ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Synes du også, at højtalere er grimme? Så kunne denne være dit næste køb

Beosound Emerge er B&O's seneste bud på en multirumshøjtaler, der både kan skille sig ud og falde i et med din boligindretning

Beosound Emerge er en højtaler for dem, der vægter design højere end hifi-lyd, om end den spiller ganske hæderligt. PR-foto
Beosound Emerge er en højtaler for dem, der vægter design højere end hifi-lyd, om end den spiller ganske hæderligt. PR-foto
Anmeldelse

Beosound Emerge


For:Flot designet højtaler, der både kan falde i med din indretning og skille sig ud. Let opsætning og betjening, lækre materialer.

Imod:Højere pris end højtalere i samme segment, lydbilledet mangler en smule dybde.

Beosound Emerge Gold Tone,

5599 kr.,

bang-olufsen.com

Der er nok at vælge imellem, hvis man er på udkig efter en streaminghøjtaler med multirumfunktion. Og et af de nyeste bud på hjemmets næste streaminghøjtaler kommer fra B&O. Det er ikke mere end et par måneder siden, at Bang & Olufsen introducerede Beosound Level, og nu er Struer-virksomheden klar med Beosound Emerge. En højtaler, der i udtryk og materialevalg minder om den større og dyrere Level.

Med en pris på 4499 kr. for den sorte variant i aluminium og stof og 5599 kr. for modellen i træ med rødguldfarvede detaljer placerer Beosound Emerge sig som den billigste multirumshøjtaler fra B&O. Men spørgsmålet er, om den er pengene værd?

Under det brune omsvøb af egetræ er der blevet plads til en diskant, en mellemtone og en basenhed. Højtaleren kan betjenes på oversidens touchpanel, men en smartphone vil nok være de flestes foretrukne form for betjening. Med Spotify Connect, Google Cast og Apple Airplay 2 kan Beosound Emerge indgå problemfrit i hjemmets eksisterende højttaleropsætning.

Opsætningen klares hurtigt og let med B&O's app, hvorfra man også kan justere højttalerens lydbillede efter en række prædefinerede profiler eller frit efter eget valg. Men egentlig behøver man ikke gøre noget, for under selve opsætningen lokaliserer Beosound Emerge selv sin placering i rummet og tilpasser sin lyd til omgivelserne.

En god lydbog

Beosound Emerge ligner en bog, og placerer man den i bogreolen, falder højtaleren nærmest i et med de mange forskelligt farvede rygge. Men selvom højtaleren faktisk kan spille igennem selv den tætteste flankering af moppedrenge som Saxos Danmarkskrønike eller et assorteret udvalg af svenske krimier, fortjener den lidt luft omkring sig, da de høje og normalt klare toner ellers bliver uldne.

B&O anbefaler Beosound Emerge til rum fra 5 til 30 kvm, men det sidste er at strække den lille højtalers evner. Og uanset rummets størrelse egner den slanke enhed sig klart bedst i rollen som stemningsmusikant frem for at være festens midtpunkt. Til gengæld er den, med sit smukke ydre, klare lydbillede og multirumsfunktion, oplagt i f.eks. spisestuen, hvor Beosound Emerge da også har gjort tjeneste under denne testperiode.

En af begrænsningerne, der gør, at Beosound Emerge ikke bør være den primære lydkilde i et større rum, er samtidig også en af højtalerens største styrker. Den slanke, kileformede profil levner simpelthen ikke fysisk plads til de helt store muskler, når det gælder om at gengive dybere bas. Til gengæld får man svært ved at finde en pænere multirumshøjtaler i samme prisklasse.

Ikke 360-graders lyd

Er man derfor på udkig efter en streaminghøjtaler til hele stuen med 360-graders lyd og multirum, og er det B&O, der trækker, kommer man ikke uden om at skulle grave dybere i lommerne og i stedet investere i en Beosound Balance eller Beosound 2.

Efter at have lyttet til B&O's nye højtaler i et par uger er konklusionen, at man har at gøre med en højtaler, hvis store styrke ikke nødvendigvis er det, der normalt er en højtalers primære formål.

B&O har altid været anerkendt for deres lyd, og hvor Beosound Emerge spiller mere end hæderligt, er højtaleren ikke for de decideret audiofile. Den er til gengæld et ekstremt godt bud på en lille højtaler til boligens sekundære rum hos dem, der vægter æstetik mindst lige så højt som tekniske præstationer.


Andre læser dette lige nu