Fedtede plovfurer. Antikvar og hundepension. Skræppende gæs i stiplet flok. Juletræer i vejkanten. Mudrede får på græs og skovhuggere på arbejde. Lige før et skarpt sving ligger Helle Helles gule landsted.
Det er detaljer af den art, der for nogle er intetsigende, for andre relevant fakta, og som den prisbelønnede forfatter har gjort til sin stil at iagttage, udvælge og mætte med betydning.
Hun er aktuel med sin 12. bog, romanen “Bob”, der handler om et mellemfornøjet og handlingslammet menneske midt i en hverdag fyldt med møntvaskeri, hakket oksekød og offentlig transport. Han arbejder på Sømandshotellet i Nyhavn, indretter en ny etværelses i Vanløse og fortaber sig i Københavns gadenavne.
“Behold skoene på. Det skal man her,” siger den 55-årige forfatter, der selv har vist sig alt andet end handlingslammet, men som udfolder denne meget menneskelige tilstand i litterær form.
Som i hendes gennembrud “Rødby-Puttgarden” hvor parfumedamen, Jane, har fantasier om at sidde hjemme resten af livet, i “Ned til hundene”, hvor forfatteren Bente går fra sin mand under en orkan, ender hos John og Putte og bliver hængende i deres hjørnesofa, og i “Dette burde skrives i nutid”, som Helle Helle modtog boghandlernes store pris “De Gyldne Laurbær” for i 2012, hvor hovedpersonen Dorte køber månedskort til København, men kun sjældent magter at sætte sig på toget.
Helle Helles univers kan umiddelbart lyde dræbende kedsommelige, for der sker jo ikke en skid, men det er netop denne “ikke-skid” som Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl engang kaldte det, som er så fortættet, at man bliver nødt til at læse til ende.
Dette store dirrende drama i det små leveret som nøje afmålte handlinger, gør hende til en af de mest anerkendte nulevende danske forfattere.
“Jeg kommer
Helle Helle, forfatter
fra et miljø, hvor man er meget optaget af, om man kan klare sig.Hvor skal pengene komme fra?
“Jeg får lyst til at sparke ham, var der lige én, der skrev til mig i går, efter at han havde læst den nye bog,” siger Helle Helle med fryd i stemmen.
Der er ikke gået Crocs eller joggingbuks i hendes landboliv, som hun har levet i 16 år og elsker for den ro, det giver hende til at skrive. Hun har klædt sig elegant i sort fra top til tå og har malet øjnene sorte, neglene røde og løftet håret op i den karakteristiske frisure med usynlige hårnåle bagtil.
Ikke fordi Børsen er på besøg, men fordi det hører til hendes daglige rutine og til hendes ikoniske look, som hun grundlagde i begyndelsen af sin karriere. En hilsen til både Karen Blixen, Suzanne Brøgger og parfumedamerne fra Lolland, der sammen med kunstnernavnet, der er sammensat af hendes fornavn og hendes oldemors efternavn, har været med til at skille hende ud.
Det kan godt være, at Bob ikke ved, hvad han skal, og at det karakteriserer de fleste af Helle Helles karakterer, men siden hun var barn i Rødby, har hun vidst, at hun ville være forfatter. Det tog bare mange år, før hun turde sig det højt, og endnu flere før det blev til virkelighed.
“Jeg kommer fra et miljø, hvor man er meget optaget af, om man kan klare sig. Hvor skal pengene komme fra? Der er så megen angst forbundet med det,” siger Helle Helle med henvisning til sin opvækst i et arbejdermiljø på Lolland.
Hun vidste også altid, at hun skulle derfra og tage en uddannelse i hovedstaden for at blive til noget, men det har alle år ligget hende på sinde at forblive tro mod sine rødder.
Miljøet har hun genbesøgt ad flere omgange i sine bøger, og det kan undre, hvorfor et så målrettet, succesfuldt og flittigt menneske orker at blive ved med at beskæftige sig med den type karakterer, der ikke kan få fingeren ud.
“Jamen, jeg skriver jo om mig selv,” kommer det prompte.
Det kan være lidt svært at se, når man ser på hendes cv, hendes person og langbordet dækket op med hvide tulipaner, levende lys i stager og hjemmebagt ølkage og sirlige teboller i coronasikre portionsanretninger.
“Det kan være, den søgende tilstand afspejler det at skrive,” funderer hun forsøgsvist, men den største genkendelsesfaktor ligger i tidsperioderne og de geografiske steder, som hun altid kender indgående. Med velafmålte stænk af Yucca-palme, vandseng, kinasko og trekornsbrød kan hun hensætte, ikke blot sig selv, men sine tusindvis af læsere til 1980'erne og 1990'erne, og eftersom hendes bøger er oversat til 22 sprog, lader essensen sig åbenbart forstå på tværs af landegrænser.
“Det er en slags snobberi at tro, at der ikke findes omtanke og refleksion i de nedre lag af samfundet
Helle Helle, forfatter
Men kender du indgående til den afventende tilstand, som dine karakterer lider under?
“Jeg er i hvert tilfælde draget af den. Det må være den eksplosive energi, der ligger indeni, som ikke udfolder sig. Det ville være så kedeligt at skrive om en målrettet person, der opnåede sit mål. Så ville jeg få lyst til at ødelægge det,” siger hun.
Der kunne vel også ligge noget midt imellem de to poler?
“Jeg kan allerede nu mærke, hvordan modstanden vokser i mig. Hvis jeg skulle skrive om et ægtepar på 55 år, der går på arbejde. Det kan jeg ikke. Det kan jeg simpelthen ikke.”
Oplever du, at der er mange, der genkender det tøvende, langmodige limbo, dine karakterer befinder sig i?
“For mange år siden holdt jeg foredrag i Odense, og en af tilhørerne blev ved med at spørge: Men hvorfor får de ikke et arbejde? Hvorfor flytter de ikke?, og jeg blev ved med at svare, at det er fordi, det er mest spændende for mig at skrive om nogen, der ikke ved, hvad de skal.”
Da Helle Helle gik ud af biblioteket efter foredraget, stod den fynske kvinde og ventede på hende bag en busk.
“Du må undskylde, jeg blev ved med at stille dig de samme spørgsmål. Jeg ved godt, det er drønirriterende,” imiterer Helle Helle hende på syngende fynsk og fortsætter:
“Det er bare fordi, jeg er bange for selv at ende som sådan en stille eksistens. Jeg går bare derhjemme og retter på kartoffelrækkerne og sidder bag gardinet og kigger på de andre ude på vejen,” siger hun og griner diskant, for Helle Helle elsker at møde mennesker i al deres sammensathed.
Hun er ved at tygge sig gennem alle sæsoner af realityserien “Keeping Up With The Kardashians”, både fordi hun er en selverkendt poptøs, og fordi hun nørder deres familierelationer, og hun har set alle afsnit af “Antiques Road Trip” fra BBC – men ikke fordi hun har nogen særlig passion for antikviteter og kræmmerhandlere.
“Jeg er meget interesseret i antikeksperterne og deres indbyrdes relationer. Kan den ene egentlig ikke lide den anden, og hvordan arbejder de sammen? Det er altid der, min interesse ligger.”
Helle Helle nørder de seismologiske skælv i og mellem mennesker og de overraskelser, der kan åbenbare sig for den, som er opmærksom, og hun elsker selv at installere små overraskelser i sine tekster. F.eks. hvordan de ufaglærte karakterer John og Putte i “Ned til hundene” kan plotte nogle ret avancerede ord i deres krydsord, og at de har regler om, at man ikke omtaler nogen, der sidder i rummet, i tredje person.
“Det er en slags snobberi at tro, at der ikke findes omtanke og refleksion i de nedre lag af samfundet,” pointerer hun.
Ofte får hun versioner af spørgsmålet, hvordan hun har det med sine karakterer, og det er hun afklaret med.
“Jeg ser ned på dem, som jeg ser ned på mig selv. Jeg kan lide dem, som jeg kan lide mig selv. Og jeg kan ikke lide dem, som jeg ikke kan lide mig selv.”
For ulig mange andre, der klatrer opad socialt og tilkæmper sig en plads i storbyernes hierarki, føler hun ingen trang til at lægge afstand til den træstub, hun selv er udsprunget af.
Hun voksede op med sin mor og sin yngre søster i Rødby, hvor hendes mor bl.a. ernærede sig som parfumedame på Rødby-Puttgarden-overfarten, og Helle Helle, der har en fotografisk hukommelse, når det kommer til visse ting, husker, hvordan hun som niårig sad på sin skibsbriks og læste Billedbladet.
Her stod oplistet tre beskæftigelser, som bladet erklærede for de mest interessante for en kvinde: 1. Sangerinde. 2. Skuespiller og 3. Forfatter. De to første havde hun visselig ingen talent for, men den sidste sværmede hun allerede for, så den vej besluttede hun sig for at gå.
“Det er selvfølgelig en tilsnigelse at sige, at det lige var der, jeg tog beslutningen,” siger Helle Helle, der nok er historiefortæller, men også realist og detaljeentusiast.
Men i hvert tilfælde skrev hun allerede små digte som “Der står en blomst i haven, en rose det vist er. Den har fået sin bekomst, den går på varme tæer”, og som stor pige formede hun sine danske stile som små melodramatiske noveller.
Ny roman af Helle Helle. Udkommer 8. januar på forlaget Gutkind. Bob er lige flyttetfra landet til Vanløse og driver rundt mellem den etværelses og sit arbejde på Sømandshotellet i Nyhavn. Fortalt af hans kæreste, som er hende fra den forrige roman “de”.
Hendes far i Nakskov hjalp hende i gymnasiealderen med at lave en liste over mulige studier, og hun endte på litteraturvidenskab. Det handlede jo i det mindste om litteratur.
“Jeg havde bare overset, at det var en videnskab, og jeg er slet ikke analytisk anlagt,” erkender hun.
Studiet blev dog en god indgang til København og til voksenlivet. Hun flyttede på kollegium og brugte fire år på ikke rigtigt at studere, og da Poul Borum, den excentriske punkpoet og skarpskydende anmelder, etablerede Forfatterskolen i 1988, søgte hun ind på første årgang.
“Det var med stor skam, at jeg søgte ind, og med endnu større skam at jeg ikke kom ind,” siger hun lavmælt, for i mellemtiden havde hun for første gang sagt det højt til sine forældre, at hun “måske gik ud af litteraturvidenskab, fordi hun havde søgt ind på Forfatterskolen”.
Afslaget blev et definerende lavpunkt på den måde, at hun som følge deraf søgte orlov fra studiet for at læse sig gennem stakke af litteratur, skrive på sine egne tekster og tjene til dagen og vejen i informationskontoret på Dyrehavsbakken. Året efter sagde hun det ikke til nogen, at hun søgte ind på Forfatterskolen igen.
En dag i juni måned 1989 ringede telefonen i hendes lille luge på Bakken, hvor hun stod med skulderpuder og irgrøn nederdel og hæftede Bakkepas om en hel skoleklasses håndlede.
“Det er Poul Borum,” imiterer Helle Helle det litterære ikons dybe stemme. “Du er optaget på Forfatterskolen. Og så stod jeg der helt svedig og lykkelig, og så sagde jeg det til alle, at jeg var blevet optaget, og teltholderne gav mig blomster og en gigantisk plystiger, de var jo sådan nogle søde mennesker, og jeg tog hjem om aftenen med linje C med den tiger i favnen.”
Mærkeligt nok fik hun ikke skrevet noget ordentligt i de to år, uddannelsen varede, for præstationsangsten skyggede for fantasien, så hun endte med at skrive noget sjask dagen før sin præsentation.
“Jeg kunne ikke være i den stil, jeg før havde skrevet. Det var først hen mod slutningen af uddannelsen, at jeg fandt et sprog, som blev grundlaget for mit forfatterskab,” siger hun og fingererer ved “Bob”s blå omslag, som hun har liggende på bordet.
Efter uddannelsen fik hun heller ikke skrevet nok, for al hendes kreative energi blev kanaliseret ud i hendes arbejde som vært og programmedarbejder på “P4 i P1”, som hun havde jongleret siden sit sidste år på skolen.
Syv år havde hun det som en fisk i vandet på DR, før hun i 1999 sagde op for at få tid til at skrive. Det var anden gang, hun måtte fortælle sine forældre, at hun havde forladt et sikkert ståsted til fordel for den i princippet brødløse drøm.
At flytte til Sydsjælland var et stort spring på flere måder. Hernede blev hun mor til sit første barn, og for første gang i sit liv blev hun fuldtidsforfatter. Hun turde tage beslutningen, fordi hun endelig havde fået kørekort og samtidig modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat på baggrund af sine to første bøger.
Hun og hendes daværende mand blev husejere til et lille hus til 600.000 kr., der sikrede dem en meget lav husleje. Da hun endelig sad der ved sit skrivebord i Lynge klos op ad det smalle fortov, tog hun endnu en drastisk beslutning og meldte sig også ud af a-kassen.
“Jeg kunne ikke tåle, at nogen skulle have en rapport, hver gang jeg tjente en krone et andet sted. Jeg er ekstremt frihedssøgende
Helle Helle, forfatter
“For jeg kunne ikke tåle, at nogen skulle have en rapport, hver gang jeg tjente en krone et andet sted. Jeg er ekstremt frihedssøgende,” siger hun, der netop var blevet afkrævet en arbejdsgivererklæring, fordi hun havde holdt et foredrag i Jylland en aften. Det skulle blive løgn, at hun skulle stå til regnskab på den måde.
En enkelt måned modtog hun kontanthjælp som ung, men det krævede, at hun skulle melde sig på socialkontoret med jævne mellemrum, og det stred hende også så meget imod, at hun snogede sig af det igen.
For at skrabe sammen til dagen og vejen havde hun deltaget i en masse konkurrencer med pengepræmier. Slogans, rim, digte, og en dag vandt den unge ordsmed 10.000 kr. for et vers om Squash-sodavand
“Da gik jeg op til sagsbehandleren og sagde: Jeg har vundet 10.000 kr. Så kan jeg ikke få kontanthjælp, vel? Og nej, det kunne jeg ikke, svarede hun, og så gik jeg helt lettet derfra,” fortæller hun.
Siden har hun dog med stolthed taget imod den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond. Den er indkomstreguleret og indbringer hende ca. 1500 kr. om måneden – før skat.
“Alting kommer til at handle om penge,” indskyder hun. “Gad vide, om det er, fordi du kommer fra Børsen…”
Og – hun bliver ved emnet – det at være forfatter med liv og sjæl handler jo ikke bare om at sidde beruset af inspiration og mærke bibliotekspengene strømme ind på kontoen.
Den vidunderlige frihed i hverdagen er koblet med den evindelige bekymring installeret i hende i barndommen for, hvor pengene skal komme fra. Det er ikke sikkert, hun vil kunne skrive igen, og det er ikke sikkert, en eventuel næste bog får nogen læsere.
Men hun gør sit til at få det til at ske ved at sætte sig og skrive et eller andet hver dag. Om mennesker, der forlader noget uden at have besluttet sig for, hvor de skal hen.
“Måske er der ikke noget svar på, hvorfor det er dem, jeg bliver ved med at skrive om. Det kan være, jeg skriver sådan for at få læserne til at læse bogen færdig. I håb om, at noget skal ske,” foreslår hun og fniser let.
Denne gang blev det om Bob, der sværmer for Kola i Ravhuset og køber åkander til en anden pige, men spiser dem selv. Bob og Kola, det lyder som en kopidrink, eller, bob-bob-bob, i hvert tilfælde så absurd, at man må vide lidt mere. Og lidt mere og lidt mere.
