En pale ale skabes med pale ale-malt. Det er såre simpelt.
Men på trods af betegnelsenbleger øllet ikke lyst som en pilsner, men gerne i nuancer fra bronze til mørkerød.
“På trods
Om ipa-øl
af betegnelsen bleg er øllet ikke lyst som en pilsner, men gerne i nuancer fra bronze til mørkerød
Den historiske britiske pale ale brygges på malt, der er tørret i en ovn opvarmet af koks med en sluttørring på ca. 100 grader.
Al gammeldags øl var mørkt, brunt og sløret. Men så blev man i stand til at kølle (opvarme) malten blidere, og derfor fik vi lysere ølsorter i løbet af 1700-årene, heriblandt ipa, som er storebror til pale ale og en eksportudgave af pale ale med en kraftigere tilsætning af humle, som virker konserverende med henblik på lange rejser.
Sejren har mange fædre. Og en af disse er George Hodgson på Bow Brewery i London. Han sendte well-hopped (godt humlet) October beer med et skib ejet af East India Company til Indien i 1750’erne.
To klassiske ipa’erfra den amerikanske ølrevolution i 1970’erne er “East India Pale Ale” (7 pct.) fra Brooklyn Brewery og Anchors “Liberty Ale” (5,9 pct.) fra Californien. Mikkellers “Stateside IPA”(6,9 pct.) var en af de første på det danske marked, der var inspireret af den amerikanske stil.
Her skulle det læske de koloniale tropper i Bombay og Madras. Undervejs udviklede øllet en flot kompleksitet, bl.a. på grund af øllets kontakt med de egetræsfade, som det var tyllet på. Det var dette særlige bryg, der skabte myten om ipa. Det var altså rejsen, der skabte eller udviklede øllet, og ikke omvendt. Da øllet nåede frem, var det ikke fordærvet eller slimet i tønderne, men karskt og drikkeligt. Humlens bitterstoffer i kombination med øllets relative alkoholstyrke havde reddet lasten.
Stilartens efterfølgende store succes skyldtes ikke mindst bryggere i Burton-upon-Trent, der begyndte at fremstille en pale ale med en bemærkelsesværdig smag på grund af den symbiose, der skete under brygningen. Her forbinder malt og humle sig med det lokale vand, der er rigt på kalcium og svovl. Det væsentligt mere tørre og lettere øl begyndte stille og roligt at udkonkurrere Hodgsons pale ale. Men lad os slå fast: Ipa er som type mere humlet og derfor mere bittert end almindelig pale ale.
Britisk pale ale og India pale ale gennemløb en fæl deroute gennem 1900-tallet, men fik så en forrygende revival på nordamerikanske mikrobryggerier i 1970’erne og 1980’erne – ikke mindst på grund af East India pale ale (7 pct.) fra Brooklyn Brewery, som gav brygmesteren Garrett Oliver et verdensry, og Anchor Liberty Ale (5,9 pct.) fra Californien.
Man reformerede det britiske øl ved at tilsætte amerikansk aromahumle, f.eks. Cascade, Chinook og Columbus, dels under kogning og/eller i gazeposer under øllets gæring. Denne stil kaldes dry hopping (tørhumling). Øllet får herved en behagelig citrusagtig aroma og en klar afsluttende bitterhed.
I dag findes der et meget stort udvalg af ipa’er, og man skelner generelt mellem en britisk og amerikansk stilretning. I 1990’erne skabte man ekstra kraftige ipa’er og kaldte dem “imperial ipa”. Hvis man kun tilsætter en enkelt humle til urten, betegnes øllet som “single hop ipa”.
Et godt eksempel på en frisk dansk West Coast-ipa er Nørrebro Bryghus’ “Bombay IPA” (6,5 pct.), der er tørhumlet med bl.a. Cascade. Farven er smuk gylden, skummet kridhvidt, fast og hænger længe i glasset. Anslaget er maltsødme med et strejf af honning, og eftersmagen langvarig og meget fyldig bitter. Forfriskende!
Det var så stilen på den amerikanske vestkyst, men så murrer det på østkysten. Thi i 2003 lancerede brygmester John Kimmich på brewpubben The Alchemist i Waterbury (Vermont) en såkaldt New England-ipa (neipa).
Det var en hazy (tåget) øl med navnet “Heady Topper” (8 pct.), som snart blev legendarisk blandt kendere. Under brygning blev der brugt rige mængder af hvede og havre, og så tilsatte man humle sent i kogningen og igen tidligt under gæring. Resultat: En næsten uigennemsigtig øl med rigeligt gærsvæv.
Når man nyder dette øl, er man ikke kun på jagt efter bitterhed, men også noter af mango, melon, grape, ananas (!) og i næsen en rig variation af florale aromaer. Farven er sjældent som vestkystens ipa, men gul som en æggeblomme eller rødgylden.
Virkelig mange moderne danske bryghuse har annekteret stilarten. Og med stort held. F.eks. Dry & Bitter Brewing Company (Gørløse), Gamma (Herlev), Åben (Kolding) og Slow Burn med adresse i Hvidovre. Disse bryghuse præsenterer alle deres øl i farvestrålende dåser. Flasker er ikke stilen, metal er sagen.
Må jeg anbefale en romantisk oplevelse, når man igen må sidde ved et bord med vennerne og nyder mad og drikke?
Besøg Ebeltoft Gårdbryggeri, der har en herlig terrasse med udskænkning og grill. Udsigten er betagende og storslået ud over Aarhus Bugt, og hvis øllet i glasset er en “Wildflower IPA” (neipa på 5,9 pct.), er man ret godt stillet.
Det er en smuk sløret øl med et fast hvidt skum. Udsøgt og blød maltprofil og en efterklang af frisk humle. “Velkommen i Den Grønne Lund, hvor Fuglene de sjunge!” Livet er ikke så ringe, som man siger på de kanter.
Cheers!
