ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hatten af for tidslommen på Købmagergade

Hattebutikken Petitgas ligner ingen anden forretning i København. Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at kalenderen spillede én et alvorligt puds, så snart man griber i dørens gamle messinghåndtag.

I det lille lokale på den lave førstesal satte grundlæggeren Francois Petitgas de første hatte på hovedstadens fine herrer en aprildag i 1857 – og kun ganske lidt har forandret sig siden. Et ottecifret telefonnummer, en dankortterminal og en del flere kvindelige kunder er kommet til. Men den brede disk står, hvor den har stået siden 1931.


"Alt er manuelt i butikken. Der er ingen edb, og alt er håndbogført. Når dagen er omme, sidder jeg og skriver hver enkelt kvittering ud af min lille lagerbog"


Kasseapparatet – fra 1898 – med de blanke knapper troner stadig tungt, og i de originale glasskabe, der strækker sig fra gulv til loft, ligger sirlige stakke af Borsalino, Mayser og Stetson side om side med anden hovedbeklædning, især caps, fra mange forskellige producenter.

Hver dag går butikkens indehaver, Bernhard Tommerup, ualmindeligt velklædt rundt i det, der kunne minde om en kulisse, og sælger noget så i princippet simpelt som gode herrehatte.


"Herinde er man butikskustode. Det har min kone, Bess Kristoffersen, og jeg døbt det. Fordi vi ikke kun tager vare på en butik, men også passer på et stykke kulturarv. Det handler ikke om at blive hængende i noget gammelt for det gamles skyld, men om at værne om en historie og give tingene lov til at ske langsomt," fortæller han, mens Købmagergades mylder passerer kontrastfyldt forbi uden for vinduerne, og Saint Laurent-butikken overfor demonstrerer glas og marmor i moderne mængder.

Nørdet glæde for hatte

Bernhard Tommerup overtog den lille fredede butik i 2013. På det tidspunkt havde den daværende 72-årige ejer, Kurt P. Jensen, langet hatte over disken i omkring 20 år og efterhånden erkendt det tilsyneladende umulige i at finde én, der kunne føre butikken videre i den gamle stil og ånd.

Ingen havde udvist hverken tilstrækkelig interesse eller evner, og Kurt P. Jensen forsonede sig så småt med udsigten til, at han og butikken skulle på fælles pension, fik Bernhard Tommerup fortalt, da han en dag var på besøg i butikken.

4_36118_picture_6654_3.jpg
Hylderne hos Petitgas har båret herrehatte siden 1857. Her sommerhatte i hampefiber – strå-trilbies, pork-pies og boaters.

"Bess kunne se, at butikken og jeg ville passe godt til hinanden. Jeg tvivlede umiddelbart, men måtte senere erkende rigtigheden af det. Jeg gik ind for at høre, om butikken måske var til salg. Helt tilfældigt skulle Jensen samme uge holde møde med sin revisor om butikkens værd, og jeg fornemmede, at han var klar til at give slip på den," husker Bernhard Tommerup, der dengang holdt af hatte på et passioneret hobbyplan og i øvrigt sad trygt og godt i et job hos IBM.

"Bess ved, at jeg i bund og grund er en serviceperson, og hun kunne se det forene sig med min nørdede glæde for hatte. Samtidig har hun som tekstildesigner nogle helt specielle kvalifikationer i forhold til indkøb af hatte, som vi også er fælles om. Hun står desuden for vinduesudsmykningen, der holdes i den gamle stil."

Ting tager tid

Bernhard Tommerup ligner ikke kun en mand med en svaghed for tidløse darlings – i sit skarpe grå suit med lommeklud og stort, hvidt skæg. Hans tale afslører også en alvorlig kærlighed til en omgangsform, der efterhånden er sjælden i de danske butikskredse.

Hver gang en ny kunde træder ind ad døren, bliver der således øst gavmildt af både tid og opmærksomhed. Præcis som det altid har været kutyme i Petitgas.

"Herinde hører det sig til, at ting tager tid. Jeg lægger vægt på, at kunden og vi i fællesskab når frem til den bedste løsning og et resultat, begge parter er glade for. Derfor har vi heller ikke nogen webshop eller nethandel – man er simpelthen nødt til at komme herind," forklarer Bernhard Tommerup og udfolder, hvordan han typisk griber en ekspedition an.

3_36117_picture_2909_3.jpg
Petitgas sælger også halstørklæder, pyntetørklæder, handsker, stokke og hattebørster.

"Jeg begynder med en kravspecifikation, hvilket måske lyder værre, end det er. Jeg spørger, om kunden har prøvet det før? Hvad skal hatten bruges til? Er det til formelt eller uformelt brug? Hvilken farve tøj plejer kunden at gå i?" forklarer Bernhard Tommerup.

Imens han fortæller, lægger forskellige folk deres vej forbi i jagten på det gode hattekøb. En ny hovedledsager i uld, filt, stof eller strå til stykpriser, der strækker sig fra 750 til 5000 kroner.

En turistfamilie er på skarpt udkig efter en mønstret flatcap, en yngre kvinde søger fødselsdagsgaven til sin kræsne kæreste, og et ældre ægtepar prøver begge klassiske, kostbare herrehatte foran butikkens gamle, store spejl.

Endnu en besøgende spørger til en hat af mærket Prinz Heinrich Mûtze og bliver anbefalet at fortsætte sin søgen i en nordtysk havneby.

Undervejs byder Bernhard Tommerup den gamle dåse med søde hattelakridser rundt. De fungerer som "beslutningslakridser" eller "tålmodighedslakridser". Endnu en påmindelse om, at der er god tid. Også til at tygge af munden.

2_36116_picture_6654_3.jpg
En såkaldt Conformateur fra 1890’erne, der bruges til at skabe en præcist udformet hat.

"Der er mange, der slutter deres køb med at sige tak for god service og god betjening. Velsagtens fordi vi i stigende grad oplever, at service generelt er vigende eller ikke-eksisterende," reflekterer hattebutikkens ejer og fortæller, hvordan han holder af at vide, hvem folk er, ligesom han husker stort set alle stamkundernes navne og i øvrigt finder det vigtigt, at alle behandles lige

Langsomt giver det god mening, at personer som Mandela, et par danske konger og efter sigende også H.C. Andersen har frekventeret Petitgas i årenes løb. Og at det var her, Bernhard Tommerup fandt sin egen første hat i 1997. En brun Mayser. Siden er han i øvrigt nødigt gået uden for en dør uden hat på hovedet.


"Hos os får du det, de andre ikke har, og vi viser dig, hvordan du tager hatten på, hvordan du sætter den, hvordan du tager den af"


Snakken falder på, hvordan hatte er blevet båret af mennesker gennem tusindvis af år. Oprindeligt med det formål at beskytte mod vind og vejr, signalere religiøse forhold eller markere en bestemt status og rang. Sidenhen som en pure pyntesag. Og sådan er det stadig.

"De sidste tre-fire år er hattesalget gået friskt deropad, og det er tydeligt at se, at flere og flere modevirksomheder har hatte med i deres kollektioner, på catwalken og i butikkerne," forklarer hattemanden.
Hatten der passer

Bernhard Tommerup vurderer, at den stigende popularitet har en afsmittende effekt på specialbutikker som hans egen.

"Hos os får du det, de andre ikke har, og vi viser dig, hvordan du tager hatten på, hvordan du sætter den, hvordan du tager den af, og hvordan du bedst passer på den. Vi skal huske på, at vi står med nogle yngre generationer, for hvem hat og hovedbeklædning stadig kan virke fremmed, og vi vil hjertens gerne vejlede til en løsning, hvor du og hatten passer sammen, og hvor du får de gode kommentarer og store smil ude i byen. For så er det den helt rigtige," understreger han.

1_36115_picture_6654_3.jpg
Butikkens stifter – Francois Constant Petitgas.

Har man først fundet den rette hat – og prisen på den, som sjældent står nedfældet – kan man godt forberede sig på at spendere yderligere en stund under Petitgas’ lofter. Bernhard Tommerup håndskriver nemlig hver eneste kvittering, "så vi lige har et roligt øjeblik, hvor begge parter kan gennemtænke, om vi har husket det hele og fået svar på alle spørgsmål," som han siger.

"Alt er manuelt i butikken. Der er ingen edb, og alt er håndbogført. Når dagen er omme, sidder jeg og skriver hver enkelt kvittering ud af min lille lagerbog," forklarer han.

Efter han gør regnskabet op og låser døren til den lille historiske butikslomme, sætter Bernhard Tommerup sin egen hat. Ikke som han vil, men som den skal. Det har han planer om at blive ved med de næste 13-14 år. Forhåbentlig dukker der til den tid en ildsjæl med den samme oldschool korrektesse op, som kan videreføre Petitgas i butikkens originale stil.

"Jeg er 53 år, så til den tid har min kone og jeg tænkt os at trække os tilbage, så vi kan få nogle arbejdsfrie år sammen, "griner han.

"Så jeg håber, der en dag kommer nogen og siger: "Så, min gamle dreng. Smut hjem og hold fri, så tager jeg over."




Andre læser dette lige nu