Hyggelig men skarp cocktailbar

391303_16_9_large_983.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
16. nov 2019 KL. 9:00

Emil fra Møn har omdannet et gammelt hårdkogt Vesterbro-værtshus til en ambitiøs og hyggelig cocktailbar nær spillestedet Vega

Københavns cocktailscene er for længst blevet voksen og følsom, det formelig vrimler med spændende alkoholiske vandingshuller. Det begyndte i København K, som fortsat er førende, ligesom Vesterbro har stærke bastioner i form af bl.a. Lidkoeb på Vesterbrogade.

Senest er der kommet endnu en forpost på det ydre Vesterbro nær Sydhavnen. Manden bag stedet er Emil Vang, som tidligere har været bartender på nogle af den indre bys topsteder, inden han gik solo.

Emil Vang har aldrig tilhørt den del af bartenderkorpset, som stikker ud fra mængden grundet lange moustacher, ditto fuldskæg eller outreret påklædning. Han er da også vokset op med fødderne solidt plantet i den sydsjællandske muld, nærmere bestemt på Møn, hvor hans mor driver et økologisk landbrug. Jeg bilder mig ind, at man kan fornemme dette landlige præg i Emil Vangs udstråling, for selv inden jeg kendte noget til hans baggrund, fandt jeg behag i hans selskab.

Den slags selskab, man har med en bartender en torsdag aften ved titiden efter at have været til koncert i Vega, der ligger lige i nærheden. Efter at have lukket døren bag mig hører jeg ham råbe en hilsen oppe fra baren, der er et levn fra dengang, stedet hed Café Flisen og var et af de hårdkogte steder, hvor gæsterne ofte sejlede videre, måske til den nærvedliggende Sydhavn, uden at behøve noget vand, hvilket de færreste i øvrigt drak.

"Jeg kan varmt anbefale Vang & Bar, hvis du er på udkig efter en god cocktailbar på Vesterbro. En bar, hvor hygge og venlighed vejer tungere end smartness og stil"

Dengang kunne man få en stor fadøl for 35 kr., det kan man ikke i dag, men man kan få en virkelig god cocktail for 100 kr. Det er enhedsprisen, får jeg oplyst, samtidigt med at Emil Vang skænker mig et glas vand, en skik kendt fra andre af byens ambitiøse cocktailbarer. Og det er en rigtig god idé at få fyldt noget vand på systemet, inden man dykker ned i de stærke sager.


Mezcal old fashioned
Jeg har spist mexicansk nede på La Neta og føler trang til at forblive i samme kulturkreds. Så da Vang spørger, hvad jeg har lyst at drikke, bliver svaret mezcal. Modspørgsmålet er under hvilken form, og jeg svarer, at det skal være forholdsvist enkelt, sådan at sprutten smager igennem.

Han nikker forstående og går så til værket; griber en flaske mezcal og hælder i et glas med en overdimensioneret isklump, tilsætter et skvæt grapebitter og en anelse sukker samt et par strimler grapeskal.

Hvis en enkelt ikke er nok, kan man med fordel bestille en tretrinsraket til 275 kr., der ligesom enkeltstående cocktails serveres nede ved bordene.

Her til aften er der ikke mange gæster, men det er der plads til, og Emil Vang fortæller, at man gør meget ud af at placere folk, så de har det så hyggeligt som muligt og ikke bare dumper tilfældigt ned hist eller her.

Ligesom han var hurtig til at finde på en mexicansk inspireret cocktail til mig, involverer han sig gerne i gæstens beslutningsproces frem for at have et stort fastlagt drinkskort. Dog er udvalget alligevel stort, for udover de ti daglige forslag kan man få alle klassikerne.

Økologiske råvarer
Udsøgt, fordi der bruges god spiritus, som blandes med bl.a. gode økologiske ingredienser fra Emil Vangs mødrende gård på Møn eller Seerupgaard på Amager.

“Jeg prøver at arbejde ligesom kokkene, der går efter sæsonaktuelle råvarer, så igennem sommerhalvåret er mit cocktailudvalg stærkt påvirket af, hvad gårdene høster den pågældende tid,” forklarer Emil Vang, der anser det som en selvfølge, at de forskellige slags frugtsaft, kompot med mere er hjemmelavet.

Jeg kan varmt anbefale Vang & Bar, hvis du er på udkig efter en god cocktailbar på Vesterbro. En bar, hvor hygge og venlighed vejer tungere end smartness og stil.

oltr@borsen.dk