Her er historien om pladen, der blev nægtet plads i Fona, men endte på Orange Scene

Bøsser blev set som farlige. Selvom homoseksualitet var blevet lovligt i 1935, skrev aviserne uden skam, at homoseksualitet var en trussel mod nationens moral. I biograferne blev vi skildret som ensomme stakler, der døde alene, ja, selv i folkemunde lød det, at homoseksuelle var “farlige”, og at man helst skulle holde børn væk. Det krøb ind under huden på mig: den evige antydning af at være mindre værd. På gaden gik jeg langs væggen, tavs og forsigtig. 

Derfor havde jeg kun fortalt min mor sandheden. På arbejdet kunne man jo også blive fyret, hvis nogen fandt ud af det, så risikoen var simpelthen for stor. Men da jeg i 1971 trådte ind i Bøssernes Befrielsesfront (BBF, aktionsgruppe for homoseksuelle mænd, grundlagt i København, åbnede en ny verden sig. Det var livsændrende at stå i lokaler med mænd i bedstemorkjoler, neglelak på fingrene og hippieskæg, som sagde: “Vi er det værste, I kan forestille jer. Væn jer til det.” Den åbenhed ramte mig som et lyn, og jeg gik fra frygt til frihed i løbet af en aften.