Hvor meget skal man op at tjene for at opnå den bedst mulige livskvalitet?
Det spørgsmål har mange måske stillet sig selv, og det er da også blevet undersøgt flere gange i forskningen. Det er kendt, at der er en sammenhæng mellem indkomst og livskvalitet, men også at der findes en grænse, hvor flere dollar ikke er lig med et federe liv. Et berømt studie af nobelpristageren Daniel Kahneman og kollegaen Angus Deaton sætter grænsen på 75.000 dollar om året (svarende til 645.000 danske nutidskroner) som det loft, hvorefter flere penge ikke vil gøre en mere glad.