ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ind i Københavns bedste andelsboliger

Der var engang, hvor en god portion held, de rette kontakter og en stak store sedler i en hemmelig kuvert var vejen ind i landets andelslejligheder.

I dag ser billedet anderledes ud. Billige lån har erstattet de dyre, valuarvurderinger giver andelskronen nye bevægelsesmuligheder, og lange, lukkede ventelister er skiftet ud med glitrende ejendomsmæglerannoncer.

Det er boligformen, der har sine rødder i andelstanken og starten af 1900-tallets miserable københavnerboliger, som fik en gevaldig revival i midt 70’erne og nu har lagt sig i skarp konkurrence med ejerboligerne.

Pleasure har fundet fire andelslejligheder af den særligt seværdige slags i nogle af hovedstadens mest eftertragtede kvarterer.



To plan i digterkvarteret

Paludan Müllers Vej hører blandt de særligt eftertragtede digter-veje på det i øvrigt stærkt populære Frederiksberg. Blot ni lejligheder udgør andelsforeningen, der har eksisteret siden 70’erne, og på husets øverste etager finder man den hele 255 kvadratmeter store lejlighed, fordelt på to plan.
11944_picture_1510_3.jpg
Gårdmiljøet er en vigtig faktor i valget af en bolig inde i byen. Her i gården på Paludan Müllers Vej er der masser af plads til fri leg uden at forældre skal bekymre sig om biler eller ubudne gæster.


Tilbage i 60’erne måtte de gamle pigeværelser lade livet, da 4. salen blev inddraget i boligen, og i dag betyder det en sjælden stor andel med udsigt over tagrygge og til rådhustårne.

Et lavt lån og allerede afholdte udgifter til tag, vinduer, gårdanlæg og VVS-installationer er blandt signalerne om en velfungerende andelsforening.

11945_picture_1452_3.jpg
Frederiksbergs gamle, herskabelige lejligheder er i alle højeste kurs. Gulvet er nyt, men træskærerarbejderne omkring karnappen og de høje paneler afslører den historiske røde tråd.


Det er boligen, der kalder på den sammenbragte børnefamilie, parret, der måske har været heldige at få opskrevne andelskroner med fra en mindre bolig, eller dem, der ønsker at drive selvstændig virksomhed i forbindelse med privaten.

Frederiksberg er et af de områder i hovedstaden, hvor andelsmarkedet oplever stor og hastig fremgang, og de stigende priser på ejerlejligheder i bydelen har givet de boligsøgende god grund til at kigge nærmere på udbuddet af andelsboliger.

11946_picture_4457_3.jpg
Nyt køkken med udgang til en af de i alt to altaner i den store lejlighed.


Krisetiderne gjorde det svært at finde andelskøbere på de traditionelle ventelister, og i november 2012 overhalede antallet af andelslejligheder for første gang antallet af ejerlejligheder på det frederiksbergske ejendomsmarked – en udvikling, der blandt andet har betydet øget specialisering i mæglerkredsene.

Byens gamle loftsrum

Anerne af vasketøjssnore og små rum med støvede papkasser er svære at få øje på i lejligheden i Frederiksborggade i det indre København.

11948_picture_7588_3.jpg
Tæt på Nørreport, natteliv og Torvehaller. Frederiksborggade er altid levende.


Det tidligere loft er inddraget i den 26 år gamle andelsforeningen og har i dag fået eksklusivt selskab af indslag som tykke, rekordlange Dinesen-planker, et omfattende B&O-anlæg, der spiller selv på badeværelset, og snekerede skabslåger på stribe.

Det er en forening med i alt 23 andelsboliger, to boliglejemål og fire erhvervslejemål, hvilket betyder en pæn portion lejeindtægter – i et område, der er både centralt og attraktivt for virksomheder og forretningsdrivende.

11949_picture_7291_3.jpg
Ejere af spisestuer med udgang til en fransk altan bliver ofte overraskede over, hvor lidt tid de bruger i lejlighedens øvrige rum. På femte sal er luften renere og eventuel larm fra gaden fortager sig.


Det oser af liebhaveri i lejligheden under de halvskrå vægge, og boligen er en dem, der taler til en begrænset køberskare – dem, der trænger til luftforandring og flytter af ren og skær lyst; karriereparret uden børn eller de friske seniorer, der er med på at kigge langt efter elevator og træne bentøjet på turen op til 5. sal.

11950_picture_5554_3.jpg
Det gamle loft er genopstået som toptunet andel med kæmpe hjørnestue og ovenlys.


Kvarteret omkring Frederiksborggade er for nylig blevet beriget med blandt andet Torvehaller og senest udbygningen af Nørreport, og markedet for andelsboliger har været positivt det seneste halve års tid på disse kanter.

Læs videre og se de to sidste kæmpe-andele på næste side.

##PAGE##


Amagers Hellerup

I lejligheden på Gimles Allé får man ikke alene 315 kvadratmeter bolig og få skridt ned til grønne arealer – boligen gemmer også på en håndfuld farverige anekdoter fra svundne tider.

På denne adresse havde en af byens arbejdsformidlinger i mange år til huse, og ifølge lokale tunger, var det ikke kun lovlydige arbejdssøgende, der lagde vejen forbi – også den indbrudslystne politimorder Palle Sørensen var i sin tid et smut omkring matriklen, hvor han gennemførte et af sine berygtede røverier.

11951_picture_2262_3.jpg
En politimorder, en afrikansk prinsesse, en fiskehandler. Anekdoterne om denne ejendoms beboer er farverige.


Sidenhen købte fiskehandleren i Holmbladsgade kvadratmeterne og omdannede dem til bolig.

Han solgte den nogle år senere videre til intet mindre end en konsul og en (hvis man skal tro de overleverede fortællinger) afrikansk prinsesse, inden den nuværende andelshaver for seks år siden rykkede ind på de hvide gulve.

11952_picture_4112_3.jpg
Der er plads til kæmpefester eller en gedigen fodboldkamp med alle vennerne i den enorme new yorker-lejlighed i "Amagers Hellerup".


Foreningen ligger tæt op ad villakvarteret Eberts Villaby, der også går under navnet ’Amagers Hellerup’.

Glimt af den gamle andelsånd stortrives her, hvor sommerfester, loppemarked og fælles børneleg og –pasning hører til foreningsaktiviteterne.

Islands Brygge og Amager Strandpark er blandt de tiltag, der har været med til at booste andelsmarkedet på Amager – især for børnefamilierne.

11953_picture_6659_3.jpg
"Festen ender altid i køkkenet alligevel" - så hvorfor ikke have plads nok?


Lejligheden på Gimles Allé inviterer til et liv med storfamilie, liberalt erhverv eller kreative tiltag som værksted, atelier eller udstilling.

Kanaler og kultur

Cort Adelers Gade ligger midt i det gamle København, på Gammelholm, som tidligere husede de skibsværfter, der siden rykkede til Holmen.

11954_picture_2917_3.jpg
Der er udsigt til de smukke gamle pakhuse som huser restaurant Noma fra andelen oppe under taget.


Opførelsen af kvarterets beboelsesejendomme tog fart midten af 1800-tallet, og de brede gader og arkitektoniske streger bærer præg af, at det allerede dengang var et kostbart område at bygge og bosætte sig i.

Lejligheden i nummer 7 er en del af en ældre andelsforening, stiftet i 1978, og de herskabelige detaljer og antallet af kvadratmeter hører til sjældenhederne blandt bydelens andelsboliger.

11955_picture_8216_3.jpg
Det perfekte køkken for en urban livsnyder. Kæmpekøleskab, vinhylde, masser af spiseplads, flotte flisegulv, effektiv emhætte og TV2 News til madlavningen. og er man doven, er kvarteret proppet med gode spisesteder.


Her er der fin plads til det midaldrende ægtepar, der gerne vil nyde kanalidyl og kulturliv inden for allernærmeste rækkevidde, parret, der har solgt hus og gerne vil ind til byen, eller børnefamilien, der sætter pris på storbyens centrale liv og leben.

11956_picture_2581_3.jpg
Pejsehygge under den flotte stuk.


Attraktioner som prisbelønnede grønne områder og en status som ’en by i byen’ betyder, at der bliver handlet tæt på udbudspriserne på Gammelholm – også på andelsmarkedet, hvor bydelen oplever generel fremgang og stigende efterspørgsel.

Antallet af andelsboliger er generelt lavt i forhold til ejerboliger i denne del af hovedstaden, og krisen har i mindre grad påvirket salget og prisniveauet blandt de udbudte andele.




Andre læser dette lige nu