Jaguars store SUV fås nu med en 550-hestes V8-motor, der skyder den elegante storby offroader fra nul til 100 km /t på 4,3 sekunder. Topfarten er 283 km/t, og der er rigeligt plads til hele familien.
Mens bilbranchen har stigende fokus på biler med strøm og kabler, er det stadig vigtigt for prestigemærkerne at have en potent topmodel i programmet. Mens Jaguar har fjernet den nok så fine V6-motor fra F-Pace-programmet, så er briterne nu klar med en endnu voldsommere V8-version af den store SUV.
Jaguar F-Pace SVR – der står for Special Vehicle Racing – stiller med store hjul, aggressivt udtryk og 550 hk for 1.773.550 kr. Det placerer den i centrum af en eksklusiv gruppe på kun tre helt specielle biler i denne klasse.
Jaguars SUV skal sammenlignes med biler som Audi Q5, Mercedes GLC og Volvo XC60, og er en af de rummeligste i denne klasse.
Desværre har basisversionerne en beskeden udstyrsliste til en høj pris, hvilket gør livet svært for relativt upåagtede brite. I 2018 blev der solgt 1261 styk af Volvo XC60 men bare 157 af Jaguar F-Pace.
Eksklusiv klub med over 500 hk
Vælger man den nye topversion med V8-motor, træder F-Pace ind i et lille eksklusivt gruppe af bare tre konkurrenter, hvor Jaguar-prisen er mindre skinger end konkurrenternes.
Med 550 hk er det kun Alfa Romeo Stelvio Quadrifoglio til 1.643.252 kr., og Mercedes-AMG GLC 63 Coupé til 1.694.718 kr., der kan følge med. Selv Porsches nok så heftige Macan fås ikke med så mange hestekræfter.
I forhold til de billigere F-Pace varianter har topmodellen ikke blot fået ekstra hestekræfter. Designet både ind- og udvendig har fået en mere sporty attitude. Indvendig er her voldsomme, skålformede forstole med quiltet læder. Automatgearvælgeren er blevet til et reelt greb til forskel fra Jaguars kendte roterende drejehjul, som rejser sig, når man sætter tænding på bilen.
21” hjul og sportsundervogn
Udvendig har F-Pace V8 fået nye kofangere for og bag med mere aggressivt design. Også køreegenskaberne er skærpede.
Standard leveres SVR med 20” hjul og en strammere undervogn, som giver en dejlig tung og solid fornemmelse bag rattet selv ved høje hastigheder. Firehjulstræk er standard, men på SVR-modellen kan man give baghjulene fortrinsret, hvilket giver mere sporty svingegenskaber.
Jaguar F-Pace SVR har en kampklar vægt på over to tons, men virker forbavsende adræt. Prisen betales i nogen grad på komforten, men trods attituden virker bilen mere konvertibel end de to konkurrenter fra Alfa Romeo og Mercedes.
V8-motoren er dæmpet, men vil man have mere lyd, vælger man blot sportsprogrammet. Uanset program kan man høre kompressoren arbejde let hylende; underspillet og diskret, men hørbar nok til at bidrage til attituden.
Her er overskud og fartressourcer i alle situationer, men også god plads og reel brugbarhed. Den fastere undervogn er til at leve med også i daglig bykørsel, hvilket gør F-Pace SVR til en ganske komplet bil.
Jaguar F-Pace SVR AWD aut.
Opbygning
Femsædes SUV, justerbar undervogn, firehjulstræk, ottetrins automatgear
Motor
V8, 4999 cm3, 32V, kompressor
550 hk ved 6000 o/min
680 Nm ved 2500 o/min
Præstationer
0-100 km/t 4,3 sek.
Topfart 283 km/t
Forbrug WLTP 12,8 km/l
Dimensioner
L/B/H 473/194/165 cm
Køreklar vægt/påhæng 2070/0 kg
Bagagerum 650-1740 liter
Pris
1.773.550 kr.
Børsen var inviteret af Jaguar.
