalfond, for det ville mase al form ud af den forunderlige havtaske.
Hendes kunder tæller store spillere som Novozymes, Novo Nordisk, Flying Tiger, Matas og Bestseller, som hun arrangerer alt for fra lederseminarer og konferencer til messer og personalefester. Arrangementerne tæller fra små intime møder til dem, hvor flere tusind mennesker skal blive klogere, hygge sig, spise og fragtes til og fra, nogle gange i et telt på en mark, andre gange en lagerhal forvandlet til en festhal. ‘
Ind imellem inkluderer det prominente talere som Kofi Annan eller Al Gore eller en musikalsk overraskelse som The Minds of 99 eller Robbie Williams, og budgetterne svinger sig nogle gange op i millionerne.
Private arrangementer er ikke hendes gebet, men af og til har hun og hendes team også orkestreret arrangementer som runde fødselsdage og den tidligere amerikanske ambassadør Rufus Giffords bryllup på Københavns Rådhus.
Indenfor i den nydelige villa bugner stuegulvet af kasser af den gode slags, nemlig julekalendere til hendes 14 ansatte.
Som en overraskelse får de deres julegave 24 dage før jul i år, og indholdet bag lågerne er økologisk med små individuelle indslag til hver af dem.
Hun og hendes 11-årige datter har hygget sig med at pakke dem de sidste par aftener, og nu mangler kun den sidste rulle cyklamenfarvede fløjlsbånd.
“Vores motto i firmaet er “Umanerligt grundige”, og det må jeg selvfølgelig selv leve op til,” siger hun og lyser af gavegiverens glæde.
Hun opdrager sine børn efter principper, der ligner dem, som hun selv blev opdraget efter, nemlig at de skal hjælpe til, de skal selv tage initiativ, og de må komme med i en baglomme, når hun har opgaver i ind- eller udland i de weekender, hvor de bor hos hende.
“Mine forældre havde deres liv, og vi skulle løbe hurtigt for at være med. Vi fik ikke noget serveret, og jeg fik f.eks. aldrig lommepenge, så jeg har arbejdet, fra jeg var 12-13 år,” fortæller hun, der husker sin barndom med en stor veneration for sine forældre.
Hendes mor var makeupartist og stylist på DR og med til at bl.a. at sy kostumer til Melodi Grand Prix, og hendes far var optiker og stod i sin brillebutik, Salling C, på Nørrebros Runddel om dagen og var kreatør og selskabshaj i sin fritid. Hjemmet var altid fuldt af gæster, middage og kostumer og hatte, som hendes far og mor skabte.
“De har altid troet på, at vi nok selv skulle finde ud af tingene, og den tillid har formet mig enormt. Det var ikke sådan, at vi blev små voksne, for der var samtidig så meget leg og støtte omkring os,” siger hun.
Kasseformet folkeskole
Hun var ikke særligt interesseret i skolen, og med hendes eget voksne blik på det kapitel handlede det også om, at hendes folkeskole var meget kasseformet på en måde, hvor der ikke var plads til at stikke ud.
“Jeg var meget opdagelseslysten, så hvis vi havde fransk, var jeg allerede i Paris i tankerne. Og jeg trivedes ikke med hele tiden at blive bedt om at gøre ting uden at kunne tage snakken om, hvorfor jeg skulle gøre dem,” fortæller Rikke Salling, der derimod var god til at være hjemme. Familien boede med skoven som nabo i Hørsholm, og derude drev hun rundt på eventyr med sin hund, når hun ikke cyklede selv til basketball i byen eller hjalp til i sin fars butik.
Hun begyndte på EFG, men gjorde aldrig den uddannelse færdig, for hun fik et job, der mættede hendes trang til at få tingene til at ske under en moderat form for tidspres.
Kokkenes Torvehal var en lille lomme af Paris i Danmark. Den blev etableret af buntmageren Finn Birger Christensen og kokken Rasmus Bo Bojesen og var en slags forløber for det nuværende Torvehallerne. Her fik den kun 19-årige Rikke Salling hurtigt ansvar for frokostrestauranten, hvor hun knoklede fra kl. 9 morgen til sent hver aften.
“Det var vildt sjovt! Jeg skulle få masser af mennesker, mad og vin til at gå op i en højere enhed. Det handlede om at blive klar til et bestemt tidspunkt hver dag – at nå til stilhed før storm. Jeg elsker det tidspunkt,” siger hun om den rus, som det daværende tjenerjob har med hendes nuværende eventjob.
Hun kan finde på at filme det øjeblik, hvor dørene åbner ind til den sal, hun og hendes folk har arbejdet på i dagevis, bare for at nyde gæsternes ansigtsudtryk. At de blev færdige som lovet, har nogle gange krævet, at hun har modtaget 16 lastbiler med udstyr, koordineret 20 slags håndværkere og 200 leverandører, trukket tykke elkabler gennem mudderet og sovet i et hjørne for at rejse sig og arbejde videre ved daggry.
“Vi når jo altid at blive klar, indimellem med hiv og sving og nogle gange med drop i armen. Men det er jo også det, der er sjovt. Vi er nogle værre cirkusheste i denne branche,” siger hun.
Hendes ansatte kommer fra meget forskellige baggrunde som f.eks. som filmproducer, revisor og håndboldspiller, og sidstnævnte kunne netop ikke finde det sus fra sportskampene andre steder.
Stram planlægning
Selv om adrenalinen stadig flyder gavmildt, når de afvikler et event, flyder alkoholen ikke blandt eventmagerne længere, som den gjorde i branchen i tidligere tider.
80 procent af deres arbejde foregår bag et skrivebord, og dem, der tror, jobbet er lig med fest og cocktails 24/7, har ingen plads hos hende. Rygraden i det vellykkede event er stram planlægning af tydelige processer og et stort talent for logistik. Og evnen til at håndtere de kaskader af uforudsete hændelser, der alligevel altid rammer.
“Engang faldt taget på Siemens Arena ned to uger før et kæmpe event, vi havde planlagt. Det gav ikke anledning til panik hos os, men det var dødærgerligt. Man bliver lagt ned arbejdsmæssigt, og man må dræbe nogle darlings. Men det giver også nye muligheder,” siger Rikke Salling, hvis veninde for nylig spurgte hende, hvordan hun orkede alt det, som en helt almindelig, ualmindelig arbejdsuge i hendes liv indebærer.
“Jeg ser det bare slet ikke sådan. Jeg er først og fremmest ikke bange for problemerne, for der er jo ikke noget, der bare kører på rutinen, når man opfinder noget nyt hver gang. På en eller anden måde får jeg altid mere mod, når vi bliver ramt af udfordringer. Så skal vi bare vise dem, og det er også den kultur, vi har på kontoret,” ræsonnerer hun.
Den psykologiske mekanisme tog hun det sorte bælte i, da hele hendes verden blev ommøbleret i 2013. Hendes liv har et før og et efter 2013, hvor hendes elskede far takkede af fra denne verden i en alder af kun 69 år.
Han fik en kræftdiagnose, der gav ham mellem to og fire år at leve i, men 11 måneder senere var han ikke længere blandt dem.
Hun er taknemmelig for at have fået lov at sige farvel, og hun har en stærk følelse af, at hans død styrkede hendes ambition om at gøre sig umage.
“Når man mister nogen, får man noget med i hånden, som man skal tage med videre. Jeg følte, at beskeden var: Få nu det bedste ud af livet. Pas godt på mor. Og husk at have det lidt sjovt.”
Afskedsprocessen virkede også som fremkaldervæske på hendes eget ægteskab. Og det billede, der tonede frem, var ikke tilfredsstillende.
“Når jeg så min mor og far sammen og den kærlighed, de havde til hinanden, og sammenlignede den med den, min mand og jeg havde, var det tydeligt, at vi var langt fra,” siger hun, der havde Carlo på otte måneder på armen, da hun begravede sin far.
Hendes mand var var helt enig, og de blev i al mindelighed enige om at gå hvert til sit.
“Når der måske er så lidt tid tilbage af livet, gælder det om at få det meste ud af det, og jeg tror, vi begge så det sådan, at vi skyldte at give hinanden rum til at kunne lede efter det,” siger hun og tilføjer, at det desværre er en sværere opgave end som så, når man har så lidt fritid, som hun har.
Ud over sorgen og skilsmissen, havde hun aftalt at tage sig af sin fars optikerbutik og hans fire ansatte, mens hendes søster tog sig af deres mor.
Tilfældigvis blev det også et intenst arbejdsår for Monkfish, der pludselig for alvor ekspanderede, og måske var det en slags held midt i uheldet.
“Jeg gik ikke ned i løbet af det år, fordi når man som jeg er et handlingsmenneske, handler man sig ud af problemerne. Og ja, det var hårdt, men man dør jo ikke,” siger Rikke Salling, der er glad for at se butikken leve videre under en af de tidligere ansatte.
Cirkushesten
Hendes hverdag som selvstændig erhvervsdrivende og delemor har også lært hende benhård prioritering. Det sociale ligger nederst på listen, så alt, hvad der hedder faglige klubber, forældrefester og vente-passivt-under-podernes-sportstræning takker hun venligt og tydeligt nej tak til.
Hvis der er optakt til konflikter i klassen, ringer hun hellere op til en anden forælder i dag end i morgen for at få kaldt en spade en spade: “Har min søn slået din søn?”.
“Når tiden er knap, er man nødt til at holde fokus, og jeg har ikke tid til ikke at tale om elefanten i rummet,” siger hun.
Til gengæld bidrager hun gerne med at bage en kage til klassen eller koge en omgang linsedaal til medarbejderne, og hun bakker op og starter bilen, når hendes datter skal til dansekonkurrence i Midtjylland i weekenden, for øverst på listen over hendes prioriteringer for privatlivet ligger at være sammen med sine børn. Dernæst kommer de daglige telefonsamtaler med først hendes søster og siden hendes bedste veninde, mens de hver især pendler til arbejde.
“Hej hamster,” siger jeg til Rikke, som så svarer “Hej hjul”, hver morgen, for sådan kører det jo bare,” fortæller hun med et smil om den lille ventil, hun har indbygget i sit skema.
Og mens hun 98 procent af ugen er noget for og med andre, stempler hun helt ud, når hun efter en stor event med flyvende akrobater over middagsbordene, hvid dresscode, vikingedrinks, eller hvad den brogede, danske eventrace i Monkfish nu har fundet på, kan hun parkere sin Mini Cooper foran sit hjem ud på natten og drikke en kop te ved det runde bord i køkkenet.
Her lægger hun et stort puslespil eller gætter en kryds og tværs og sætter handlingsmennesket, cirkushesten og logistikeren på pause.
“Så har jeg det dejligt. For jeg har set så mange inspirerede mennesker, og så kan det godt være noget af en kontrast at stå op til storskrald i garagen dagen efter.”
Så nej, man kender ikke typen.
make@borsen.dk
