Et personligt møde med den hvide haj - angiveligt havets mest frygtede rovdyr - er en overraskende oplevelse for de fleste haj-turister i Sydafrika.
Man tager fem kilo blodig og saftig lever fra en ikke-udryddelsestruet haj. Tilsætter en snes sardiner og et par halvrådne fiskehoveder på størrelse med fodbolde og rører det hele op med havvand.
Denne opskrift kender alle til i Kleinsbaai. De fleste indbyggere i det lille fiskerleje 180 km uden for Cape Town i Sydafrika har gjort bugtens hvide hajer til deres hovedindtægtstkilde.
Hvert år strømmer turisterne til for at blive nedsænket i havet i et bur på størrelse med et kosteskab i håbet om at komme tæt på havets mest frygtede rovdyr, og ovennævnte cocktail skal lokke hajerne til.
White Shark Eco Ventures' guide, Robert Cope, starter dagen med en kort introduktion til de 10 forventningsfulde turister, der er mødt op ved daggry en mandag morgen i november for at dykke ved Shark Alley, et lille område i farvandet ud for Dyer Island, hvor øens bestand på omkring 50.000 sæler lokker hajerne til.
De idylliske hvide sandstrande, det turkisblå hav og bjergene i horisonten virker langsomt beroligende på eventuelle anspændte nerver
De idylliske hvide sandstrande, det turkisblå hav og bjergene i horisonten virker langsomt beroligende på eventuelle anspændte nerver, selv om Robert Copes sikkerhedsinstrukser ikke er til stor trøst:
»Der er redningsveste ombord til alle, men husk, at hajen jager i vandoverfladen, så buret ville være det sikreste sted at opholde sig i en eventuel nødsituation,« siger han.
Dette bur, der er fortøjret til båden med et reb og mest af alt ligner et stort fuglebur forsynet med bøjer, kan vel at mærke højst rumme to personer ad gangen.
Robert Cope forklarer videre:
»Boblerne fra dykkernes ilttanke skræmmer hajerne væk.
Derfor vil dykningen foregå ved at to personer, iklædt dykkerdragt og dykkermaske, hænger i vandoverfladen inde i buret og simpelthen holder vejret, mens de - forsigtigt for ikke at distrahere hajen - sænker sig ned under vandoverfladen for at få sig et godt kik, når hajen nærmer sig.«
Selv om det ikke burde komme som en overraskelse for nogen, gibber det i alle passagererne, da den første haj viser sig, kun 10 minutter efter at den ildelugtende madding er kastet ud.
Den karakteristiske sorte rygfinne nærmer sig langsomt og kredser rundt om båden. Til sidst er den så tæt på, at den 2,5 meter store haj kan ses tydeligt fra bådens dæk.
I løbet af de fire timer båden ligger for anker, dukker seks forskellige hajer op. Den største er et frygtindgydende dyr på 4,5 meter. Alle kredser langsomt rundt om båden, og svømmer væk igen. Ingen angriber buret.
Skipperen går endda så vidt som til at kilde et par hajer på snuden idet han hiver maddingen ind. Og i takt med, at alle passagererne har været nede og med egne øjne studeret hajerne, vender den ophidsede stemning ombord.
En af deltagerne, Trudy Russo fra London, kalder oplevelsen mere spændende end skræmmende:
»Hajen var meget mere graciøs end jeg nogensinde havde forestillet mig. Underligt nok var den både større og mindre skræmmende end jeg havde forventet. Man kunne se, at den var tiltrukket af blodet i vandet, men mest på en nysgerrig måde,« siger hun.
Farligere at køre bil
Selv om hajangreb på mennesker er uhyre sjældne, har de fleste en indgroet skræk for hajer.
Siden 1920 er 40 mennesker døde efter hajangreb i Sydafrika ifølge hajforskningsinstituttet ved Florida Museum of Natural History, der fører internationale statistikker på området.
Så rent objektivt er det langt mere risikabelt at sætte sig i bilen og færdes på landevejen mellem Cape Town og Kleinsbaai end at surfe i disse farvande.
Det har været hævdet i de sydafrikanske aviser, at hajdykningen vænner hajerne til mennesker og derfor udgør en fare for de lokale badende.
Det argument tror marinebiolog Michael Scholl ikke på. Han har studeret hajerne i Kleinsbaai-området i de seneste fem år.
»Hajerne, vi ser her, bliver i gennemsnit kun to uger på samme sted. Det er for kort tid til, at de kan lære en speciel adfærd.
Desuden er det forbudt at fodre hajerne. Maddingen hales ind, inden hajen når at spise den, så hajen får ikke noget særligt ud af at nærme sig båden. Den er bare nysgerrig og opportunistisk,« siger han.
»En dag for et par år siden, hvor jeg var ude at surfe, så jeg en haj, der kom svømmende lige imod mig. Det ville være løgn hvis jeg sagde, at jeg ikke var bange, men jeg vidste samtidigt, at risikoen for at den ville angribe mig var minimal.
Og ganske rigtigt. Et par meter inden den nåede hen til mig drejede den af og svømmede væk. Hvis en haj virkelig var indstillet på at angribe, ville du aldrig have opdaget den førend det var for sent,« siger Michael Scholl.
400 millioner år
»Hajen er det mest strømlinede dyr på vores planet. Den er mange gange mere tilpasset sine omgivelser end f.eks. løven.
Dinosaurerne levede for 65 millioner år siden, mens hajerne kan dateres mere end 400 millioner år tilbage i tiden. I alle disse år har den konstant tilpasset sig sit miljø.
Dens syn og lugtesans er fænomenale. Desuden kan den for eksempel danne sig et tredimensionelt sansebillede af en sæls bevægelser og hjerterytme.«
På trods af hajens mange år på jorden ved vi meget lidt om dem. Det er aldrig lykkedes at holde en haj i fangenskab i mere end tre-fire uger. Og ingen ved, hvor mange der findes i verden.
»Det drejer sig i hvert fald ikke om i titusindvis. Måske ti tusind, måske tre tusind. Det er mit bedste skøn. Og det ville være frygteligt, hvis vi så enden på dem i vores levetid,« siger Michael Scholl.
Hajerne er oftest de bedste pr-folk for sig selv, og det er en pr, de har hårdt brug for.
Man tager fem kilo blodig og saftig lever fra en ikke-udryddelsestruet haj. Tilsætter en snes sardiner og et par halvrådne fiskehoveder på størrelse med fodbolde og rører det hele op med havvand.
Denne opskrift kender alle til i Kleinsbaai. De fleste indbyggere i det lille fiskerleje 180 km uden for Cape Town i Sydafrika har gjort bugtens hvide hajer til deres hovedindtægtstkilde.
Hvert år strømmer turisterne til for at blive nedsænket i havet i et bur på størrelse med et kosteskab i håbet om at komme tæt på havets mest frygtede rovdyr, og ovennævnte cocktail skal lokke hajerne til.
White Shark Eco Ventures' guide, Robert Cope, starter dagen med en kort introduktion til de 10 forventningsfulde turister, der er mødt op ved daggry en mandag morgen i november for at dykke ved Shark Alley, et lille område i farvandet ud for Dyer Island, hvor øens bestand på omkring 50.000 sæler lokker hajerne til.
De idylliske hvide sandstrande, det turkisblå hav og bjergene i horisonten virker langsomt beroligende på eventuelle anspændte nerver
De idylliske hvide sandstrande, det turkisblå hav og bjergene i horisonten virker langsomt beroligende på eventuelle anspændte nerver, selv om Robert Copes sikkerhedsinstrukser ikke er til stor trøst:
»Der er redningsveste ombord til alle, men husk, at hajen jager i vandoverfladen, så buret ville være det sikreste sted at opholde sig i en eventuel nødsituation,« siger han.
Dette bur, der er fortøjret til båden med et reb og mest af alt ligner et stort fuglebur forsynet med bøjer, kan vel at mærke højst rumme to personer ad gangen.
Robert Cope forklarer videre:
»Boblerne fra dykkernes ilttanke skræmmer hajerne væk.
Derfor vil dykningen foregå ved at to personer, iklædt dykkerdragt og dykkermaske, hænger i vandoverfladen inde i buret og simpelthen holder vejret, mens de - forsigtigt for ikke at distrahere hajen - sænker sig ned under vandoverfladen for at få sig et godt kik, når hajen nærmer sig.«
Selv om det ikke burde komme som en overraskelse for nogen, gibber det i alle passagererne, da den første haj viser sig, kun 10 minutter efter at den ildelugtende madding er kastet ud.
Den karakteristiske sorte rygfinne nærmer sig langsomt og kredser rundt om båden. Til sidst er den så tæt på, at den 2,5 meter store haj kan ses tydeligt fra bådens dæk.
I løbet af de fire timer båden ligger for anker, dukker seks forskellige hajer op. Den største er et frygtindgydende dyr på 4,5 meter. Alle kredser langsomt rundt om båden, og svømmer væk igen. Ingen angriber buret.
Skipperen går endda så vidt som til at kilde et par hajer på snuden idet han hiver maddingen ind. Og i takt med, at alle passagererne har været nede og med egne øjne studeret hajerne, vender den ophidsede stemning ombord.
En af deltagerne, Trudy Russo fra London, kalder oplevelsen mere spændende end skræmmende:
»Hajen var meget mere graciøs end jeg nogensinde havde forestillet mig. Underligt nok var den både større og mindre skræmmende end jeg havde forventet. Man kunne se, at den var tiltrukket af blodet i vandet, men mest på en nysgerrig måde,« siger hun.
Farligere at køre bil
Selv om hajangreb på mennesker er uhyre sjældne, har de fleste en indgroet skræk for hajer.
Siden 1920 er 40 mennesker døde efter hajangreb i Sydafrika ifølge hajforskningsinstituttet ved Florida Museum of Natural History, der fører internationale statistikker på området.
Så rent objektivt er det langt mere risikabelt at sætte sig i bilen og færdes på landevejen mellem Cape Town og Kleinsbaai end at surfe i disse farvande.
Det har været hævdet i de sydafrikanske aviser, at hajdykningen vænner hajerne til mennesker og derfor udgør en fare for de lokale badende.
Det argument tror marinebiolog Michael Scholl ikke på. Han har studeret hajerne i Kleinsbaai-området i de seneste fem år.
»Hajerne, vi ser her, bliver i gennemsnit kun to uger på samme sted. Det er for kort tid til, at de kan lære en speciel adfærd.
Desuden er det forbudt at fodre hajerne. Maddingen hales ind, inden hajen når at spise den, så hajen får ikke noget særligt ud af at nærme sig båden. Den er bare nysgerrig og opportunistisk,« siger han.
»En dag for et par år siden, hvor jeg var ude at surfe, så jeg en haj, der kom svømmende lige imod mig. Det ville være løgn hvis jeg sagde, at jeg ikke var bange, men jeg vidste samtidigt, at risikoen for at den ville angribe mig var minimal.
Og ganske rigtigt. Et par meter inden den nåede hen til mig drejede den af og svømmede væk. Hvis en haj virkelig var indstillet på at angribe, ville du aldrig have opdaget den førend det var for sent,« siger Michael Scholl.
400 millioner år
»Hajen er det mest strømlinede dyr på vores planet. Den er mange gange mere tilpasset sine omgivelser end f.eks. løven.
Dinosaurerne levede for 65 millioner år siden, mens hajerne kan dateres mere end 400 millioner år tilbage i tiden. I alle disse år har den konstant tilpasset sig sit miljø.
Dens syn og lugtesans er fænomenale. Desuden kan den for eksempel danne sig et tredimensionelt sansebillede af en sæls bevægelser og hjerterytme.«
På trods af hajens mange år på jorden ved vi meget lidt om dem. Det er aldrig lykkedes at holde en haj i fangenskab i mere end tre-fire uger. Og ingen ved, hvor mange der findes i verden.
»Det drejer sig i hvert fald ikke om i titusindvis. Måske ti tusind, måske tre tusind. Det er mit bedste skøn. Og det ville være frygteligt, hvis vi så enden på dem i vores levetid,« siger Michael Scholl.
Hajerne er oftest de bedste pr-folk for sig selv, og det er en pr, de har hårdt brug for.
