I nærkontakt med Tobagos vildt velbevarede natur

Den åbne speedbåd skyder en jævn fart langs klippekysten, hvor regnskoven strækker sig fra toppen af bjergene og helt ned til havoverfladen. Havet er roligt, og vi har blot en kort sejltur foran os fra fiskerlandsbyen Castara til sandstranden i Cotton Bay.

“

Tobago har nogle af de bedste dykkersteder i Caribien, men selv hvis man nøjes med en snorkeltur tæt under land, kan man opleve øens marineliv

“Vil I prøve at fiske?” spørger vores lokale skipper. Han hedder Brian Taylor, men han går under navnet Ali Baba – måske et varsel om vores kommende held.

Ali Baba smider snøren i vandet med en wobler for enden og lader linen løbe godt ud, inden han sætter stangen fast i båden. En af mine rejsefæller sidder klar som den første ved stangen, og vi har blot trollet få minutter, da det pludselig rykker i stangen. Knarren på fiskehjulet klikker, og linen suser af spolen. Der er bid! Min rejsefælle griber stangen og kan efter en kort kamp hive fisken ombord. En fin barracuda på 70-80 centimeter.

Nu er det min tur, og igen går der ikke mere end et par minutter, før der er bid. Fisken yder god modstand og er lidt svær at hive ind, men det lykkes, og inden længe ligger en flot atlantisk crevalle på ca. fem kg og spræller i bunden af båden. Ali Baba smiler bredt, og det samme gør vi – for på Tobago er der noget ved at fiske.

Tobago er en lille ø i det sydlige Caribien og udgør sammen med storebror Trinidad en selvstændig nation. Tobago er blot 40 km lang og 10 km bred og især kendt for sin flotte natur, som kan opleves både på land, til vands og under havoverfladen. Øen har satset på turisme i årtier, men turismen har ikke udviklet sig i samme grad som på mange andre caribiske øer, og selv i vintermånedernes højsæson er der overraskende få turister på Tobago.

Under vores ophold besøger vi flere strande med kun få – eller slet ingen - turister. Da vi kaster anker ud for kysten i Cotton Bay, har vi således den flotte sandstrand helt for os selv. Mens Ali Baba tænder op i den medbragte grill og begynder at tilberede vores frokost – inklusiv de friskfangede fisk – griber jeg dykkermaske og snorkel og sætter kurs mod klipperne i den ene ende af bugten. Jeg skal ikke svømme langt, før de første fisk dukker op under overfladen, og inden længe er jeg omringet af både farvestrålende fisk og koraller.

Tobago har nogle af de bedste dykkersteder i Caribien, men selv hvis man nøjes med en snorkeltur tæt under land, kan man opleve øens marineliv. Det omfatter 44 forskellige arter af koraller og endnu flere fiskearter. Jeg ser blandt andet kuffertfisk, papegøjefisk, trompetfisk og kejserfisk på et par hurtige snorkelture, mens en af mine rejsefæller er heldig at spotte en havskildpadde. Der findes tre forskellige arter af havskildpadder omkring Tobago, og den ene af dem – den store læderskildpadde, som kan veje op til 500 kg – lægger æg på nogle af øens strande om foråret.

Tobago er grøn og frodig, da omkring en tredjedel af øen er dækket af regnskov, mens en lige så stor del ligger hen som urørt natur, efter at en række kokosnød-, kaffe- og kakaoplantager er blevet nedlagt gennem de seneste årtier.

Langt hovedparten af Tobagos befolkning bor på den sydlige del af øen, mens den nordlige del stort set er dækket skov. Her finder man også det 40 km² store Main Ridge Reserve, der betegnes som verdens første beskyttede naturområde. Naturreservatet blev etableret helt tilbage i 1776, da Tobago var en britisk koloni. Formålet var, som det hed i en officiel bekendtgørelse, “at tiltrække hyppige regnbyger, som jordens frugtbarhed i disse klimaer helt afhænger af”. Derfor har Tobago i modsætning til mange andre caribiske øer bevaret hovedparten af sin oprindelige regnskov.

Vi besøger Main Ridge Reserve sammen med en lokal guide, Harris McDonald, og begiver os ud på Blue Copper Trail, som er en af flere vandrestier i området. Stien går op og ned gennem tæt regnskov, og på et tidspunkt laver Harris en afstikker væk fra stien og ind mellem træerne.

“Blue Copper er de største træer, som findes i Tobagos regnskov,” fortæller han, da vi står for foden af et af de store træer, som har givet navn til vandrestien.

Vi fortsætter gennem skoven, og med jævne mellemrum spotter Harris et sted i det grønne en fugl, som han udpeger for os med sin laserpen. Tobago tiltrækker hvert år mange ornitologer, da den lille ø rummer over 220 forskellige fuglearter. Omkring 100 af disse arter kan opleves i Main Ridge Reserve, og vi ser blandt andre de farverige blue-crowned motmot og blue-backed manakin samt flere arter af kolibrier. Der findes seks forskellige kolibriarter på Tobago, og det er dybt fascinerende at se de små fugle med de lange næb stå stille i luften som en minidrone. Flagermus møder vi også i skoven, for selv om det er midt på dagen, finder de skygge og halvmørke under de tætte trækroner.

En særlig naturoplevelse på Tobago er de såkaldte bioluminescene- tours, hvor man kan svømme i selvlysende plankton. Vi mødes på stranden for enden af Pigeon Point på den allersydligste del af øen kort før solnedgang. Vores instruktør, Brett, har linet en række havkajakker op på stranden, og efter en kort instruktion trækker vi kajakkerne ud i vandet og begynder at padle over mod Bon Accord-lagunen, mens mørket sænker sig. Efter ca. 20 minutter når vi frem til No Mans Land – et fladt stykke sand, som afgrænser lagunen.

Vi gør et kort ophold, mens Brett fortæller om områdets særlige natur og dyreliv. I mørket bag ham er der noget, som bevæger sig ude over vandet med hurtige bevægelser, og da Brett lyser med sin kraftige lommelygte, viser det sig at være en flok flagermus. Det havde vi ikke forventet her, men flagermusene er en særlig art, som fanger fisk, og nu kan vi se, hvordan de hurtige flyvere dykker ned og snupper fisk i vandoverfladen. Pludselig er der også noget større, der bevæger sig i vandet. “Se der, en rokke,” lyder det fra Brett, mens han peger med lyset fra lommelygten.

Vi fortsætter med at padle ind i lagunen, og lidt efter begynder magien for alvor. “Prøv at slå et slag med jeres pagaj,” siger Brett, da vi er kommet et godt stykke ind i den mørke lagune, hvor kun stjernerne på himlen over os lyser op. Vi plasker lidt med pagajen og opdager, at vandet bliver selvlysende blåt – som var det fyldt med tusindvis af bittesmå lygter. Jo mere bevægelse, vi laver i vandet, desto mere lyser det op.

Det selvlysende vand skyldes et fænomen kaldet bioluminescens – eller mere mundret morild. Det opstår, når mikroskopiske alger – såkaldte dinoflagellater – bliver selvlysende som følge af en kemisk reaktion. Formålet med dette fra naturens side er fortsat et mysterium for forskerne, men en teori går på, at det er en forsvarsmekanisme. Det samme fænomen kendes i øvrigt mange andre steder i naturen – blandt andet fra ildfluer, blæksprutter og visse dybhavsfisk.​

Vi sejler helt tæt ind under lagunens mangroveskov, hvor det er mørkest- og så er det tid til at bade. Vi hopper ud i vandet uden en anelse om, hvad der er under os i det mørke vand. Det er for nogen en lidt skræmmende oplevelse, men det glemmer man hurtigt, når man svømmer rundt i lyshavet. For hvert svømmetag, vi tager, lyser vandet op i utallige lysglimt foran os, og der går en sport i at bevæge sig mest muligt for at skabe mest muligt lys. Det er en ganske særlig oplevelse at plaske rundt i det varme vand omgivet af lys fra både havet og stjernehimlen.

Efter en god halv times svømmetur hopper vi op i kajakkerne igen, og på turen tilbage i kajakkerne gør vi stop nogle steder i lagunen med lavt vand, hvor Brett lyser havbunden op og udpeger både hummere, fisk og andre havdyr for os.

rejser@borsen.dk​