Et ikke tidligere registreret maleri af danske Vilhelm Hammershøi er dukket frem fra gemmerne i en privat samling og sættes nu til salg hos Sotheby's.
De astronomiske priser og kunstmalerens stigende popularitet får nye sælgere frem i lyset, mener dansk landechef
"Vi har sat vurderingerne en smule forsigtigt, men de afspejler selvfølgelig de priser, vi tidligere har opnået på Hammershøi"
Det er faktisk lidt af en verdenssensation. Et maleri af den danske kunstmaler Vilhelm Hammershøi, der ikke tidligere har været registreret, er dukket op til overfladen og kommer nu under hammeren hos auktionshuset Sotheby's i London.
Vurderingen lyder på en salgs pris på mellem 6 til 8 mio. kr. Maleriet "Interiør med en buste" er fundet i en privat, tysk samling og er ikke set offentligt i over 100 år, siden det menes at have været vist frem på en udstilling i Berlin helt tilbage i 1905 eller 1908.
Maleriet "Interiør med en buste" af Hammershøi er fundet i en privat, tysk samling. Det er vurderet til mellem 6 og 8 mio. kr.
Under efterforskningen af maleriets proveniens, altså dets historie og værkets tidligere ejere, har Sotheby's eksperter slået fast, at maleriet blev købt af dets nuværende ejers bedstefar hos den tyske gallerist Eduard Schulte i starten af 1900-tallet. Siden har maleriet været i privat eje og altså uden for offentlighedens søgelys.
Ifølge Claude Piening, der er Sotheby's ekspert i 1900-tals-malerier, er værket med al sandsynlighed blevet til i Hammershøis lejlighed i Strandgade 30 på Christianshavn i København, hvor han boede sammen med sin kone Ida i perioden fra 1898 til 1909.
Det kan dog ikke med sikkerhed fastslås, om motivet eventuelt skulle stamme fra en af stuerne i Hammershøis tidligere hjem på Rahbeks Allé på Frederiksberg i København.
"Selve busten, der ses i maleriet, har vi heller ikke kunnet identificere, men skulpturen er også med i et andet maleri, som Hammershøi malede, mens han boede i Strandgade," siger Claude Piening.
Populær maler
Maleriet byder heller ikke på mange andre ledetråde om sin tilblivelse med sin afdæmpede facon og nærmest melankolske eftertænksomhed.
"Ja, det er næsten et ikonisk Hammershøi-maleri," siger Sotheby's danske landechef, Nina Wedell-Wedellsborg.
Hammershøi er et varmt navn i disse dage.
"Det er i hvert fald Hammershøi, som vi kender ham," siger hun og peger på, at den danske maler i de senere år er blevet overordentlig populær over hele verden.
"Det kan skyldes, at Hammershøi har sin helt egen stil, som tiltaler mange folk," vurderer landechefen, der ikke er i tvivl om, hvorfor maleriet netop kommer på markedet nu.
Folk sælger ud
"Forklaringen er nok den store efterspørgsel og de flotte priser, vi har opnået på Hammershøi de senere år. Det sker ofte, at når en bestemt kunstner pludselig får en masse opmærksomhed, så tænker folk, at det er et godt tidpunkt at sælge på. I den forbindelse dukker der så nogle mennesker op, som vi ellers ikke ville være kommet i kontakt med," siger Nina Wedell-Wedellsborg.
"Det første, jeg bemærkede, var et lille messingskilt på rammen, hvor der stod "Hammershøj" skrevet med et "j" i stedet for et "i" til sidst"
På auktionen i London er der faktisk sat to Hammershøi-værker til salg, hvoraf det ene blev fundet her i Danmark.
"Det dukkede stort set op ud af det blå," forklarer Nina Wedell-Wedellsborg.
"En familie, som jeg ikke kendte i forvejen, kom en dag ind med et maleri, som de gerne ville sælge. Det første, jeg bemærkede, var et lille messingskilt på rammen, hvor der stod "Hammershøj" skrevet med et "j" i stedet for et "i" til sidst. Det studsede jeg lidt over, men familien kunne både redegøre for maleriets historie, og senere bekræftede vores eksperter også, at der vitterligt var tale om et ægte Hammershøi," fortæller Nina Wedell-Wedellsborg.
Maleriet, der har fået titlen: "Balkonværelset på Spurveskjul", er noget mindre end "Interiør med en buste", men er dog vurderet til en pris på mellem 1,1 til 1,7 mio. kr.
Forsigtige vurderinger
"Vi har sat vurderingerne en smule forsigtigt, men de afspejler selvfølgelig de priser, vi tidligere har opnået på Hammershøi," siger Nina Wedell-Wedellsborg, der selv rejser til London 20. november for at følge auktionen på nærmeste hold.