I 186 år har den samme butik ligget på hjørnet af Købmagergade og Kronprinsensgade i hjertet af København. Smykkebutikken P. Hertz. Men hvis man tror, at der hersker støvet stilhed en fredag formiddag, få minutter efter butikken er åbnet, tager man fejl. Åbner man glasdøren, opdager man summen af småsnak, skabslåger, der åbnes, og smykker, der bliver taget ud på sorte træbakker, og prøves foran et af de mange blankpudsede spejle.
Fem butiksansatte er i gang med at ekspedere hver sin kunde, endnu én træder ind og stiller sig til at vente, efter hun får et imødekommende “vi er hos dig om et øjeblik”. Rygtet om den fysiske butiks død, hjulpet på vej af corona-tomhed, ser ikke ud til at have nået P. Hertz.
Tværtimod oplever man hos familieejede P. Hertz en opblomstring af interessen for unikke smykker. Smykker, der er lavet fra grunden til kunden eller costumized ud fra P. Hertz' kollektion.
Det fortæller Berit Hertz og hendes svigerfar, Flemming Hertz, på kontoret på første sal over butikken. I 2007 overdrog Flemming Hertz forretningen til Berit Hertz, efter han selv havde drevet den i 40 år sammen med sin kone Hanne. Dermed er Berit Hertz den sjette generation af Hertz i forretningen.
“Vi oplever i stigende grad, at kunderne rigtig godt kan lide unikke smykker, man ikke lige ser magen til i gadebilledet,” fortæller Berit Hertz.
“Især har også en yngre målgruppe – fra 25 til 35 år – opdaget, at vi kan specialfremstille smykker, og sætter pris på, at vi har vores egne guldsmede, og at de kan have medindflydelse i designprocessen. De kan f.eks. selv vælge den sten, de synes bedst om. Er en mand herinde for at finde en forlovelsesring, er der stor forskel på udtrykket i en ring med en brillant, safir eller smaragd, og også hvor velegnet en sådan sten er til en ring,” siger hun.
Ikke alt bliver fremstillet med nye materialer. En del kunder kommer med smykker, de har arvet, eller som de har haft i mange år, men som har ligget i skuffen uden at blive brugt. Hos P. Hertz tegner man en idé til, hvilket smykke det kan forvandle sig til. Som det til kunden, der kom herind med en ring, hun aldrig fik brugt, hvor den store sten blev lavet om til et vedhæng, mens de små diamanter blev sat i en tynd, lang guldkæde.
“Smykker skal jo bruges. Det oplever vi, har stort fokus hos vores kunder. Det er ikke længere sådan, at man kun tager sine diamantsmykker på til sin fine kjole, når man skal til fest, og de ellers ligger i en boks. I stedet bruger man sit armbånd sammen med sit ur til hverdag med cowboybukser. Der er mange kontraster i den måde, man bruger smykker på i dag,” siger Berit Hertz.
Folk, der kommer hos P. Hertz, er ikke kun ude efter personlighed i smykkerne, men også i servicen, fornemmer man efter et øjeblik i butikken.
“Den store glæde ved at have været her i 40 år er dialogen med kunden. Man kommer til at kende dem. Nogle gange ved du, hvad hun tidligere har fået af smykker, og kan spørge, om vi ikke skulle prøve at gå i den her retning. Det er sjovt for os og for kunden,” fortæller Flemming Hertz.
“Men vi spørger altid: “Må vi fortælle dig om det her smykke?”, for det kan også blive for teknisk, når det f.eks. handler om diamantslibning, hvor man fortaber sig og øser ud af sin store visdom,” siger han.
En ekspedition kan nemt tage en time. Selvom det kan ske, at en kunde går målrettet efter et specifikt smykke. Som manden, der er inde efter en fødselsdagsgave til sin kone, som allerede har været her, så de i butikken kan fortælle ham, hvad hun har udset sig. Men selvom nogle starter med at sige “jeg kigger lige”, ender de tit med at blive vejledt.
“Den største opgave for os er at pejle os ind på, hvad kunden er ude efter. Er det et armbånd? Skal det være guld? Hvem er det til – en ung pige eller en voksen kvinde? Det er ofte en lang proces at købe et smykke. I mange tilfælde er det jo lidt af en investering,” siger Berit Hertz.
Den personlige service er på én gang gammeldags og oppe i tiden. Måske bare tidløs.
Det vigtigste ord i forbindelse med servicen og stemningen her er tillid, siger de samstemmende. Tillid til, at håndværket er i orden, og at ekspedienten altid rådgiver bedst muligt.
“Det kan handle om at fortælle, at en helt tynd diamantring ikke er en god idé som vielsesring, da den bliver slidt og ikke holder hele livet,” siger Berit Hertz og mener, at tilliden bliver forstærket af, at P. Hertz har en historie. En historie, man mærker det øjeblik, man passerer dørtrinnet.
“Det var absolut med i vores overvejelser, da butikken blev renoveret for fem år siden, at vi måske skulle have et mere moderne udtryk. Men arkitekten var her nogle dage for at se, hvordan vi arbejdede, og det endte med, at hun valgte at bevare meget af det mørke, håndudskårne mahogni, der er stor del af vores dna. Evolution frem for revolution var det helt rigtige for os.”
Den største ændring er, at man nu kan se ind i butikken, der er blevet lysere. Og at der er flere smykker fremme på små øer, så ekspedienterne kan stå side om side med kunden og have dialog frem for bag disken.
Det er dog en balance på den ene side at være nutidig og moderne og på den anden side holde fast i historien, medgiver hun.
“Men vi har jo altid været nutidige i vores samtid. Ellers have vi ikke overlevet.”
Det er Berit Hertz, gift med Flemming Hertz' søn, Nicolai, der skal tage P. Hertz fra samtid til fremtid.
“Jeg var hos en sagfører for at lave kontrakten om overdragelse, der sagde: “En så gammel forretning, masser af følelser, tre børn, og du overdrager den til din svigerdatter? Det kan kun gå ad helvede til,"” siger Flemming Hertz.
Det gjorde det ikke.
“Ingen af mine tre børn ville arbejde med butikken, men under en middag hos os spurgte Berit, hvad jeg ville sige til, at hun overtog. Jeg svarede: “Det ville jeg være lykkelig for, men det kunne du da ikke drømme om?””
Det kunne hun. Berit Hertz kom fra et job som indkøbsdirektør hos Coop. Men efter mange år, hvor hun og Nicolai Hertz planlagde deres liv seks måneder i forvejen, da de begge rejste så meget i forbindelse med deres job, at det skete, at de mødte hinanden i lufthavnen, når den ene var på vej ud, og den anden var på vej hjem, var hun klar til mere ro.
“Berit og jeg aftalte, at hun kunne prøve at være med i forretningen i et år, og var det ikke noget for hende, kunne hun hjælpe mig med at sælge den. Et halvt år efter kom hun til mig og sagde de utrolige ord: “Jeg vil gerne blive her,”” fortæller Flemming Hertz.
Det vigtigste, Berit Hertz har taget med sig fra Coop, er:
“Uanset om du sælger svinemørbrad eller diamanter, handler det om, hvad kunden efterspørger. Og om “private label”.”
At have et mærke i huset, der er ens eget, som man selv er herre over.
“På den måde sikrer vi en sammenhæng mellem eget brand og de øvrige brands, vi har i forretningen,” siger Berit Hertz.
Noget af det første, hun gjorde, var at få designet deciderede kollektioner for P. Hertz, som kunderne enten kan købe eller tage udgangspunkt i, mens smykkerne tidligere blev skabt løbende, når Flemming Hertz faldt over interessante sten.
Og så åbnede hun en webshop.
“Jeg tror måske, at vi solgte fem smykker,” griner Berit Hetz. I første omgang kom hun frem til, at onlinesalg ikke var noget for P. Hertz. I dag er hun ikke så sikker.
“Forbrugsmønstrene er så meget anderledes nu. Sociale medier og onlineshopping, også med kostbare ting, er accelereret. Men vores univers med personlige smykker og service egner sig til den fysiske butik, så det vil måske være noget med at se i butikken og købe online.”
Hun er ikke bange for, at butikkens summen af liv vil forsvinde.
“Jeg tror, at det under coronakrisen er gået op for folk, at går man ikke i butikker, forsvinder de, og hvor trist det vil være.”
