Han skal dø. Livet får en ende. Det endegyldige punktum kommer nærmere.
Den daværende chef for DR P1 Thomas Buch-Andersen kan ikke huske, hvilken skov han gik i dengang for tre år siden, men han kan huske, hvordan han mærkede de gamle ord “memento mori” – husk, du skal dø – helt ned i fødderne på skovstien.
Som en fornemmelse af, at han stod på midtermærket på sit livs tidslinje. Halvdelen lå bag ham, og derfra ville han have mindre og mindre tid til at leve sine drømme og længsler ud.
“Det føltes, som om hvert skridt derfra enten ville lægge lodder i eller trække dem fra på den vægt, der vejer eksistensen op i den helt store tabel,” forklarer den nu 49-årige vært på TV2 News, som vi sidder og skutter os med grå tæpper over benene på Illums tagterrasse under de lave skyer over København.
Han havde sat flueben i alle boksene på sit livs curriculum: Chefjob, tjek. Dejlig kone, tjek. Tre børn, tjek. Hus, tjek. Bil, tjek. Og alligevel gik den daværende chef for DR's P1, Thomas Buch-Andersen, den dag i 2017 alene på en skovsti og blev i tvivl, om det var godt nok.
Han havde puklet med at få de ydre statusmarkeringer på plads, og alligevel pressede midtvejskrisen sig på med spørgsmålet: Hvornår bliver det rigtigt fedt?
Som ung arbejdede han sig op fra bunden i BBC i London ved først at opdatere hjemmesiden med trafikmeldinger til at slutte med en stilling som journalist på BBC World News og interviewprogrammet “Hard Talk”. I 2005 flyttede han hjem til Danmark og fik foden indenfor hos DR og blev kendt hos danskerne som vært for “Detektor”, hvor han afdækkede fejl og fakta i den offentlige debat. De seneste fem år var han kanalchef for P1, indtil han i oktober i år sprang til en værtsrolle på TV2 News.
Det største spring er dog sket inde i ham selv. Det tog afsæt i en følelse, der satte ind i perioden omkring skovturen.
“Det var en følelse af ikke at være helt tilfredsstillet. Ikke at nå helt ind til min sjæl med den måde, jeg levede på. Tidligere i mit liv havde jeg kunnet verfe den væk med et “det kommer senere i livet”. Det nye var, at det var begyndt at gå op for mig, at der kommer en dag, hvor livets skjorte – med Michael Bundesens ord – bliver for kort,” siger Thomas Buch-Andersen.
Det var ikke, fordi han fik klager derhjemmefra, men han følte ikke selv, han gav sin kone og sine børn nok opmærksomhed. Han tog dem lidt for givet, og hvis han skal være ærlig, lod han også ofte sin kone trække det største læs med børnene med den ubevidste undskyldning, at han havde haft en travl dag på job og i øvrigt hev en løn hjem.
“Og det var ikke tilfredsstillende for mig. Jeg ville gerne have en bedre relation til min kone og fædre mig lidt op,” siger han.
Nogle begynder at cykle mountainbike. Andre sælger sommerhuset og rejser verden rundt; men Thomas Buch-Andersen oplever, at flere moderne mænd midt i livet begynder at løfte blikket fra karriereruten. I modsætning til kvinder, som gerne søger sammen og deler både sorger og glæder med hinanden, er mænd generelt mindre gode til at vende sig mod hinanden for støtte og inspiration.
Dengang han selv løftede blikket, begyndte han at suge til sig om mænds midtvejskriser og de forskellige værktøjer til at håndtere dem. Han læste og lyttede om yoga, meditation, kost og træning, og han tog en yogainstruktøruddannelse på Hamsa Yoga og en facilitatoruddannelse i Sverige i The Rites of Passage ved den australske læge Arne Rubinstein. Hans filosofi går kort fortalt ud på via ritualer at styrke unge mænds selvforståelse, synliggøre deres potentialer og skabe sunde visioner for fremtiden. Med den som grundlag har Buch-Andersen tidligere faciliteret fælles ritualer mellem drenge og deres fædre i naturen, bl.a. hans egen teenagesøn.
“Hvor kvinderne i årtier har kæmpet for at komme ud på arbejdsmarkedet, tror jeg, at mange mænd i dag kæmper for at komme hjem
Thomas Buch-Andersen
“Piger har deres helt naturlige overgangsrite den dag, de får menstruation. Hos alle naturfolk har man haft overgangsriter, men i dag har drengene kun konfirmationen, som efterhånden er reduceret til en fest, hvor man drikker øl med onklerne, groft sagt,” siger Thomas Buch-Andersen, der i dag bruger sin erfaring til forløb for voksne mænd, der står i en anden stor overgang i livet, nemlig den hvor de som han opdager, at de søger at leve sig selv fuldt ud på andre planer end karrieren.
“Der sker et skifte i samfundet nu, og den tydeligste manifestation er #metoo-bevægelsen, men skiftet sker også hos mændene. Hvor kvinderne i årtier har kæmpet for at komme ud på arbejdsmarkedet, tror jeg, at mange mænd i dag kæmper for at komme hjem. Til ægteskabet, børnene og til sig selv,” siger han.
Fordi han godt kan lide at videreformidle, hvad han selv har lært, kører han nu sit eget workout yogahold for mænd i et lokale på Amager, udgiver et nyhedsbrev om kost, yoga og selvudvikling et par gange om måneden og coacher andre søgende mænd.
“Det handler om personligt lederskab. At man er i stand til at styre livet hen, hvor man gerne vil i stedet for at livet styre én,” siger han.
Som noget nyt for ham selv har han erfaret, hvor saliggørende naturen er, og efter åbenbaringen på stien har han brugt skoven i sin egen overgang fra yngre mand til midaldrende. Bl.a. ved udesidning, en gammel nordisk tradition, der i Thomas Buch-Andersens tilfælde indebar, at han drog ud på en grøn plet med sin sovepose, et liggeunderlag, to tæpper og 12 liter vand for at faste og være alene med sig selv og sine tanker i tre dage.
Den sidste nat stod han op hele natten fra solnedgang til solopgang og havde givet sig selv én kvadratmeter at holde sig til for at give turen “et svirp med halen”.
“Det var langt og koldt og hårdt,” indrømmer han med et smil. “Og overraskende stille. Jeg havde fået at vide, at skoven kunne være fuld af lyde, men faktisk var der utroligt stille,” husker han. Det, der larmede mest, var faktisk hans egne tanker, der gik i rundgang om de samme gamle spørgsmål og de samme strategier for fremtiden, og det var noget af en øjenåbner.
Det bevidstløse tankemylder arbejder han nu dagligt på at give slip på. Han har indført en daglig praksis af både meditation, yoga og sunde kostvaner, og for at nå det står han op kl. 05.00 hver dag.
“Og jeg må bare sige, den “5 AM Club” er en fantastisk opfindelse, for der er så meget at hente i den tidlige time af dagen. Jeg har altid troet, at guldet lå i aftenen, men når jeg har haft en stund for mig selv til at meditere og skrive i min dagbog, inden de andre står op, går jeg fri af det morgenkaos, som jeg godt kunne stå i før,” siger han.
Som det er med planer, holder de ikke altid, og i dag har han f.eks. ikke nået sin daglige taknemmelighedsøvelse, hvor han skal skrive ti ting ned, han er taknemmelig for. Men det tæller også, at han nu remser dem op: sine børn, sin kone, sit helbred, sit arbejde, at han kan omsætte sin egen læring for andre via sin undervisning, at han bor i et demokrati, at vores nation har givet ham så mange muligheder, at han har mange gode venner. Og sin praksis.
Når det gælder meditation, sværger han til den norske forskningsbaserede metode Acem, som er udviklet af læger og psykologer, der har skrællet alle religiøse aspekter af den mentale træning. Man skulle tro, han havde nok at gøre med både familie, hus og fuldtidsjob til også at meditere en halv time hver dag, og den tanke strejfede ham også, for undskyldninger er det nemmeste at finde. Tiden og viljen kan være noget sværere at finde.
“En meditationslærer sagde engang til mig: “Hvis du har svært ved at finde 20 minutter til din meditation, så sæt dig i 40 minutter”. Altså, det betaler sig på alle mulige fronter, at man træner sit sind dagligt. Så spilder jeg f.eks. mindre tid på slendrian og ligegyldige ting resten af dagen,” siger han.
Du lyder som en travl mand – hvordan kan det gavne din kone og dine børn, at du når alt det på en uge?
“Ja, det er et godt spørgsmål, men jeg ser det sådan, at når jeg er tro mod mig selv og mine behov, er jeg meget mere tilfreds og klar til at være nærværende med min familie,” svarer han.
Hvordan føler du selv, du har forandret dig som ægtemand?
“I stedet for at tænke, at vi jo er gift og har valgt hinanden til én gang for alle, gør jeg mig umage for at sætte en intention for, hvad jeg vil med min kone hver dag. Og at vise hende, at jeg er glad for, at hun er i mit liv,” siger han og fortsætter:
“Jeg havde nok en forventning om, at når det ikke gik godt, var det nok min kones skyld. Men kærlighed er jo ikke noget, man får, det er noget, man skaber. Det krævede, at jeg tog lederskab over det område i livet. At vise, at jeg vil lige så meget med mit ægteskab, som jeg vil med mit arbejdsliv,” siger han. Som par er de gået igennem de gængse energikrævende faser, hvor de fik børn og købte hus, mens de hver især sideløbende ræsede af sted i to arbejdsliv.
Konflikter har de ikke fået færre af, men han går mere åbent ind i dem i stedet for at stemple ud. Han er samtidig opmærksom på at være bedre til at melde ud, hvad hans egne behov er. Som f.eks. at gå en tur for sig selv et par timer, som han gjorde den dag for fire år siden, da han opdagede midterpunktet på sin tidslinje.
“Det er min antagelse, at hun mærker mig tydeligere i dag, og at kærlighedsopfattelsen er stærkere.”
Og hvordan lyder din kones feedback på dine nye tiltag?
“Hendes feedback er, at hun synes, jeg er mere til stede. Og jeg synes, hun har været god til at tage imod de forandringer, jeg har foretaget.”
Undervejs i sin research om det optimale liv stødte han på den amerikanske biomekaniker, topatlet og forfatter Ben Greenfield, hvis budskab bl.a. lyder, at man kan ændre på sin estimerede levetid gennem sund mad og fysisk træning. Det har ført til, at han mestendels spiser vegetarisk og har lagt alkoholen på hylden. Det sidste kom efter en sommerferie for to år siden, hvor han og hans kone over flere uger havde haft en festlig gin og tonic-rus kørende hver aften, og han trængte til at holde en pause. Da han nåede julefrokosterne, opdagede han, at han ikke havde savnet hverken drinks eller rødvin, så siden har han kun drukket et glas champagne på sin kones 40-års fødselsdag og smagt en vanvittigt god whisky, som hans kammerat hjemmebrændt.
Han er fuldt ud klar over, at det hele kan lyde helligt og klichéfyldt i andres ører, men faktum er, at han aldrig har haft det bedre i kroppen trods dens kronologiske alder, og at han føler sig mere i balance mentalt.
“De fleste dage har jeg det sådan, at hvis det skulle blive min sidste, har jeg ydet mit bedste og levet fuldt ud. I virkeligheden er det en måde at forholde mig til døden på hver dag.”
