Det er Damernes Dag denne lørdag på Klampenborg Galopbane, og Hanna Nimåker griner bredt. Det forstår man, for ud over æren af at vinde væddeløbet Taittinger Skandinavisk Ladies Cup har jockeyen lige vundet sin egen kropsvægt i champagne.
Klampenborg Galopbane er sin egen verden, og allerede på Nørreport Station et par timer tidligere bliver det tydeligt, hvem der har indløst billet: Fra den mørke, indeklemte perron stiger fire kvinder på S-toget, kupeen er lumret og varm, og vi andre er klædt i variationer over det sædvanlige bløde, praktiske fritidstøj: Elastik i taljen, lettere falmede og forvaskede. Kvinderne derimod har hatte på. Eller det vil sige, at én har sat håret højt og pyntet med små yndige pastelfarvede blomster. En anden har valgt en bredskygget stråhat med sløjfe i marineblå silke, mens to veninder begge har løftet og svøbt deres frisure omkring en såkaldt fascinator, “en hovedprydelse i form af en slags pyntehat,” hvis man spørger Wikipedia.