Jane König: "I min verden er konkurs ikke en mulighed"

Jane Kønig er lige kommet hjem. Efter en veloverstået operation i foden og en uges hvilepause i vennernes sommerhus i Tisvilde.

På spisebordet står der en buket markblomster. Den er fra de ansatte i hendes firma.

"Til oktober kommer jubilæumskollektionen ud, og den viser vores overskud – både kreativt og økonomisk"

"Det er så betænksomt af dem. Tænk, at de har overskud til at sende blomster, mens de klarer hele firmaet. Så har man ikke noget at klage over, vel," spørger Jane Kønig konstaterende, da vi mødes i københavnerlejligheden i Fiolstræde, som hun deler med kæresten Niels og hunden Viggo, der dovner i den lyse og hyggeligt rodede stue.

Et par poser med loppefund læner sig op ad køkkenets vitrineskab, hvor et arsenal af kopper, skåle, glas og tallerkner i alle farver og former vidner om, at her bor et par, der både i direkte og overført betydning lever livet med åbne døre. Her kommer vennerne forbi. Uden at ringe først.

Jane Kønig har linet op med pølse, ost og fjordrejer, der er klar til at blive pillet. Der er æblemost.

"Men …," siger hun og åbner køleskabet.

"Jeg har også den her, vi kan da godt drikke et glas med bobler."

Teorien om en humlebi

Netop som vi skal til at gå i gang med interviewet, bliver hoveddøren åbnet.

Hendes ekskæreste, avantgardemusikeren og forfatteren, Vagn E. Olsson, skal ud at gå en tur med Viggo. Men først sætter han sig hjemmevant ned og spiser en rejemad, efter han har fundet mayonnaisen frem fra køleskabet.

"Gode ekskærester kan man ikke få for mange af," siger Jane Kønig, da de to er nede på gaden.

" … og venner. Når jeg kigger tilbage på de her år med firmaet, var det aldrig gået uden dem."

Det er der en sandhed i. Set udefra – altså på danske kvinders hænder, øreflipper, håndled og hals – ligner Jane Kønig som brand en succeshistorie. Men det er ikke hele sandheden. Firmaet har været på kanten af konkurs. Og det er først indenfor de seneste tre år, at 58-årige Jane Kønig og hendes 39-årige søn Jeff har kunnet trække en løn ud hver måned, som er til at leve af.


I dag har hun ikke bare butik og værksted på Gothersgade i København, men også kontoradresse rundt om hjørnet med salgsafdeling og Janes eget værksted med smukke, halvrunde vinduer ud mod gaden og 30 ansatte.

"For mig er det altafgørende, at vi er en familievirksomhed. Det er ligesom at lege. At puste æg sammen. Vi gør det i fælleskab, Jeff, de ansatte og jeg. Og det kan vi, fordi Jeff har evnet at professionalisere firmaet," siger Jane Kønig.

Øjesten i Korsør

Vi er tilbage i Janes Kønigs barndom i 60'ernes Korsør. Nede hos det ældre ægtepar, som bor et par etager under hende. Ved bordet står kassen med glanspapir. Knapper. Tråd, lim, filt, glimmer, bomuldsstof og farveblyanter. Her sidder hun hver eftermiddag og laver prinsesser med glimmersmykker og spaghettihår. Og fantasilande på papir.

Her er hun en øjesten. Her er der plads til at drømme om noget andet og større.

"Jeg skylder dem alt. De var nogle fantastiske mennesker, som jeg nærmest boede hos," siger Jane, der er alene med sin mor efter de større søskende og faren er flyttet til andre adresser.

"Min mor og jeg havde ikke et tæt forhold. Hos os talte man ikke rigtigt om noget. Her overlevede man."

Det bliver ikke lettere, da Jane som 13-årig flytter til København, hvor moren har fået en ny mand.

"Vi fungerer slet ikke sammen. Så jeg flytter hjemmefra et par år efter."

Ønskebarn som 18-årig

Efter et par "lidt ensomme" år viser verden sig igen fra sin gode side. Jane Kønig forelsker sig, bliver gravid og får Jeff, da hun er 18.

"Det kan lyde romantiseret, men det er det ikke. Jeff er et planlagt ønskebarn. Det falder mig helt naturligt. Det er på én gang en stor glæde og tryghed, der samler sig i mit liv. Det er nok meget typisk for folk, der er kommet fra en lidt rodet baggrund. Det at få barn i en tidlig alder," siger hun.

Men forholdet til faren kuldsejler, og Jane må en tur på socialkontoret.

"Det vigtigste for mig er ikke at gå konkurs. I min verden er det ikke en mulighed"

På samme måde som ægteparret gjorde det dengang i Korsør, får Jane Kønig en socialrådgiver, som rækker hånden frem. Og bliver definerende for, hvor Jane er landet i dag.

"Sådan en tur her down memory lane får mig til at tænke på alle de mennesker, der har hjulpet gennem årene. Jeg håber sådan, at hun ser mit navn på en smykkeæske og tænker: "Det var godt, jeg hjalp hende". For det gjorde hun."

Design til topkarakter

Som 24-årig bliver Jane Kønig optaget på Danmarks Designskoles beklædningslinje. Jeff er seks år gammel, og socialrådgiveren hjælper med lejlighed og økonomien til at gennemføre studiet. Hun begynder også at lave smykker til sit tøj – og til nogle af de andre studerendes afgangsshows.

"Tiden på skolen former mig og giver mod til at opsøge et miljø, som i mine øjne er fascinerende og kreativt."

Jane Kønig bliver kæreste med guldsmeden Vagn Drachmann og en del af en vennekreds, der lader sig inspirere af surrealistiske filminstruktører som Luis Buñuel og popart-ikoner som Andy Warhol. Og holder dansefester med Grace Jones som lydtæppe.

"Jeg er bjergtaget og noget yngre end de andre. Festerne er som taget ud af en film, hvor kvinderne har malet deres brystvorter grønne og lilla og er iført store øreringe i bladguld, der er lavet af låg fra dåsemad. Det er dekadent, og jeg elsker det. Det føles som at komme hjem."

Ingen penge til mad

Kort efter Jane Kønig afslutter uddannelsen i 1986, får hun værkstedsplads i Grønnegade og flytter i en lille lejlighed med Jeff på Østerbro.

"I den periode er der dage, hvor jeg ikke har penge til mad. Vi klarer den kun, fordi jeg udover smykkerne laver potteplanteholdere med kobberblade til en blomsterbutik og knapper til Birger Christensens pelse."

Det at have levet på en sten danner fællesmængde i samtalen denne eftermiddag.


Jane Kønig drejer hovedet i retning af køkkenskabet.

"I dag kan jeg ikke åbne lågerne uden konserves og poser vælter ud. Dengang var alt så sparsomt. Men det er der altså også noget positivt i."

"Hvis man har lidt pasta, hvidløg og nogle tomater, så skal det hele jo nok gå, ikke?"

Hun etablerer sig som selvlært guldsmed. Håndholdt i sit udtryk og efterspurgt. Hun laver larmende smykker til modeshows og teaterforestillinger og får adresse i Møntergade, større vinduer og et par ansatte. Og flere og flere kunder. Smykkerne finder også vej til modebladene.

"Ambitionen om at kunne leve af smykkerne begynder at trænge sig på. Jeg er for gammel til ikke at have nogen penge. Nu skal der ske noget på den økonomiske front."

Rundtossede af bijouteri

Jane Kønig tager chancen i begyndelsen af 2001. Hun flytter til Gothersgade 54 og en dobbelt så dyr husleje. Men så kommer terrorangrebet i USA 11. september samme år. Kunderne stopper med at købe smykker i 18 karat guld og diamanter. Paradoksalt nok bliver stagnationen starten på en succes for Jane Kønig. Hun har lavet en kollektion af kæder med glasdråber, der er indpakket i vakuum og trykt med monogrammer.

Bijouteri til priser, hvor alle kan være med. Og de sælger.

"Vi arbejder i døgndrift. Veninder, venner, ekskærester og Jeff er på skiftehold. Vi er helt rundtossede af at lave, pakke og sende smykker til forhandlere i Danmark, USA og England."

Jane Kønig vælger at fokusere på forgyldt og forsølvet bijouteri.

"Og hvis man kan bruge det ord, så begynder jeg at tænke strategisk. På det tidspunkt er jeg vild med mærker som Bruuns Bazaar og Susanne Rützou, så jeg starter med at lave smykker, jeg mener, kvinder og piger, der går i deres tøj, vil vælge at købe."

Det er en god strategi. Alt peger i opadgående kurve.

Blodrøde tal

Men en sensommerdag i 2007 vælter uventede skeletter ud af skabene. Tallene er blodrøde – selvom det burde være modsat. Jane Kønig har ikke set en eneste advarselslampe blinke. Der har mildt sagt ikke været styr på talkolonnerne i bogholderiet. Jane Kønig bliver tvunget til at fyre stort set alle ansatte.

Og har ubetalte regninger for mere end en halv million kroner.

"Det vigtigste for mig er ikke at gå konkurs. I min verden er det ikke en mulighed."

Vennerne danner ring om Jane Kønig. Én er advokat. Han får lavet afdragsordninger med kreditorer. Og der bliver indført gennemsigtige økonomisystemer.

Konkursen bliver afblæst. På de andres gode vilje.

"Jeff får sat gang i webshoppen, og jeg finder en fornuftig balance mellem bijouteri og ægte smykker."

Salget fortsætter i den rigtige retning. Men ikke helt nok til at få det store overskud.

Jane Kønig kan derfor ikke få hænderne ned, da en god kunde tilbyder at investere i virksomheden i 2012.

Det taler vi om, da Vagn er tilbage efter en timelang tur med Viggo.

"Jeg er nærmest lykkelig. Han er hardcore på økonomi. Jeg kan lave smykker. Og Jeff er stærk på salg og marketing. For mig er det et match made in heaven."

"Men du tager desværre fejl," konstaterer ekskæresten.

Som månederne går, viser det sig, at investeringen er tænkt som langt mere end en håndsrækning.

"Det er en fjendtlig overtagelse. Han er ude på at overtage brandet og få Jane ud," siger Vagn.

Poetisk retfærdighed

Hun vælger ikke at underskrive kontrakten. Og investoren bliver bedt om at pakke sine ting sammen.

"Og der er sgu en poetisk retfærdighed i, at firmaet siden er gået bedre og bedre," siger Vagn.

Har den oplevelse ikke skabt et større behov for at lykkes?

"Det blev en kæmpe drivkraft. Nu ville vi bevise, vi kunne blive rigtig store, og det er vi blevet i dag. Det er da for sejt," siger Jane Kønig.

"Kort efter får du jo det, man i popmusikken kalder to helt store hits," siger Vagn og henviser til Jane Kønigs Lovetags med bogstaver i kæder og V-ringen, der har solgt mere end alle andre smykker, hun har lavet gennem den 25-årige karriere.

Nu – netop hjemvendt efter en uge med benet i stræk og tegneblokken fyldt med nye idéer til smykker – er Jane Kønig klar til en ny epoke.

"Til oktober kommer jubilæumskollektionen ud, og den viser vores overskud – både kreativt og økonomisk," siger Jane, efter hun og Vagn har udvekslet ferieplaner og sagt farvel.

Denne sommer skal hun arbejde. Ikke af nød, men af lyst. Der runder vi af denne juli-eftermiddag, hvor resten af Danmark er på vej ned i tempo.