Ved første øjekast ligner Valby Hallen sig selv med sine grå betonfacader, og inden for hallens fire vægge foregår der da også det samme som altid, når altså ikke landet er ramt af en pandemi. Den er både en idrætshal, men bliver også brugt til messer, koncerter og store møder.
Men bevæger man sig rundt om bygningen, bliver man pludselig mødt af farverige gavlmalerier med hvert deres udtryk og fortælling skabt af syv unge kunstnere. Blandt fodboldbaner og Bauhaus’ lager stikker de nye værker ud og tilfører et væld af farver til den ellers kedelige, grå betonbygning.
“Slidt og træt” er de ord, kurator Jens-Peter Brask, der tidligere har kurateret 16 gavlmalerier i Nordvest og er kunstsamler, bruger, når han skal beskrive, hvordan bygningen så ud før. Han står bag idéen om at give bygningen en kunstnerisk opgradering og skabe et nyt sted i byen at kunne samles om kunsten. I november 2019 fik han bevilget Københavns Kommunes legat til stadens forskønnelse og almene bedste på 495.000 kr.
Herefter udvalgte han syv danske kunstnere, som skulle være en del af projektet og give hallen et nyt udtryk. Han valgte efter eget udsagn unge kunstnere, som var godt på vej med deres karriere inden for kunsten. De syv unge kunstnere er Kinga Bartis, Anna Stahn, Henrik Soten, Anton Munar, Anders Scrmn Meisner, Martin Paaskesen og Mathias Malling Mortensen.
Samtidig med at bygningen har fået en kunstnerisk opgradering, er kunsten også kommet ud i et udendørs, offentligt rum.
“Det er specielt vigtigt, at kunst er så let tilgængeligt, som det er her, i denne tid. Vi ved ikke, hvornår der eventuelt kommer en ny epidemi, men her kan man altid tage ud at se kunsten,” siger kurator på projektet Jens-Peter Brask.
Hallens bulede betonfacade, som er inddelt i felter, har siden sidste uge stået færdigudsmykket med de syv kunstværker. Fra en lift har de syv kunstnere malet den rå betonfacade med akrylmaling i en spraymaskine.
“Jeg synes, det er super interessant at se, hvor meget kunstnerne har formået med deres værker på bygningen. De bliver rå af hallens nubrede overflade,” siger Jens-Peter Brask.
Hvis man går højre om bygningen, støder man som det første på Kinga Bartis’ værk. Hun er en kunstner med østeuropæiske rødder og har gået på det Kongelige Danske Kunstakademi.
Det røde gavlmaleri viser en kvinde, der svømmer mod strømmen. Over hende svømmer en mand med strømmen.
“Manden har det bare nemt. Jeg kan godt lide at arbejde med konstruerede stereotyper. Det forsøger jeg at gøre her,” siger Kinga Bartis om sit værk.
Det tog hende to en halv dag at lave værket i så stor skala.
Rundt om hjørnet og på bagsiden af Valby Hallen finder man næste værk. Her er det første, der møder en, Henrik Sotens farverige værk. Han har mange års erfaring med gavlværker og har de seneste 15 år udsmykket gavle i Kina, USA og Panama. Sprudlende af farver flyder den før så kedelige betonvæg sammen med et lille skur bag hallen.
30-årige Mathias Malling Mortensens værk er inspireret af et klavernummer af Bill Evans. Et maleri, der før var 120 gange 90 cm er nu 12 gange 16 m. Mathias Malling Mortensen blev nemlig bedt om at lave et allerede eksisterende værk på det store felt – et værk, som Jens-Peter Brask havde beundret længe.
Ligesom Kinga Bartis var det for Mathias Malling Mortensen vigtigt at bidrage til et projekt, hvor kunsten blev tilgængelig for alle.
“Det er vigtigt for mig, at kunst ikke kun bliver lukket inde på et galleri. Men at man kan komme ud i det offentlige rum og opleve det, det fjerner de barrierer, der ellers kan være,” siger Mathias Malling Mortensen.
Omkring Valby Hallen ligger der både fodboldbaner, svømmehal og en Bauhaus. Så mens man står i kø til at komme i Bauhaus på grund af coronaforanstaltninger, spiller fodbold på de tilstødende fodboldbaner eller cykler forbi, kan man kigge ned ad hallens gavle og se tre af de syv værker, som er at finde på tre af de fire sider på bygningen.
“Man kan smutte i Bauhaus og hoppe om bag ved hallen med en hotdog og en cola og kigge på værkerne, eller man kan komme herud med sin egen blok og sætte sig ned og lave sin egen fortolkning,” siger Jens-Peter Brask entusiastisk.
Og på magisk vis bliver Bauhaus nærmest en del af værkerne. For de har lager ud til bagsiden af hallen. Under det fjerde værk på ruten står plantemuld og plastikkasser fra sortimentet i byggeforretningen. Men for Jens-Peter Brask er det intet problem.
“Jeg kan godt lide, at det er et område, der bliver brugt. Bauhaus passer på værkerne, og vi har med vilje rykket motivet lidt op på dette værk, fordi der nogle gange står varer under,” siger han.
Alt efter hvor man ser værkerne fra, er betonens struktur med til at ændre udtrykket. Men det er også noget af det, som har gjort det til en udfordring for kunstnerne. Dertil kommer det store areal, de hver især har skullet arbejde på. Af en lift er de blevet hjulpet op i højden, og hver gang, de har malet lidt, har de skullet flere meter væk fra værket for så at vende tilbage og fortsætte.
På den sidste side af bygningen finder man de tre sidste værker. Kvinder, der vrider deres kroppe med bolde i hænderne i en rød firkant, en rød hingst, der stejler, og en dommer med meteorer omkring sig er det, man kan se, når man står i Bauhaus-køen.
Jens-Peter Brask håber, at værkerne kan holde betonfacaden i ti år. De har fået et lag af sukkervand, som forhåbentlig vil gøre det modstandsdygtigt for både solens uv-stråler, men også hærværk. Han håber dog på, at de, der kommer og ser det, vil passe godt på det og respektere det.
Ved hvert værk hænger et lille skilt, der fortæller om kunstneren og har en henvisning til deres Instagram-profil. Det har gjort, at kunstnerne allerede hører fra forbipasserende eller besøgende, at de synes om deres værker.
