Danskerne har for længst taget glimmerbyen Dubai til sig, og for nylig indsatte flyselskabet Emirates endda klodens største passagerfly, Airbus A380, på den daglige rotation mellem København og Dubai.
Men ude i horisonten lurer en værdig konkurrent til millionbyen, der kan virke både kunstig og måske lidt for bling-bling.
Det finder man kun lidt af i nabolandet Oman, der lokker med lokalkolorit, historie og gamle traditioner – blot en times kørsel fra Dubai.
Det kunne (næsten) ligne en dansk vesterhavsstrand, men netop den rå kystlinje i Oman er en af hovedattraktionerne i sultanatet, der ligger kun en times kørsel fra Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. PR-foto
I Oman er der kun få shoppingcentre og skyskrabere – til gengæld overflod af autenticitet, gudesmukke bjerglandskaber samt 2000 km kystlinje, og det er især den, der har fået flere rejsemagasiner til at udnævne Oman til et af næste års mest populære destinationer.
Allerede nu er hoteller som Al Bustan Palace og The Chedi populære rejsemål, men mon ikke 2016 bliver endnu et rekordår for den lille ørkenstat.
Genåbningen af en legende
År 2015 vil ikke gå over i historiebøgerne som et godt år for hverken borgerne eller de besøgende i Paris. Byernes by blev ramt af terror, turisterne valgte andre rejsemål, og tristessen sænkede sig.
Anderledes ser det med garanti ud til foråret, når byens 117 år gamle stolthed, The Ritz, genåbner efter en treårig renovering.
Det ikoniske Hotel Ritz i Paris genåbner i foråret efter en tre år lang renovering. Hotellet får bl.a. verdens første Chanel-spa samt en ny, underjordisk og ikke mindst hemmelig dør, så gæster kan slippe uset ind og ud af hotellet. PR-foto
Det mondæne hotel på Place Vendôme har været i hænderne på designeren Thierry W. Despont, der har brugt 1,5 mia. kr. på at føre den elegante dame ind i fremtiden.
Nyeste tiltag er bl.a. verdens første Chanel-spa samt en underjordisk tunnel, så gæsterne kan slippe uset både ind og ud.
Går alt efter planen, genåbner The Ritz i midten af marts med priser fra 6700 kr. per nat.
Direkte til Boston
Der bliver kamp om kunderne, når både SAS til marts og Norwegian til maj åbner en ny, direkte flyrute mellem København og Boston.
Selvom Boston er en storby føles metropolen på den amerikanske østkyst nærmest europæisk og endda yderst charmerende. Fra foråret vil både SAS og flyselskabet Norwegian forsøge at lokke danskerne til Boston med nye, direkte ruter. Foto: Scanpix
Den amerikanske storby på østkysten har længe været et stort ønske for både forretnings- og fritidsrejsende, og det bliver spændende at se, hvem der løber af med kundernes gunst. Eller om der er plads til begge selskaber.
SAS flyver ruten med en mindre Boeing 737, mens Norwegian tilbyder en oplevelse på selskabets Boeing 787 Dreamliner.