Teppanyaki er navnet på en japansk køkkenstil, som er underholdende og velsmagende, men ikke dybt autentisk
Teppan betyder noget i retning af jerngryde, og det japanske teppanyaki-køkken drejer sig om en stor grillplade af stål, hvor kokken tilbereder måltidet lige foran gæsten.
Teppanyaki-køkkenet opfattes her i Vesten som en autentisk japansk specialitet, og der findes mange populære teppanyaki-restauranter, bare ikke i København. Her er der kun to, og én af dem er den nyåbnede restaurant Sukiyaki på Vesterbrogade.
Men lad os nu ikke rynke på næsen af en japansk tradition på det grundlag, at den kun er 60 år gammel
Allerede her skurrer begreberne en smule, for sukiyaki er en tilberedningsmetode, der indebærer, at ingredienserne simres stille og roligt i en gryde ved bordet.
En metode der har dybe historiske rødder mange hundrede år tilbage. Teppanyaki-stilen derimod blev opfundet i 1945 og opfattes af traditionelt orienterede japanere som noget i retning af nymodens pjank.
Ikke mindst fordi det ofte har ædelt oksekød i hovedrollen, noget der slet ikke er belæg for i den japanske tradition. Men lad os nu ikke rynke på næsen af en japansk tradition på det grundlag, at den kun er 60 år gammel. Teppanyaki synes at have stor berettigelse, og som den er udført på restaurant Sukiyaki, er den ganske vellykket.
Det kan man ikke sige om betjeningen, der lod os vente 25 minutter på at komme til at bestille, ligesom der gik 55 minutter fra vor ankomst, til første ret blev serveret. Uagtet at første ret var sashimi, som det kun tager få minutter at anrette.
Både kød og fisk
For at gøre en lang historie kort så var det teppanyakiretterne, som fungerede bedst, og det er dem, der her skal anbefales. Som nævnt er det oprindeligt oksekød, der kommer på bordet, når man taler teppanyaki, men der findes også fiske- og endda vegetarmenuer på kortet.
Det er afgjort pladserne omkring stegepladen, der er de mest attraktive
Vi valgte en menu, der indeholdt såvel kød som fisk og skaldyr. Den velsoignerede kok udstrålede autoritet og dygtighed under arbejdet ved grillpladen, som indebar syden og sprutten, stikflammer og metalliske smæld. I høj grad et underholdende show, som er med til at trække restaurant Sukiyakis attraktionsværdi i vejret.
Det er afgjort pladserne omkring stegepladen, der er de mest attraktive. Dels fordi man her kan betragte kokkens arbejde, dels fordi man har udsigt over Vesterbrogades pulserende liv med Vesterport-bygningens grønne neonbogstaver som en lille bid Manhattan midt i København.
Den øvrige del af restauranten har et umiskendelig cafeteriapræg med nøgne borde, der står meget tæt. Ikke et sted, man føler noget videre velbehag ved at opholde sig i.
Efter at vi havde spist forrettens sashimi af laks og en unavngiven hvid fisk, blev der hældt olie på pladen, og skiver af hvidløg stegt sprøde heri. Så kom et stykke laksefilet på pladen og fik lidt mere, end det havde godt af.
Næste indslag var en halv hummer af høj kvalitet, hvis nerver under varmepåvirkningen fik skaldyret til at sitre. Et godt tegn på friskhed og en god smag i kødet, om end den var vanskelig at opleve. Der var nemlig kun pinde og en hummergaffel at spise med.
Her manglede man i høj grad den gode japanske tradition med varme, fugtige vaskeklude, der på de mest ordinære restauranter udleveres ved måltidets begyndelse og på de gode bliver suppleret mange gange undervejs – faktisk hver gang man har benyttet sig af dem.
Begge vine blev da også serveret af de værst tænkelige glas
Hernæst fulgte en bøf af oksemørbrad. Den blev stegt til den ønskede grad af rødme, var mør, saftig, og det var en fornøjelse at pinde den i sig. Dette gik nemt, for bøffen skæres i mundrette bidder af kokken.
Vi gik fra hvidvin til rødvin undervejs i menuen, på trods af at vinkortet er håbløst. Der er tre hvide og tre røde at vælge imellem, og der er kun angivet distrikt og rank, f. eks. Chablis 1. cru. Den bestilte vi, men fik i stedet en »chablis«, for 1. cru-vinen var ikke på lager.
Den var iskold og ikke videre charmerende, ligesom den efterfølgende Saint Emillion Grand Cru var ret ucharmerende. Begge vine blev da også serveret af de værst tænkelige glas, hvilket svarer til at lade en model gå modeopvisning med et dynebetræk trukket over sig.
Den glemte suppe
Da vi var færdig med oksemørbraden, dukkede den sjældent sete servitrice op og spurgte, om vi ville have ris og misosuppe. Det skulle jo have været serveret langt tidligere, men vi sagde da ja tak for nu at smage det.
Velsmagende, garneret med nogle traditionelle røde, søde bønner
Så dukkede overtjeneren op og beklagede, at de havde glemt ris og suppe, og lod forstå, at han godt vidste, det nu var for sent. Så om ikke vi ville have is i stedet?
Jo tak, sagde vi og fik en mælkeis med grøn te. Den var en smule krystalliseret, men velsmagende, garneret med nogle traditionelle røde, søde bønner.
På trods af at restaurant Sukiyaki er ejet af japanere, og personalet ligeledes er japansk, føles oplevelsen ikke så autentisk som på andre japanske restauranter i København.
Ikke desto mindre er teppanyaki-konceptet stærkt og kvalitetsniveauet på dette område ganske tilfredsstillende. Hvilket fører til, at stedet her kan anbefales på netop dette område. Altså med en plads i teppanyakiafdelingen og en hertilhørende menu, der fås fra 350 kr., hvilket er en meget fornuftig pris.
Første gang offentliggjort i Børsen Weekend fredag den 5.september
Teppan betyder noget i retning af jerngryde, og det japanske teppanyaki-køkken drejer sig om en stor grillplade af stål, hvor kokken tilbereder måltidet lige foran gæsten.
Teppanyaki-køkkenet opfattes her i Vesten som en autentisk japansk specialitet, og der findes mange populære teppanyaki-restauranter, bare ikke i København. Her er der kun to, og én af dem er den nyåbnede restaurant Sukiyaki på Vesterbrogade.
Men lad os nu ikke rynke på næsen af en japansk tradition på det grundlag, at den kun er 60 år gammel
Allerede her skurrer begreberne en smule, for sukiyaki er en tilberedningsmetode, der indebærer, at ingredienserne simres stille og roligt i en gryde ved bordet.
En metode der har dybe historiske rødder mange hundrede år tilbage. Teppanyaki-stilen derimod blev opfundet i 1945 og opfattes af traditionelt orienterede japanere som noget i retning af nymodens pjank.
Ikke mindst fordi det ofte har ædelt oksekød i hovedrollen, noget der slet ikke er belæg for i den japanske tradition. Men lad os nu ikke rynke på næsen af en japansk tradition på det grundlag, at den kun er 60 år gammel. Teppanyaki synes at have stor berettigelse, og som den er udført på restaurant Sukiyaki, er den ganske vellykket.
Det kan man ikke sige om betjeningen, der lod os vente 25 minutter på at komme til at bestille, ligesom der gik 55 minutter fra vor ankomst, til første ret blev serveret. Uagtet at første ret var sashimi, som det kun tager få minutter at anrette.
Både kød og fisk
For at gøre en lang historie kort så var det teppanyakiretterne, som fungerede bedst, og det er dem, der her skal anbefales. Som nævnt er det oprindeligt oksekød, der kommer på bordet, når man taler teppanyaki, men der findes også fiske- og endda vegetarmenuer på kortet.
Det er afgjort pladserne omkring stegepladen, der er de mest attraktive
Vi valgte en menu, der indeholdt såvel kød som fisk og skaldyr. Den velsoignerede kok udstrålede autoritet og dygtighed under arbejdet ved grillpladen, som indebar syden og sprutten, stikflammer og metalliske smæld. I høj grad et underholdende show, som er med til at trække restaurant Sukiyakis attraktionsværdi i vejret.
Det er afgjort pladserne omkring stegepladen, der er de mest attraktive. Dels fordi man her kan betragte kokkens arbejde, dels fordi man har udsigt over Vesterbrogades pulserende liv med Vesterport-bygningens grønne neonbogstaver som en lille bid Manhattan midt i København.
Den øvrige del af restauranten har et umiskendelig cafeteriapræg med nøgne borde, der står meget tæt. Ikke et sted, man føler noget videre velbehag ved at opholde sig i.
Efter at vi havde spist forrettens sashimi af laks og en unavngiven hvid fisk, blev der hældt olie på pladen, og skiver af hvidløg stegt sprøde heri. Så kom et stykke laksefilet på pladen og fik lidt mere, end det havde godt af.
Næste indslag var en halv hummer af høj kvalitet, hvis nerver under varmepåvirkningen fik skaldyret til at sitre. Et godt tegn på friskhed og en god smag i kødet, om end den var vanskelig at opleve. Der var nemlig kun pinde og en hummergaffel at spise med.
Her manglede man i høj grad den gode japanske tradition med varme, fugtige vaskeklude, der på de mest ordinære restauranter udleveres ved måltidets begyndelse og på de gode bliver suppleret mange gange undervejs – faktisk hver gang man har benyttet sig af dem.
Begge vine blev da også serveret af de værst tænkelige glas
Hernæst fulgte en bøf af oksemørbrad. Den blev stegt til den ønskede grad af rødme, var mør, saftig, og det var en fornøjelse at pinde den i sig. Dette gik nemt, for bøffen skæres i mundrette bidder af kokken.
Vi gik fra hvidvin til rødvin undervejs i menuen, på trods af at vinkortet er håbløst. Der er tre hvide og tre røde at vælge imellem, og der er kun angivet distrikt og rank, f. eks. Chablis 1. cru. Den bestilte vi, men fik i stedet en »chablis«, for 1. cru-vinen var ikke på lager.
Den var iskold og ikke videre charmerende, ligesom den efterfølgende Saint Emillion Grand Cru var ret ucharmerende. Begge vine blev da også serveret af de værst tænkelige glas, hvilket svarer til at lade en model gå modeopvisning med et dynebetræk trukket over sig.
Den glemte suppe
Da vi var færdig med oksemørbraden, dukkede den sjældent sete servitrice op og spurgte, om vi ville have ris og misosuppe. Det skulle jo have været serveret langt tidligere, men vi sagde da ja tak for nu at smage det.
Velsmagende, garneret med nogle traditionelle røde, søde bønner
Så dukkede overtjeneren op og beklagede, at de havde glemt ris og suppe, og lod forstå, at han godt vidste, det nu var for sent. Så om ikke vi ville have is i stedet?
Jo tak, sagde vi og fik en mælkeis med grøn te. Den var en smule krystalliseret, men velsmagende, garneret med nogle traditionelle røde, søde bønner.
På trods af at restaurant Sukiyaki er ejet af japanere, og personalet ligeledes er japansk, føles oplevelsen ikke så autentisk som på andre japanske restauranter i København.
Ikke desto mindre er teppanyaki-konceptet stærkt og kvalitetsniveauet på dette område ganske tilfredsstillende. Hvilket fører til, at stedet her kan anbefales på netop dette område. Altså med en plads i teppanyakiafdelingen og en hertilhørende menu, der fås fra 350 kr., hvilket er en meget fornuftig pris.
Første gang offentliggjort i Børsen Weekend fredag den 5.september
