Et nyt fænomen har bredt sig i gadebilledet, særligt blandt unge mænd: Deres bukser stumper gevaldigt. Så meget at huden på anklerne eller et par hvide strømper kommer tydeligt til syne, også selvom temperaturen er omkring nulpunktet. Bukserne er som regel enten jeans tilsat et par grove sneakers eller sorte herrebukser tilsat lædersko. Og man får lyst til at råbe, eller i hvert fald hviske lige så stille: “Hov, han har jo for korte bukser på.” Men hvad i
“alverden er det, der er på spil med de manglende centimeter omkring mænds ankler?“Selv ikke
Torsten Grunwald, ekspert i klassisk herrestil
den klassiske mandetype ønsker at holde fast i en gammeldags
og bedaget stil”
“Tendensen med de unge mænd, der løber rundt i jeans, T-shirt og store sneakers, er kulminationen på en lang periode, hvor bukser generelt er begyndt at stumpe,” siger Kim Grenaa, grundlægger af Grenaa Creative og med en lang karriere bag sig i modebranchen, hvor han bl.a. står bag kampagner og modeshows.
Allerede i 2001 viste den amerikanske designer Thom Browne jakkesæt, der var helt klassiske – bortset fra én ting: både jakker og bukser var “krøbet”, så de var helt korte. Mens den helt afkortede version af jakkesættet forblev et modefænomen, bredte tendensen til kortere bukser sig i årene fra omkring 2007, hvor bl.a. chinos med opsmøg vandt indpas.
Derefter indtog de stumpende bukser også den klassiske herregarderobe, så bukser til også jakkesæt i dag er kortere end tidligere.
Det fortæller Torsten Grunwald, ekspert i klassisk herrestil, der bl.a. står bag bloggen “Den velklædte mand.”
“Bukser til de mere moderne jakkesæt knækker ikke længere på skoene. Før var reglen jo, at bukserne skulle nå helt ned til kanten af sålen bagpå skoene. Det gør de slet ikke længere – og de ville heller ikke kunne, hvis de var lange nok, fordi bukserne i dag er så smalle,” fortæller Torsten Grunwald.
“Det har dog særligt været jakkesæt efter britisk tradition, der har haft vidde og lange bukser, mens italiensk skrædderi ofte er smallere og med lidt kortere bukser. Men nu er tendensen generelt, at bukser til jakkesæt stumper en smule, så man ser strømperne, når folk går,” siger han.
Stilbruddet med at bruge hvide strømper eller sokletter, så man har bare ankler, som vi ser blandt unge, har den klassiske mand dog ikke taget til sig.
“Som advokat eller revisor ønsker man sjældent at vække opmærksomhed med sine strømper eller ankler. Alligevel er også denne type mand opmærksom på modeudviklingen, som han tager til sig, om end på en forsigtig måde. Selv ikke den klassiske mandetype ønsker at holde fast i en gammeldags og bedaget stil. Han vil også signalere, at han følger med tiden. Derfor er også de stumpende bukser i en vis udstrækning blevet del af den klassiske mandegarderobe med jakkesæt,” siger Torsten Grunwald.
De stumpende bukser hænger godt sammen med de mere smalle jakkesæt, vi har set i det forgangne årti, der erstattede det helt klassiske jakkesæt med megen vidde i både jakke og bukser fra 1990’erne.
“Havde bukserne brede med vidde ved foden, ville de sejle lidt rundt og få et klodset udtryk, hvis de ikke støttede sig til vrist eller hæl. Men når de er smalle, flagrer de stumpede bukser ikke,” siger Torsten Grunwald, men bemærker, at kombinationen af smalle og stumpende bukser kan være upraktisk, når man sidder ned, da bukserne kan sætte sig fast på læggen, så man skal rette på dem – og det er bl.a. derfor, vi ser udvikling af flere stretch-materialer til jakkesæt.
Men stilmæssigt kan stumpebukser noget.
“De giver et velklædt, men mere afslappet udtryk, sat sammen med f.eks. en blazer eller en strik. Stumpebukser giver kant og er mindre formelle end lange bukser,” siger Kim Grenaa.
Kim Grenaa mener, at stumpebukser nu er blevet en klassiker og vil være her de næste mange år, netop på grund af deres mere uformelle udtryk. Tendensen til et mere afslappet og skødesløst udtryk, der er kommet over de seneste årtier, er nemlig kommet for at blive.
“Også selvom de allermest casual og streetede tendenser som f.eks. sneakers er ved at forsvinde fra modehusenes catwalks og blandt toneangivende influencere til fordel for et look, der faktisk er lidt mere formelt og tailored, men netop her er de stumpende bukser gode til at lette looket,” siger Kim Grenaa.
Udover den klassiske mandetype i jakkesæt peger Kim Grenaa på tre andre typer, der alle bruger stumpebukser på forskellig vis.
“Den første er den helt unge modebevidste, som vi har været inde på, og som jeg kalder “The Scandinavian”. For jeg har ikke set samme tendens i andre storbyer end København til at bruge højtaljede stumpende jeans og store sneakers. Han er inspireret af modehuse som Vetements og Balenciaga, og de stumpende bukser er en nem måde at signalere tilhørsforhold til sin “stamme.” De højtaljede bukser, han typisk bruger, giver en flad røv, og skoene ser klodsede ud, så min mormor ville jo ikke kunne se, at han var smart, men han sender signalet til de rigtige, de indviede, og det er det vigtige for ham. Næste sæson finder han på noget andet,” siger Kim Grenaa.
“Type nummer to er ham, jeg kalder “The Satorialist”. Man kan nemt afkode, at han er velklædt, og han bruger stumpebukserne sammen med klassiske komponenter fra herregarderoben, hvor man kan se, at han har tænkt over hver eneste detalje, og de stumpende bukser tilfører kant.”
Endelig er der ham, som Kim Grenaa kalder “The Modern”, som klæder sig i oversize, med bukser med vidde og stor strik, og som bruger stumpebukser for ikke at drukne i tøjet.
“Oversize tøj har jo det problem, at det kan se ud som om, at tøjet er for stort. Men med et par stumpende bukser kan man se, at det er et bevidst valg. Det er den gruppe, jeg selv tilhører, og jeg bruger typisk stumpebukser med støvler til, for ellers kan anklerne godt fremstå ret tynde, og skoene kan virke lidt klodsede.”
Men i takt med at stumpebukserne er blevet en klassiker, og silhuetten på jakkesæt er blevet smallere, ser vi sideløbende en ny bevægelse mod mere rummelige snit, påpeger både Torsten Grunwald og Kim Grenaa. Og de seneste tre par bukser, som Kim Grenaa har købt, er faktisk helt lange. For ingen tendens uden en modtendens.
