Alfabetet
Vi begynder med det vigtigste for Dan Turèll: alfabetet. I sin sidste digtsamling, “Tja-a cha-cha”, kort før sin død i 1993, skriver ordkunstneren:
“Det er som det altid/har været:/ Alfabetet/er mit bedste legetøj./Jeg vil lege med det/lige til det bliver for mørkt/til at jeg kan se det”.
Anders And
Parnasset og avislæserne fik morgenkaffen galt i halsen, da de åbnede Politiken og læste Turèlls hyldestkronik om Anders And i februar 1975. Det var nemlig voldsomt provokerende, at en kunstner vedkendte sig glæden ved populærkultur og det forhadte USA, og Anders And var selve symbolet på fordummelse og kapitalisme. Dan Turèll flashede kærligheden i andre værker og i direkte tv: “Til min læremester, åndelige/broder og store guru, der lærte/mig alt hvad jeg véd og kan-/ANDERS AND”. Ved et folketingsvalg tilføjede Dan Turèll “Anders And” på stemmesedlen og satte kryds.
Blå bog
Når man optages som en af landets vigtigste personer i Kraks Blå Bog, bliver man bedt om at sende sin biografi. Det gjorde Dan Turèll også: “Ingen uddannelse; virket som bl.a. tæppeklipper, markiseopsætter, jord- og betonarbejder, cykelbud, korrekturlæser, stanseriarbejder, vognvasker, postbud og altmuligmand.”
Cigaretter etc.
Dan Turèll røg så meget som overhovedet muligt. Han havde i sine yngre hippieår eksperimenteret med lsd og det, der var stærkere, og selv i et sent interview med DR’s tv-læge Bent Henius var han fortaler for brug af kokain. At tage coke var ikke værre end den i Danmark udbredte alkoholisme, sagde han. Han var dog også selv alkoholiker, og forbruget af stimulanser satte sine spor. Dan Turèll døde af kræft i spiserøret, 47 år gammel. På en auktion over Dan Turèlls ejendele i 2003, ti år efter hans død, havde katalogets nummer 35 07 titlen “Stærk tobak”. Turèlls faste hashpibe af keramik og en hashpung blev solgt for 15.000 kr. To forinden beslaglagte hashklumper endte på Politimuseet.
Digter
15. oktober 1969 besluttede den da 23-årige Dan Turèll, at han ville være fuldtidsdigter på livstid. Han ville aldrig mere have fast arbejde. Hvert år skrev han siden ét digt – og kun ét – på denne dato, som også var den dag, han døde, i 1993. To dage før havde Dan Turèll nået at se et færdigt eksemplar af sin sidste digtsamling “Tja-a cha-cha”, der udkom kort efter.
Elitær
Et af Dan Turèlls største digteriske forbilleder var den svært tilgængelige amerikansk-engelske modernist T.S. Eliot (1888-1965), der er mest kendt for sit civilisationskritiske digt “The Wasteland”, “Ødemarken”.
Folkelig
Da han brød igennem i midten af 1970’erne, havde man aldrig set en type som Dan Turèll i Danmark. Ved at angribe i et rasende tempo på alle fronter med kronikker, artikler, tekster til dagblade og magasiner, digte, prosa, musik, tv, radio, var han hér, dér og alle vegne. Ikke til at komme udenom. Voldsomt vidende, blæret belæst og samtidig lovpriser af en Giro 413-crooner som Gustav Winckler, Coca-Cola, spontan jazz og smalle, syrede lyrikere i samme sætning. Arrogant og provokerende, charmerende og karismatisk, rå og raffineret, fræk, folkelig og flippet. Udansk og dansk.
Gennem byen sidste gang
Titlen på et af Dan Turèlls mest elskede digte, som han læste op, og som produceren Halfdan E satte musik til på albummet “Pas På pengene!” (1993). Dan Turèll var lige død, og “Gennem byen sidste gang” blev ofte spillet i radioen, så mange troede, at Turèll havde skrevet “afskedsdigtet”, mens han var uhelbredeligt syg af kræft. Men digtet er fra 1977, da digteren var 31 år.
“Hyldest til hverdagen”
Et andet af Turèlls mest populære digte, som også optræder på “Pas på pengene”. Dan Turèlls enke Chili har i et interview efter hans død sagt, at digtet, snarere end at beskrive virkeligheden, handler om, hvordan Dan Turèll ville ønske, han kunne finde ud af at få hverdagen til at være.
Hipster
Dan Turèll var Danmarks originale hipster, før det blev hipt (og så klichéfyldt, at begrebet ikke gav mening længere). Hipsteren har sit udspring i 1940’erne og 1950’ernes alternative USA med amerikanske beatdigtere som William S. Burroughs, Allen Ginsberg og Jack Kerouac, forløberne for hippiegenerationen. Turèll importerede og konverterede disse original hipsters til en dansk version, både i værket og hverdagen – som var det samme. En strømmende, freejazzet og rytmisk poesi, som bruger hverdagens sprog og hændelser som udgangspunkt “for at starte maskinen”, som Turèll sagde. At være beat kan være mange ting. F.eks. “at stå på et gadehjørne og være sindssygt høj”, langdigtede Dan Turèll i 1971 over en sætning af den amerikanske beatdigter Gregory Corso.
I byen
Dan Turèlls klumme i Politiken, som han skrev fra 1978 til kort før sin død i 1993. Inspireret af sine daglige, lange spadsereture gennem byen og besøg på listige steder. Nogle af de bedste klummer er samlet i “Dan Turèll i byen – greatest hits” (1994).
Jazz
Ifølge Asger Schnack, Dan Turèlls redaktør, nære ven og forfatter til Turèll-biografien “Jeg tror nok, jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste” (2001), var jazz dét enkeltstående fænomen, der havde størst indflydelse på Dan Turèll og hans forfatterskab. Han købte sin første jazzplade – “Monk’s Moods” med Thelonious Monk – for sine konfirmationspenge i 1960. Jazz gennemstrømmer Turèlls værker, ofte helt konkret i titler som “Charlie Parker i Istedgade”. Schnack slutter sin Turèll-biografi: “Han kunne lide jazzmusik. Og han var det selv.”
Karma Cowboy
Turèlls litterære gennembrud, den i enhver henseende frodige digtsamling “Karma Cowboy” (1974) har i nyere dansk litteraturhistorie efter Turèlls død opnået status af hovedværk. Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl har kaldt “Karma Cowboy” (1974) for “en bærbar Dan Turèll” og “et hængsel i forfatterskabet”, fordi den samler de fleste af Turèlls udtryksmåder. “Karma Cowboy” markerer Turèlls transformation fra smal, eksperimenterende lyriker til altfavnende og populær forfatteronkel. Et festfyrværkeri af pop- og rocktekster, håndskrevne aforismer, Anders And, østlig filosofi, stramme rim og langdigte på dansk og engelsk.
Lak
Ifølge vennen Peder Bundgaard, Turèlls faste illustrator, besluttede den flippede forfatter sig i begyndelsen af 1970’erne for, at han ville være kendt. På opfordring af en veninde lakerede han sine negle sorte, ligesom sit idol, musiker Lou Reed. En sommersøndag i 1972 til stenet flipperrock i Fælledparken udfordrede Turèlls daværende hustru Kirsten Brand sin mand til at klippe sit hippiehår af. Turèll barberede sig helt skaldet. Provokerende og spektakulært dengang og uhørt effektiv iscenesættelse skulle det vise sig. Et brand var født. Få år efter var Turèll Danmarks kendteste (levende) forfatter, med fjender fra højre og venstre, blandt kulturradikale og konservative. Men ethvert barn i Danmark vidste, hvem den skaldede digter med neglelak var.
Mord
Dan Turèll elskede krimigenren og især amerikanske mestre som Raymond Chandler og Dashiel Hammett. Men det var en voldsom skattegæld, der satte ham i gang med at skrive “Mord”-serien i 1981, hvor den første, “Mord i mørket” udkom. Fra 1981 til 1990 skrev han 12 kriminalromaner. To af seriens bøger er filmatiseret. Uden for serien skrev Turèll krimien “Dét døgn da”, der udkom i 1992.
Nedtur
Det hører med til historien om den folkekære digter-onkel, at datteren Lotus i 2015 stod frem og fortalte sin version af at være hans – oversete – barn i DR-dokumentaren “Lotus og den fulde sandhed”. Det var historien om omsorgssvigt, om en ofte dysfunktionel familie på grund af Dan Turèlls store alkoholmisbrug og om et image, der skulle opretholdes udadtil, på datterens bekostning. Mindst af alt holdt hun af hverdagen, har Lotus Turèll sagt i interview.
Onkel
Men for alle os andre var og er han Onkel Danny. Dan Turèll adopterede i midten af 70’erne navnet “Onkel Danny” og udgav “Onkel Danny fortæller”-bøgerne, hvor han veloplagt fortalte løst og fast, erindringer fra barndom og ungdom og historier, som man ville levere dem i hyggeligt vennelag på… ja, et værtshus. Med til onkelfiguren hørte det genkendelige look, den bredskyggede hat og de sort lakerede negle. Men i 80’erne blev Dan Turèll efterhånden træt af sin egen figur, der føltes som en kliché og en spændetrøje. Det var angiveligt også her, hans alkoholmisbrug eskalerede.
Professionel og produktiv
Trods (eller måske på grund af?) et heftigt brug af stimulanser var Dan Turèll ekstremt produktiv og dertil fanatisk professionel. Han satte – atypisk for sin danske samtid – en ære i at være selvstændig, økonomisk uafhængig efter amerikansk forfatterforbillede på markedsvilkår, i at levere til aftalt tid, spalteplads og pris og arbejdede ofte i døgndrift. Inden han fyldte 30 år, havde han udgivet 40 bøger, og fra 60’erne til sin død optrådte han i alle tænkelige genrer, medier og formater. Fra slutningen af 70’erne blev han desuden en efterspurgt entertainer med eller uden musikalsk ledsagelse, samt travl foredragsholder/oplæser i hele landet.
Quiz
Hvordan markerede københavnske taxachauffører Dan Turèlls død 15. oktober 1993? (Se svaret under Å)
Rap
Man kan argumentere for, at Dan Turèll var Danmarks første rapper. Hans sproglige mesterskab og recitationer af egne tekster tilsat rytme og musik har inspireret utallige danske rappere, f.eks. Jokeren og Per Vers, der begge har bekendt deres store gæld til MC Turèll fra Vangede. Dan Turèll var i øvrigt selv inspireret af sin barndoms Dyrehavsbakke-sprechstallmeister professor Tribini og dennes tungebrækkende, speedsnakkende monologer og salgstaler.
Storby-trilogien (samlet udgave, 1994)
Nogle af Turèlls stærkeste og fineste digte findes i denne samlede udgave af “Drive-in digte” (1976), “3-D digte” og “Storby-blues” (1977), hvor han er på hjemmebane blandt gadens galninge, storbyens engle og alle andre fænomener mellem city og zen. Digtene er også gennemsyret af kærlighed til alt amerikansk; Dan Turèll var Danmarks første og største kulturelle importør af alt fra USA inkl. Coca-Cola og Elvis, som blev en del af teksterne. Indeholder flere af de lange, fortællende digte, som mange husker fra Turèlls egne oplæsninger, shows og tv-optrædener.
Til storbyens pris
Dan Turèll hyldede sin elskede storby så ofte som muligt. I 1976 skrev han: “Well, og så indrømmer jeg endda, at København ikke helt er en storby, den er en intimstorby, en miniaturestorby. Men den bliver det, den er godt på vej. Og vi, der elsker stenbroen, sér frem til det. Der er nu engang intet så fortroligt og lunt og hyggeligt som den gode gamle fremmedgjorte forpestede forurenede sindssyge schizofrene storby. Det er sateme noget andet end på landet, hvor man gang på gang står overfor et træ og véd det er så-og-så smukt og glor og glor på det, uden at der sker noget – og til sidst fortvivlet begynder at lede efter den sprække, hvor man skal smide 25-øren i for at få lortet i gang.”
USA og ugleset
“Jeg er amerikaner-dansker. (…)Vi der er født efter Anden Verdenskrig er truly American citizens, sådan har jeg i hvert fald altid følt det.” I januar 1975, mens anti-amerikanismen til højre og venstre toppede herhjemme, og de sidste amerikanske tropper stadig var i Vietnam, skrev den tidligere SF’er en skamløs hyldest til alt amerikansk, inklusive kapitalismen, i en kronik i Politiken med titlen “$torebror $am”. En grænseløs provokation, der var med til at gøre ham berømt – og ringeagtet af den daværende kulturelite. I et interview i Information i 1981 giver Turèll sit syn på den dom, samtidens litterater gav ham: “(…) hvad er det, de plejer at kalde mig i kronikkerne: populistisk underholdningsfilosof, Ekstra Blads-luder – jeg er rangeret ud for længe siden, det passer mig udmærket, jeg har det fint herude på sidesporet, her møder man en masse interessante mennesker.”
Vangede billeder (1975)
“Vangede var dét sted i Gentofte, hvor lossepladsen og sindssygeanstalten blev anbragt.” Turèlls definitive gennembrud og dybt originale hjemstavnshyldest, der oprindeligt var ét langt digt. Gyldendal betingede sig imidlertid, at Dan Turèll omskrev digtet om opvæksten og hjembyen til prosa. Dan Turèlls genuint geniale, generøst grænseoverskridende, genre-
skabende gennembrud, en overdrevent overlegen original opvisning i varm veloplagthed.
Warhol
I digte og adskillige artikler i medierne hyldede Dan Turèll pop-art-forbilledet Andy Warhol for hans “tomme poesi”. Han kaldte amerikaneren “kunstens svar på pulverkaffen, posetheen og køkkenrullen. Og dét er meget positivt ment”. “En af de få institutioner i 70’ernes medieverden, der altid er og giver en befrielse.”
X-faktor
Meget få forfattere har sammen med talentet og evnen den karisma, aura og ekstraordinære appeal, der transcenderer litteraturen og gør dem til ikoniske superstars. Herman Bang, Karen Blixen, Michael Strunge, Tove Ditlevsen havde det. Suzanne Brøgger har det. Dan Turèll havde det i rå mængder. Vi kunne kalde det magi og mystik, vi kalder det x-faktor.
Yndlingssang
Fra han var fire år og resten af livet var klassikeren “Over the Rainbow” Turèlls yndlingssang. Skrevet til filmen “Troldmanden fra Oz” fra 1939. Som Turèll skrev er sangen “i den mere sentimentale stil, men sådan er vi hårdkogte forfattere jo.”
Zen
Dan Turèll refererede ofte til buddhismen og dens lære og kaldte sig buddhist. Men som han også ofte tilføjede, har en sand buddhist ikke behov for at gøre opmærksom på, at vedkommende er buddhist. Det er bare noget, man er. I “Drive-In Digte” (1977) lyder det: “Jeg er buddhist fordi jeg er totalt overbevist om buddhismens uendelige ligegyldighed og fordi jeg hader religioner og filosofier og elsker katte og bordtennis.”
Ægteskab
Dan Turèll var gift to gange. Første gang med Kirsten Brand 1966-73. I 1982 giftede han sig med skuespilleren Chili Turèll (Inge Margrethe Svendsen) med hvem han fik datteren Lotus i 1979.
Ø og Øl
Dan Turèll besøgte øen Malta 23 gange. Han boede altid i Dansk Folkeferies feriecenter og skrev flere af sine kriminalromaner her, bl.a. “Mord på Malta”, som foregår i centret. Når han var hjemme, var hans andet hjem stamværtshuset Frederik VI, kaldet “Frederik”, få skridt fra lejligheden på Alhambravej, Frederiksberg. Hvis han havde levet på sin 75 års fødselsdag er det sandsynligt, han havde fejret dagen her. Så gi’r han nok en lille én. Skål.
Åbningstiden
Tre år efter Dan Turèlls død udkom “Glad i Åbningstiden” med Dan Turèlls oplæsninger akkompagneret af Halfdan E’s musik. Det første nummer er “Jeg skulle have været taxachauffør”, Dan Turèlls populære digt fra 1977. Dan Turèll kørte meget ofte i taxa i København og var så vellidt blandt chaufførerne, at de københavnske taxaer kørte med sort sørgeflag 15. oktober 1993, da Dan Turèll døde. Han var i for en forfatter sjælden grad elsket af mange “almindelige danskere”. Efter sin død har Dan Turèll omsider fået den anerkendelse for sin kvalitet fra det litterære parnas, han aldrig opnåede, mens han levede. Professorer som Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet har sørget for kanoniseringen, og Dan Turèlls indflydelse på nutidens danske skribenter og litteratur samt kulturlandskab er – som forfatter/skribent, importør/formidler, pionér, nedbryder af skel mellem massekultur og finkultur samt mest af alt som Dan Turèll – indiskutabel. Eller som han måske selv ville sige med et gammelt amerikansk reklameslogan fra 1927: “Often imitated, never duplicated”.
