ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Helt vild Hellerup-villa: Julie Brandt åbner for dørene

Julie Brandt Dam har gennem hele sit liv beskæftiget sig med design og indretning. Som ung var hun ofte med sine forældre på antikauktioner, kunstudstillinger og til modeshows.

Og hun voksede op i et hjem omgivet af smukke ting, der alle sammen fortalte en historie. I dag arbejder Julie Brandt Dam som konceptudvikler af modetøj, livsstilsprodukter, interiør og indretning til både private og virksomheder gennem sit firma Julie Brandt Interior & Design.


"Det vigtigste er altså, at der er leverum. Hvert værelse må ikke bare være et rum med en funktion, men et sted, man har lyst til rent faktisk at være"


Hendes eget hjem er fuld af smukke detaljer og særligt udvalgte tekstiler og møbler. En stilfuld blanding af unik, fransk vintage, moderne New Yorker-stil og antikviteter fra hele verden.

"Et hjem må gerne have dualiteter og kontraster, der skaber spænding i indretningen. Jeg kan godt lide at lege lidt med forskellige tidsaldre og udtryk og sætte antikviteter sammen med moderne ting og noget stramt over for noget feminint. Hele processen med at indrette minder meget om processen, når man designer en kollektion af modetøj eller skaber et nyt koncept," forklarer Julie Brandt Dam og fortsætter:

1_36422_picture_3917_3.jpg
Julie Brandt Dam er datter af den afdøde designer Margit Brandt og modeskaberen Erik Brandt.

"Og det er det skabende element, jeg elsker at være en del af. At se en idé blive til virkelighed i samarbejde med ønsker og behov fra en kunde og føre den helt til dørs – hvor der er tænkt over hver en lille detalje – det ligger ganske enkelt i mit hjerteblod."

Tilbage til rødderne

Det oprindelige hus fra 1885 havde op gennem årene skiftet stil og havde for eksempel fået store parcelhusvinduer. Ingen stuk, charme eller særlige detaljer var bevaret, og huset trængte i den grad til en renovering helt fra bunden, da Julie Brandt Dam og hendes mand Thomas Dam overtog det i foråret 2006.

2_36423_picture_3917_3.jpg
Julie Brandt Dam har malet væggene i spisestuen i en mørk, grå farve for at opnå en lidt dramatisk og intim stemning, der står i flot kontrast til de høje, hvide paneler. Lysekronen var hendes første store køb på auktion, da hun var 20 år. Spisebordet har Julie Brandt Dam selv designet i samarbejde med en møbelsnedker.

"Vi så muligheden for at opføre en smuk villa i klassisk stil fra omkring slutningen af 1800-tallet. Forvandlingen tog ni måneder. Men det var også kun, fordi vi i perioder havde op til tyve mand, der arbejdede på huset. Vi studerede huse i udlandet, bøger og magasiner. Vi var også på udkig rundt omkring i kvarteret for at kigge på gamle huse for at få inspiration til, hvilken stil vi skulle vælge. Vi har været fælles om næsten alle beslutningerne og forhandlet os frem til de fleste, for vi skal begge kunne nyde at være her, og vi er ikke altid enige. I hallen havde Thomas en drøm om et skakternet gulv. Det er ikke lige mig, men vi aftalte, at det skulle være sort og hvidt, og så legede jeg med designet og valg af materialer."

Julie Brandt Dams stil er klassisk og tidssvarende, men det må ikke blive for perfekt og højtideligt, og nogle gange har hun da også lyst til at lave det helt om.

5_36426_picture_4958_3.jpg
I forlængelse af dagligstuen ligger vinterhaven. Lyset, de mange orkidéer og grønne palmer leder tankerne mod sydligere himmelstrøg. Spejlet er lavet af en gammel karnap fra et slot i Frankrig. Den store lænestol med tilhørende puf er familiens favoritplads. Lysekronen er også fra Frankrig.

"Jeg har ofte lyst til at lave om til en mere moderne stil og skabe noget nyt. Men min mand er mest til mange små detaljer og en mere fransk, fornem stil. Så det er heldigt, at jeg har muligheden for at hjælpe andre med deres indretning og dermed skabe nogle nye spændende universer," fortæller hun og fortsætter:

"Min mand rykker sig også, så måske vi en dag skal lave stilen om i vores hjem og prøve noget nyt. Det er skønt med rammer og traditioner, men også opfriskende med fornyelse og udvikling."

Original stemning

Køkkenet, der er udført af Kitchen Tailor, er et flot kompromis af Julie Brandt Dams ønske om et moderne og råt snit og hendes mands ønske om et klassisk landkøkken.

7_36428_picture_985_3.jpg
I påklædningsværelset er skabet klædt i koralrødt tapet et genoptryk af originale tapetmønstre designet i begyndelsen af 1900-tallet af den australske tapet- og tekstildesigner Florence Broadhurs.

"Det er vores drømmehus, så det var vigtigt for os, at det blev helt rigtigt fra starten, og vi er ikke gået på kompromis med noget. Vores ønsker med huset var at genskabe stemningen af noget originalt."

Parret ville nemlig ikke ende med et nyt hus, hvor alt var nyt og så nyt ud. Så alle dørene i huset er købt fra forskellige gamle ejendomme og renoveret efter alle kunstens regler. Nogle af dørene stammer fra en gammel herregård på Fyn og andre fra en gammel lejlighed i indre København.

Resten af dørene er udført af et snedkerfirma, som har kopieret de gamle døre. De tre pejse i huset er enten gamle, originale franske eller bygget op om gamle stensøjler fra Julie Brandt Dams barndomshjem.

9_36430_picture_5550_3.jpg
De store, afrikanske fliser på gulvet og den matsorte granitbordplade giver et tilpas råt look, så selve køkkenelementerne gerne måtte være med fyldningsdøre og vitrineskabe. Køkkenet er udført af Kitchen Tailor.

"Vi syntes ikke moderne pejse passede til resten af huset. Ting skal ikke blot se gamle ud, de skal være originalt gamle. De skal passe til vores hus og have masser af sjæl, og så må man på arbejde,ˮ understreger hun.

Vigtig vision

Det har taget måneder at opdrive mange af tingene til hjemmet. Flere ting er gået tabt i transporten fra Frankrig til Danmark, og derigennem er nye udfordringer opstået, men det vigtigste for parret har været at holde fast i stilen, og ikke at falde for nemmere løsninger midt i det store byggekaos.

"Der er et hav af muligheder inden for al indretning, og der kommer hele tiden nyt, så det er rart at have en vision for, hvilken stil og hvilket hjem man gerne vil skabe."

Dette er også årsagen til, at Julie Brandt Dam i dag tilbyder sin ekspertise til andre, når de skal have indrettet deres hjem.

11_36432_picture_5145_3.jpg
Terrassen er belagt med crosscut travertin. Bløde havemøbler danner ofte rammen om gode middage, og husmurens mange detaljer er med til at skabe uderummet.

"Jeg kan godt lide at lege med farverne i hjemmet, og jeg synes, det er sjovt at lave nogle ting lidt anderledes. De grundlæggende ting som facader, vinduer og gulve skal være mere klassiske. Men ting som gardiner, tapeter og puder er nemmere at skifte ud. Og man skal indimellem gøre noget, man brænder for lige nu og her, det elsker jeg, og man får en masse energi af det friske pust."

Det vigtigste for Julie Brandt Dam er dog, at hendes hjem er hyggeligt, og at der er en god stemning, hvor både egne og venners børn kan udfolde sig frit, uden at der skal tages specielle hensyn til møblerne.

"Det må selvfølgelig gerne se flot ud, og jeg er nok lidt af en perfektionist, men det vigtigste er altså, at der er leverum. Hvert værelse må ikke bare være et rum med en funktion, men et sted, man har lyst til rent faktisk at være," siger Julie Brandt Dam, der samtidig understreger, at hvert rum skal have en detalje, der er interessant.



Andre læser dette lige nu