"Jeg er bare hende, der underskriver checken"

Højt hævet over Genèvesøen ligger en villa, der har en historie ulig alle de andre i landsbyen Cologny. Villaen er ikke frit tilgængelig, men ligger inde bag en mur, der omkranser både hus og den park, der hører til.

Foran porten ind til ejendommen er der ikke meget at se, men bevæger man sig ned foran huset, kan man skimte villaens store, græskinspirerede søjler og altanen, der vender direkte ud mod Genève- søen.

"Jeg har aldrig set mit liv som et eventyr eller noget særligt. Vi har skabt det hele fra bunden, så jeg vil vove den påstand, at jeg stadig har begge ben solidt plantet på jorden"

Villa Diodati har ligget her siden 1700-tallet, men først i 1816 indskriver huset sig i historien, da den engelske digter Lord Byron tilbringer en sommer i villaen. Her får han bl.a. besøg af den unge forfatterinde Mary Shelley, der får idéen til romanen "Frankenstein", mens hun er på besøg.

Næsten 200 år senere opsøger tilhængere af den moderne vampyrgenre stadig huset på bakketoppen i udkanten af Genève. Som et slags ritual kredser de om Villa Diodati, der har fået nærmest mytisk status og endda optræder i flere dokumentarfilm om gysergenrens opståen.

På denne solrige onsdag formiddag er det kun den lette knirken fra porten, som går op, der spreder en lille smule uhygge. Resten er ren idyl. Villa Diodati er blevet nænsomt vedligeholdt gennem årene, og inde bag jernporten åbenbarer sig en smukt anlagt vej, der fører gennem haven op til selve huset.

I et vindue står en uniformklædt stuepige med en støvbørste i hånden. Hun trækker langsomt de enorme gardiner til side, kigger kort ud, men lader så de meterlange gardiner glide for vinduet igen.

Næsten samtidig åbner en anden stuepige den enorme hoveddør, der fører ind til selve villaen, og det er dér i entréen, at husets nuværende beboer står klar med et stort smil og et fast håndtryk.

Jette Parker byder velkommen og får straks stue-pigen til at tage sig af overtøjet. På vej ind i den store stue, der vender ud mod parken og Genèvesøen i horisonten, passerer vi flere lokaler med stukloft, antikke møbler og ægte tæpper.


På væggene hænger malerier med blomstermotiver i store guldrammer, og på hylden over pejsen står Flora Danica-stel side om side med en lille flagstang, der bærer et dannebrog.

"Danmark og alt det danske har altid fulgt mig, uanset hvor i verden jeg har boet. Det lille flag kommer frem, når vi holder fødselsdag i familien. Og når det er jul, spiser vi altid flæskesteg, selvom det bestemt ikke er nogen let opgave at finde en typisk flæskesteg i Honolulu," siger Jette Parker på fejlfrit dansk.

Langt fra Nørresundby

Hendes sprog antyder ikke det mindste, at hun har boet langt størstedelen af sit 71 år lange liv uden for Danmark. Allerede som 20-årig flyttede hun fra Nørresundby i Nordjylland til Genève i Schweiz, dernæst til New York sammen med sin britiskfødte mand, Alan Parker, og videre til Honolulu på Hawaii. Efter tre år på de eksotiske øer i Stillehavet rykkede parret videre til Hong Kong, før de i starten af 1970'erne landede permanent i Schweiz.

"Vi har været meget omkring, men Schweiz er nu det land, vi har boet længst i. Men hvis jeg skal være ærlig, så har jeg aldrig brudt mig om at bo her. Jeg er fra Nordjylland og vant til at være tæt på havet, så det savner jeg meget. Jeg bor her egentlig kun, fordi min mand er her," siger hun og kigger et kort øjeblik rundt i stuen.

"Det er jo lidt som at bo i et museum," siger hun og griner.

"Det sker da også, at vi har filmhold på besøg. De kommer ikke for at møde os. Vi er fuldstændig uinteressante i den sammenhæng. De kommer her for at filme huset, hvor "Frankenstein" blev født," fortæller Jette Parker og tilføjer, at det endda var lige her foran pejsen, at Lord Byron og Mary Shelley tilbage i 1816 sad og fortalte spøgelseshistorier til hinanden.


Hendes egen historie er dog langt fra nogen gyser, om end der har været "ups and downs", men "det har alle folk jo oplevet," siger Jette Parker og sætter sig til rette i den beigefarvede stofsofa.

Hun er klædt i sorte bukser og en lang, grå strikcardigan. Om skuldrene bærer hun et farverigt sjal, mens et par briller er gledet op i panden. På håndleddet sidder et kraftigt guldarmbånd og et ur med små diamanter. På alle måder en pæn dame.

Selv afviser hun, at hendes liv har været et eventyr. Hun kan ikke se noget særligt i fortællingen om Jette Torp Jensen fra Nørresundby, der forelskede sig i en brite og sammen med ham rejste Jorden rundt. Men det hører også med til historien, at parret undervejs opbyggede en milliardformue, som de i dag bruger al deres tid på at give væk til forskellige velgørende formål.

Ikke en velanset begyndelse

Alene i 2013 gav Jette og Alan Parker via familiens fond, Oak Foundation, 319 donationer til 308 forskellige organisationer i 42 lande – herunder Danmark. Siden fondens grundlæggelse i 1983 er det blevet til mere end 3000 donationer, der samlet set løber op i et tocifret milliardbeløb.

"Ja, det er da mange penge," siger Jette Parker, "men jeg bruger altså ikke min tid på at tænke så meget over vores formue. Det gør min mand til gengæld. Han er oprindelig uddannet revisor og er god til det med tal. Han er helt fantastisk til at investere og har et udpræget konkurrencegen. Han investerer ikke kun for at tjene penge. Han gør det også for at være nummer et," siger Jette Parker, der for en sjælden gangs skyld er gået med til at sætte ord på sin egen personlige historie, der tager sin begyndelse hjemme i det nordlige Danmark.

"Jeg kommer oprindeligt fra Nørresundby, men jeg blev født på Rigshospitalet i København i 1944."

Et øjeblik siger hun ikke noget, men tilføjer så, at hendes mor var blevet gravid uden for ægteskab.

"Og sådan noget var bestemt ikke velanset dengang. Derfor rejste min mor alene til København, hvor jeg kom til verden. De første tre-fire måneder efter min fødsel tilbragte vi på Mødrehjælpens hjem for enlige mødre i København. Derefter rejste min mor med mig hjem til mine bedsteforældre i Nørresundby."

Jette Parker fortæller, at hun havde en forholdsvis almindelig opvækst, og at hun fik sin realeksamen fra Gl. Lindholm Skole. Men selvom hun drømte om en studentereksamen, var det aldrig rigtig på tale.

"Nej, den slags var ikke noget, et barn som jeg blev opfordret til," lyder det kontante svar.

"Det var alene for børn af bedrestillede folk, så i stedet søgte jeg ind hos SAS og fik arbejde i det, der dengang hed Bookingen i lufthavnen i Kastrup. Min drøm var selvfølgelig at blive stewardesse og komme ud at se verden."


I første omgang var det dog verden, der kom til hende, da hun under en fest i København mødte sin kommende mand, britiske Alan Parker, der var på besøg i Danmark sammen med en kammerat fra Sydafrika. Alan Parker blev født i England, men voksede op i den tidligere engelske koloni Rhodesia (i dag Zimbabwe, red.), hvor faderen var udstationeret som offentligt ansat.

"Under festen faldt Alan og jeg hurtigt i snak, så da jeg senere på året rejste med en veninde til Genève for at lære fransk på en sprogskole, valgte Alan at rejse til Schweiz for at være sammen med mig. Vi har været sammen lige siden og kan i år fejre vores 50 års bryllupsdag," fortæller Jette Parker.

Efter kort tid sammen i Schweiz begyndte Alan Parker at tale om at flytte til New York. Men det skulle 20-årige Jette Parker ikke nyde noget af.

"Jeg var jo bare Jette fra Nørresundby, så det virkede lidt uoverskueligt dengang. Men da Alan så fik fast arbejde hos et firma, der solgte biler til amerikanske soldater, der var udstationeret i Europa, kom der mere styr på sagerne. Og i 1964 fik han så mulighed for at flytte med virksomheden til New York og samtidig få en en ejerandel på 20 pct. Da slog vi til, selvom de 20 pct. i virksomheden dengang ikke var meget værd, men det blev de nogle år senere," husker Jette Parker og fortæller kort om de tre år, parret havde i New York, før de sammen flyttede til Honolulu, hvor Alan Parker var med til at starte en ny afdeling af virksomheden op, som alene skulle handle med toldfri varer.

Milliardær på toldfri varer

Med grundlæggelsen af Duty Free Shoppers (DFS) i lufthavnen på Hawaii, ramte Alan Parker plet, så da han i 1997 solgte sin andel af virksomheden til Bernard Arnault fra det franske luksuskonglomerat LVMH, fik han ca. 4,7 mia. kr. for sine 20 pct af DFS.

"Virksomheden havde jo udviklet sig ekstremt hurtigt over årene. Vi begyndte med en lille forretning i lufthavnen i Honolulu. Den var vitterligt ikke større end denne stue," forklarer Jette Parker.

"Det lyder måske forkert, men jeg opfatter ikke velgørenhed som en alvorlig forpligtigelse, men en fornøjelse"

"Men så begyndte især japanerne at købe stort ind af taxfree Chanel-parfumer, designertasker, makeup og dyre ure. Selv diamanter solgte vi masser af, og på et tidspunkt havde vi taxfree-forretninger over hele verden og endda egen smykkefabrik i Hong Kong," husker Jette Parker, der i alle årene var hende, der blev hjemme og tog sig af børnene.

Det første barn, Caroline, kom til verden i New Jersey i 1966. Så fulgte Natalie i Honolulu i 1968, før Kristian blev født under et besøg hjemme i Nørresundby i 1971.

"På det tidspunkt var vi i gang med at bosætte os permanent i Schweiz, men jeg rejste ofte rundt med børnene over hele verden. Jeg husker f.eks. engang, da jeg var gravid med Kristian og var ude at flyve sammen med de to små piger. Pludselig kigger min ældste datter op på mig og spørger: "Mummy, where is home?" Det spørgsmål havde jeg aldrig fået før, og det kom fuldstændig bag på mig. Jeg svarede hende, at "hjemme er der, hvor mor og far er". I dag tænker jeg, at det egentlig var en meget fin og præcis beskrivelse, for det var jo sådan, vi havde det dengang," siger Jette Parker, der selv i dag vil beskrive sin familie som "global".

Velgørenhed som arbejde

Den ældste datter bor i USA, den anden i England, mens sønnen bor i Schweiz. Alle tre børn er aktive i fonden og har hver især ansvaret for de fagområder, der interesserer dem. Det er f.eks. miljø, udsatte børn og kvinder, hjemløse og ordblindhed, som også er noget, der løber i familien Parker.

Både Alan Parker, sønnen og et af børnebørnene er ordblinde, fortæller Jette Parker, der personligt har doneret flere millionbeløb til primært sociale projekter i Danmark.

"De første til at få støtte var faktisk Mødrehjælpen, og det skyldes, at det var dem, der trådte til, dengang min mor havde brug for hjælp. Senere fulgte nogle projekter i Zimbabwe, som min mand havde en særlig interesse for. Men fra midten af 1980'erne greb donationerne om sig, så vi valgte at stifte en fond og professionalisere organisationen."


I dag er der ca. 55 ansatte i Oak Foundation, men familien sidder stadig i bestyrelsen og godkender alle større donationer. Forrige år nåede den samlede støttesum ifølge Alan Parker op på knap 240 mio. US dollar – eller hvad der svarer til cirka 1,5 mia. danske kr. doneret til velgørenhed på blot et enkelt år.

"Der er ofte folk, der spørger mig, hvor pengene kommer fra, og så fortæller jeg dem, at det er afkastet fra min mands investeringer. Længere er den ikke. Men vi går som sådan ikke ud og skilter med vores donationer. Vi lever et forholdvis stille og roligt liv og opsøger ikke de fine middage og mange muligheder, der er inden for filantropi. Det er slet ikke vores stil," siger Jette Parker.

Hun vedkender sig dog, at hun har været til flere velgørenhedsmiddage på Buckingham Palace, ligesom hun har hilst personligt på den engelske dronning Elizabeth.

Selv forventer Jette Parker dog ikke, at der er nogen, der takker hende for de mange millioner, hun sammen med sin mand har delt ud til velgørende formål. Det er overhovedet ikke formålet med fonden, siger hun.

"Det lyder måske forkert, men jeg opfatter ikke velgørenhed som en alvorlig forpligtigelse, men en fornøjelse. Igennem arbejdet med fonden har jeg mødt så mange interessante og passionerede mennesker, der virkelig er med til at gøre en forskel. Jeg synes, det er en fornøjelse at se, hvordan de mange projekter bliver vakt til live og kommer så mange forskellige mennesker til gode. Jeg er personligt slet ikke interessant i denne sammenhæng. Jeg er bare hende, der underskriver checken," siger Jette Parker og smiler.

Hjælp hvor det gør ondt

"Jeg har aldrig set mit liv som et eventyr eller noget særligt. Vi har skabt det hele fra bunden, så jeg vil vove den påstand, at jeg stadig har begge ben solidt plantet på jorden. Jeg har altid været meget tæt på mine børn og har aldrig efterladt dem hos en nanny og bare fjollet rundt i verden. Slet ikke. Jo, vi har da haft hushjælp, men vi har gjort det meste af arbejdet selv. Det skyldes nok vores opvækst," siger Jette Parker og holder en lille pause.

"Jeg har egentlig ikke spekuleret så meget over mit liv før nu. Jeg føler jo stadig, jeg er den samme Jette som for mange år siden. Selvfølgelig har jeg lært en masse med årene, og jeg har stadig stærke meninger om mangt og meget, men det vil altid være min opfattelse, at hvis man er så heldig, at man kan hjælpe andre mennesker, der har det mindre godt og sætte ind med hjælp der, hvor det gør ondt, så bør man gøre det."