Halvandet minut var alt, det tog online i oktober 2023, før Noma kunne melde alt udsolgt til deres pop-up restaurant på Ace Hotel Kyoto i Japan i de ti uger fra 8. oktober til 18. december 2024. Endnu et tegn på Nomas globale superbrand, hvor de siden åbningen i 2003 har været en af de førende restauranter i verden.
Lige nu er der altså lukket for Noma-gryderne i København, mens René Redzepi og hans mandskab jonglerer med ingredienser, råvarer og vinkort i Kyoto, og det leder naturligt til spørgsmålet om, hvad der skal ske med lokalerne på det tidligere søminedepot på Refshalevej 96, hvor Noma flyttede ind i februar 2018?