Hvem betaler 10 mio kr for et ur?

1.4 millioner euro. Eller omregnet cirka 10 millioner kroner. Det var prisen på Richard Milles ur af safirglas, da det blev præsenteret under urmessen Salon International de la Haute Horlogerie (SIHH) i Geneve i 2012.

Den franske urdesigner bag navnet på urskiven proklamerede, at han agtede at producere fem styk i alt. Det ville komme til at tage et lille års tid, for hvert stykke af den tredelte urkasse af safirglas tog alene tre uger at færdiggøre.

"Et Richard Mille om armen afslører, at herren med de stramme badebukser højst sandsynligt ejer den allerstørste yacht i vandet foran stranden"

Ikke overraskende blev dette ur det mest omtalte på årets urmesse og alverdens urrelaterede diskussionsfora var fulde af både forargelse og forundring.

Det første ur blev ifølge rygterne bestilt af en japansk ursamler, og imponerende nok var de fire resterende ure solgt til forhandlere på messens tredje dag.

Som sidenote kan man jo lige nævne, at den japanske samlers hjemland nogle måneder før urmessen var blevet ramt af en katastrofal tsunami. Men der findes åbenbart ikke en bedre trøst end et dyrt ur. Et rigtig, rigtig dyrt ur.

Men hvad får voksne mennesker til at lægge 10 millioner på disken hos den lokale Richard Mille-forhandler og mene, at de netop har købt et ur, der er alle de penge værd? Det kommer vi tilbage til. Lad os først lære manden bag urene at kende.

Driftig franskmand

Richard Mille startede sin karriere i urbranchen hos japanske Seiko i 1974. Her lærte han om stringente produktionsmetoder og militant orden i geleddet.

Hans kreative sind skaffede ham dernæst en position på direktionsgangen hos det anerkendte franske ur- og smykkefirma Mauboussin i 1994, hvor han var med til at skabe den succes, som det hurtigtvoksende firma oplevede i 1990'erne.

Mille blev i løbet af få år medejer af Mauboussin, men besluttede sig for at sælge sine ejerandele i 1998. Salget gjorde ham ganske velhavende, og det varede ikke længe, før han besluttede sig for at designe sine egne ure, inspireret og drevet af de idéer, som han ikke havde succes med at lancere som direktør for Mauboussin.

Da Mille var parat med sit første ur i 2001, var det med et års forsinkelse, for han ikke var helt tilfreds med de første prototyper. Hans leverandører advarede ham imod hele tiden at lave noget om, idet det ville blive en særdeles bekostelig affære og desuden udsætte lanceringen.

Men Mille var ligeglad. Det første ur skulle ikke bare være radikalt anderledes fra andre ure på markedet. Det skulle også fungere perfekt og være et produkt skabt 100 procent efter hans præmisser.

Den lange og ikke mindst ofte afbrudte produktionsproces resulterede i en dyr debut. Alligevel var det første ur solgt mindre end en time efter at det var blevet leveret til en af Milles bedst sælgende forhandlere og medinvestor, Kronopassion, i Paris.

Prisen var ca. 500.000 kroner, men det åbenbart anderledes ur i denne prisklasse tiltalte kræsne ursamlere. Samlere, der ønskede noget ekstravagant og innovativt i stedet for konservativt og reaktionært.

Ur på 18 gram

Siden 2001 har Mille lanceret de to letteste armbåndsure i verden med en vægt på blot 18 gram, som verdens bedste tennisspiller, Rafael Nadal, og den storvindende Formel 1-kører Felipe Massa bærer, når de sejrer på alverdens baner inden for hver deres sportsgren. Vel at mærke sportsgrene, hvor det ikke er kutyme at bære armbåndsur i kampens hede.

Mille har gang på gang bevist, at mekaniske ure med normalt meget følsomme funktioner snildt kan sidde om armen af hårdtslående golfspillere. For eksempel Bubba Watson, der har overrasket verden med sin utraditionelle spillestil og sine pludselige sejre på alverdens golfbaner.

Der sad også et Richard Mille om håndleddet på den lynhurtige sprinter Yohan Blake fra Jamaica, der ikke bare imponerende med sin præstation under De Olympiske Lege i London 2012, hvor han blev nr. to på både 100- og 200 meter.

Spørgsmålet er imidlertid, om det var Blake eller Mille, der fik mest opmærksomhed under den sportsevent, fordi man ikke er vant til at se sprintere bære ure.

Trods Milles ihærdige markedsføringsstunt om håndleddene af talentfulde sportsstjerner og hans promovering af disse som "a race car on the wrist" handler hans ures høje pris for så vidt ikke om kvalitet i særklasse.

Selv en særdeles åbensindet og legesyg urmager vil have svært ved at finde detaljer og dele, der skulle kunne retfærdiggøre de ca. 330.000 kroner, som det billigste Richard Mille-ur koster.

Og en senior McKinsey-konsulent vil utvivlsom klappe i sine hænder, når han eller hun har lavet en udregning fra de egentlige produktionsomkostninger til endeligt salg af safiruret til 10 millioner kroner og bruge dette ur som led i undervisningsmateriale på handelshøjskolen med titlen "Profitmageri i det øvre segment".

Forførelsesfaktor

Milles ures værdi handler om forførelse og følelser, en udefinerbar valuta, der vel at mærke anerkendes i alle verdenshjørner. Ikke mindst de hjørner, hvor verdens ca. 2500 "crazy billionaires" holder hof.

Her viser de deres rigdom med diskrete, men effektive statussymboler, der imponerer omkring et cafébord eller ligefrem på stranden, hvor et par røde Speedos alene ikke kan afsløre, om herren inde bag de stramme badebukser er rig eller fattig.

Et Richard Mille om armen afslører dog, at herren med de stramme badebukser højst sandsynligt ejer den allerstørste yacht i vandet foran stranden, hvor han ligger.

I et forsøg på at forstå prisen på Richard Mille har jeg i perioder testet nogle af deres ure. Normalt tester jeg et ur for præcision, bærekomfort, læsevenlighed og andre naturlige detaljer, man finder i og på et armbåndsur.

"En manager i en urbutik i London henvendte sig høfligt og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at se deres "private collection"

Men at bære et Richard Mille har ikke så meget med normalitet at gøre. Og det har for så vidt heller ikke så meget med hverken præcision eller en læsevenlig urskive at gøre. I stedet tiltrækker et ur fra Richard Mille opmærksomhed fra både connaisseurer såvel som visse dele af servicesektoren.

Jeg har f.eks. oplevet at blive opgraderet på et hotel i Geneve, efter at conciergen havde komplimenteret mit ur. Han har sikkert tænkt, at hvis jeg har råd til et sådan ur (det var et RM011 Felipe Massa af titanium, der har en listepris på ca. 860.000 kroner), så bestiller jeg helt sikkert også de dyreste vine i hotelbaren, køber hysterisk ind i hotellets butikker og ikke mindst er rundhåndet med drikkepengene.

Medlem af klubben

En manager i en urbutik i London henvendte sig høfligt og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at se deres "private collection", hvorefter jeg blev vist ind i et separat rum via en hemmelig dør i væggen, der ikke blev åbnet for hvem som helst. Og med rette, idet priserne på urene i dette rum startede på cirka en million kroner.

Ligeledes har jeg på restauranter oplevet at blive spurgt til uret om mit håndled af velklædte herrer af udenlandsk oprindelse, der efter høflig hilsen løfter den skræddersyede skjortemanchet til side og fremviser et ur fra samme designer. Og så er et venskab skabt.

Champagne af gode årgange kommer på bordet, historier fra lystyachter fortælles, hemmelige kældre fulde af eksotiske biler vises frem på skærmen af luksuriøse Vertu-telefoner og invitationer til falkejagt i mellemøstlige ørkner findes i postkassen dage efter det spontane møde med en Richard Mille-fælle.

Der bliver aldrig spurgt til urets præcision, mit erhverv, eller om jeg overhovedet er den retmæssige ejer af uret. Disse detaljer synes ligegyldige og trivielle i selskaber, der typisk består af unge mænd, hvis indtægt kommer fra uudtømmelige oliefelter.

I stedet mener de andre herrer med et Richard Mille om armen, at vi må tilhøre den samme klub af überprivilegerede, der er vant til at bo på de bedste hoteller, flyve i private jets, blive budt velkommen bag de mest hemmelige døre og shoppe ure til 1 million kroner. Mindst.

Danmark har endnu ikke en forhandler af Milles ure. I stedet må man til den svenske hovedstad for at få en fornemmelse af de ure, der får verdens elite til at dykke dybt ned i Centurion American Express-kreditkortet for at signalere medlemskab i en særdeles eksklusiv klub med et Richard Mille om armen.

Forvent dog ikke, at personalet på D'Angleterre vil opgradere dig, selv om du lige har brugt en lille million på et ur fra Richard Mille. På vores breddegrader synes de fleste stadig at have svært ved at se forskel på et ægte og falsk Rolex.