ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hurtigste danskbyggede båd nogensinde

Danskbygget trimaran er den hurtigste danskbyggede båd nogensinde.

Sejlmaskinen Carbon3 er realiseringen af tre unge bådebyggeres fælles drøm om at bygge en sejlbåd, som kan sejle rigtig stærkt.Under optimale forhold kan båden sejle tre gange vindens hastighedProjektet Carbon3, som er en moderne højteknologisk trimaran, begyndte for fire år siden, da Jakob Frost, Jakob Groth og Jonas Pedersen fra skibsværftet Tuco Marine Group i Faaborg talte om, at der i Danmark ikke var udviklet racerbåde skabt til fart og rekorder, siden de store såkaldte broskrabere som »Buksesnedkeren« og »Andelsbanken« blev bygget og kæmpede bravt mod hinanden i de store hjemlige kapsejladser.


Gasterne Jakob Groth og Søren Gitz-Johansen sidder med skøderne klar til hurtige vendinger.

»Det er jo ved at være 25 år siden. Det var de hurtigste både herhjemme. Vi syntes det var træls, at det ikke fandtes mere. Dengang de blev bygget, var det de unge bådebyggere, som var skabende. Hvert år kom nye både til, og der blev kæmpet om rekorderne og omsejlingstiderne på de forskellige sejladser,« siger Jonas Pedersen fra Tuco-værftet, som selv har været med til at bygge den nye båd.

Læs også:
Her er Danmarks hurtigste sejlbåd
To en halv gange Jorden rundt - blev otte min. forsinket
Maritim ingeniørkunst får bedre danske kår

»Vi syntes, vi havde en mulighed og en pligt til at være med fremme og tage teten, skabe noget nyt og hurtigt og bevise, at vi i Danmark rent faktisk også kan bygge hurtige både. Vi har kompetencerne til at bygge hi-tech-design og i de nyeste materialer,« siger Jonas Pedersen.

Bygget i kulfiber

Carbon3 er som navnet antyder helt bygget op i kulfiber. Carbon3 er en trimaran på 40 fod i længden og 33 fod i bredden. Masten er også af kulfiber, en drejelig vingeformet mast, som giver mindst vindmodstand. Masten rager 22 meter op over vandoverfladen.

Hele båden vejer kun 1900 kg, fordi kulfiber ikke bare er et meget stærkt materiale, det er også meget let. Båden er tegnet af den internationalt anerkendte skibsdesigner Nigel Irens, som har tegnet trimaraner til verdenskendte jordomsejlere som franske Loïc Peyron og britiske Ellen MacArthur, og den er bygget på værftet i Faaborg af de tre ejere og idemænd i deres fritid. Det er den hurtigste sejlbåd, som nogensinde er bygget på et dansk bådeværft.Båden accelererer som en motorcykel»Under optimale forhold kan båden sejle tre gange vindens hastighed,« siger Jonas Pedersen.

Børsen Maritim oplevede den ekstreme fart under en testsejlads i Faaborg Fjord i sidste uge, da båden med Jesper Bank ved roret passerede 30,7 knob i moderat til kraftig vind med fok og to reb i storsejlet. Båden accelererer som en motorcykel, og man skal holde godt fast i trampolinen for ikke at falde af, når det pludselig går vanvittig stærkt. Til gengæld, og det kendetegner alle trimaraner, så går den fuldstændig i stå i vendingerne.


Rigeligt med vind og fladt vand giver optimale sejlbetingelser for en trimaransejler.

Båden har ingen køl og så godt som intet opskud. Trimaransejlads er anderledes end sejlads med enkeltskrogsbåde. For det første går det meget stærkt, og for det andet skal besætningen hele tiden være på tæerne, især med vinden ind agtenfra og høje bølger.

Båden Carbon3 skal denne sommer sejles med henblik på at vinde kapsejladser og tage rekorden Danmark Rundt med Jesper Bank som skipper og en nettobesætning, som udgøres af Jakob Frost, Jakob Groth, Søren-Gitz-Johansen og Jonas Pedersen.

»Vi har et ønske om, at båden skal ud at sejle mest muligt, så vi er faktisk rigtig mange sejlere involveret i projektet,« siger Jonas Pedersen.

Prestigefyldt sejlads

Jesper Bank er begejstret for båden.

»Jeg er godt nok imponeret. Den skal sejles til grænsen for, hvad den kan tåle, så kan den slå de fleste af de rekorder, der er sat herhjemme,« siger Jesper Bank, som mener, at båden kan være med til at gøre sejlsport tiltrækkende og muligvis endda gøde jorden for, at Danmark kan deltage i verdens mest prestigefyldte sejlads Americas Cup, hvor de indledende sejladser skal sejles i katamaraner.

Båden vandt kapsejladsen i Kieler Woche Offshore for nylig. Hen over sommeren skal Carbon3 forsøge at være hurtigst Danmark Rundt og deltage i Watski2Star i Kattegat 19.-20. august. Næste år udvides med sejladser i Norge og Sverige, de store kapsejladser Gotland Rundt og Færder Race i Oslofjorden.Man skal holde godt fast i trampolinen for ikke at falde af, når det pludselig går vanvittig stærktSjælland Rundt kan det ikke blive, da Helsingør Sejlklub som arrangør ikke længere vil have flerskrogsbåde med på denne sejlads, som tidligere var Danmarks ubetinget største og mest prestigefyldte kapsejlads.

I 2004 og 2005 var Sjælland Rundt en del af den Nokia-sponsorerede Oops Cup for 60 fods trimaraner. Rekorden Sjælland Rundt blev sat i 2005 af trimaransejleren Steve Ravussin i Stena Sovcomflot i tiden 12 timer 31 minutter – en rekord, som kommer til at stå i mange år endnu.


Skipper Jesper Bank er alvorligt tændt på trimaransejlads, som er meget anderledes end de kølbåde, han er verdensmester i at sejle.

En båd magen til Carbon3 kan bestilles på værftet, hvis en kunde skulle ønske sig sådan en. Man skal dog være opmærksom på, at det er en sejlmaskine, og at der absolut ingen apteringskomfort er i båden. Alt er indrettet med henblik på at optimere farten. Der er således heller ikke nogen motor om bord, for sådan en vejer for meget. Prisen vil ligge på en halv mio. euro plus moms.

Læs også:
Superkokke skifter til superyachter
Danmarks ypperste sejlerpiger
Fra toldkrydser til familiehybel
.

Andre læser dette lige nu