ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Psykologen fra “Gift ved første blik” er ekspert i skilsmisser: “I psykologien kalder man skilsmissen for den moderne død”

Psykologen Gert Martin Hald fra “Gift ved første blik” er ekspert i skilsmisser efter års forskning. Så da han selv endte med at blive skilt, samtidig med at han skrev sin nye bog, vidste han præcis, hvad der ville ske

Gert Martin Hall er psykologen kendt fra "Gift ved første blik", der har måttet udsætte 7. sæson pga. corona. Foto: Thomas Nielsen
Gert Martin Hall er psykologen kendt fra "Gift ved første blik", der har måttet udsætte 7. sæson pga. corona. Foto: Thomas Nielsen © Thomas Nielsen

Vi kender Gert Martin Hald som den fattede psykolog med de blå øjne i DR's tv-serie “Gift ved første blik”, hvor han hver sæson sammen med en præst og en parterapeut kobler fire-fem par, der aldrig før har mødt hinanden. Parrene ser hinanden for første gang, fem minutter før de giver hinanden vielsesringe på for rullende kameraer. Indtil nu kunne serien næsten uden underdrivelse have undertitlen "- og skilt inden sidste afsnit”, for de nye par ender typisk med skilsmisse, ligesom det også i længden er tilfældet for omtrent halvdelen af alle danske ægteskaber.

“Hvis du er ved at blive skilt, er du altså fuldstændig normal,” skriver Gert Martin Hald i sin nye bog, “Kom godt igennem skilsmissen”, der drejer sig om hans mangeårige forskningsområde. Han har groft sagt levet af skilsmisser over de senere år ved dels at forske i dem på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, hvor han er afdelingsleder, og dels som indehaver af den digitale platform “Samarbejde efter Skilsmisse – SES”, som han og hans forretningspartner Søren Sander modtog Innovationsprisen for sidste år. SES er indtil nu implementeret i 30 kommuner, og en del af SES blev forrige år obligatorisk for alle par, der søger om skilsmisse og har fælles børn under 18 år.

06Gert_Martin_Hall_NITL1006040.jpg
Foto: Thomas Nielsen © Thomas Nielsen

Randomiserede forsøg viser, at forældrene får det bedre af at gennemgå forløbet. Bl.a. føler de sig mindre angste, stressede og deprimerede, og de har halvt så mange sygedage på et år som gruppen, de blev sammenlignet med.

“I psykologien kalder man skilsmissen for “den moderne død”, fordi den er et tab, der for mange medfører sorg og de nogle gange voldsomme reaktioner, der følger med sorg. Forskningen viser, at en skilsmisse ligger i top tre over de begivenheder i voksenalderen, som voksne oplever som de værste, kun overgået af et barns eller en ægtefælles død,” forklarer 45-årige Gert Martin Hald over en coronasikker telefonlinje fra sit hjem ved Søerne i København.

Derfor bliver vi skilt

Hans nye bog er bygget op omkring forskningsbaseret viden og værktøjer, og når han kan give så klippefaste råd både der og i det standardiserede, digitale forløb, er det, fordi statistikken tegner et klart mønster.

F.eks. bliver vi typisk skilt i 40'erne efter gennemsnitligt 12,5 års ægteskab. Omkring en tredjedel har fundet en ny partner forinden, og det er oftest kvinden, der tager det endelige initiativ til bruddet. Generelt forklarer vi skilsmissen med kommunikationsproblemer, tab af sympati, respekt og fortrolighed, med utroskab, mangel på intimitet og kærlighed, eller at vi voksede fra hinanden. Men tallene viser også, at fire ud af fem voksne får det rigtigt godt igen.

Den sidste konklusion var han glad for at have in mente, da han selv gik igennem en skilsmisse fra sine to børns mor, lige før han gik i gang med bogen.

“Måske var jeg lidt bedre rustet til at håndtere min skilsmisse, fordi jeg vidste, hvad jeg kunne forvente og skulle være særligt opmærksom på, og på den måde blev den mindre skræmmende. Men jeg er jo først og fremmest menneske, før jeg er psykolog, så jeg undgik ikke fasen med sorg og lidt tragikomisk skam ved tanken om, hvor ironisk det var, at det nu var mig fra “Gift ved første blik”, der skulle skilles,” indrømmer han.

16Gert_Martin_Hall_NITL1006174.jpg
Foto: Thomas Nielsen © Thomas Nielsen

Hans norske ekskone og deres børn bor i Stavanger, Norge, hvor han også bor delvist, ligesom før skilsmissen. I dag rejser han til Norge hver anden uge for at være sammen med børnene og tager dem med til Danmark, så snart ferierne tillader det. Det forgangne halvandet år har han måttet se dem dykke i trivsel, ganske som lærebøgerne siger, men også opleve, at de ligesom han selv er på vej op igen.

“Jeg genkender mange af de ting, jeg skriver om, lige fra min egne reaktioner til de problemer, der kan opstå, når man skal etablere en anden relation til sin ekspartner,” siger han.

Han føler, at hans personlige erfaring med forskningsfeltet bl.a. har skærpet hans opmærksomhed på, hvor konkrete og lavpraktiske råd om alt fra håndtering af vrede til konfliktnedtrapning, man kan få brug for, når man står midt i skilsmissen.

“Det er ikke nødvendigvis særligt nemt at efterleve et råd om at være tolerant over for ekspartneren, hvis du bare har lyst til at dræbe den anden.”

Selv er han ikke kommet til den fase endnu, som langt de fleste fraskilte kommer til på et tidspunkt, nemlig et nyt parforhold. Fra sin psykolog- og sexologipraksis ved han, at det, der oftest går galt for sammenbragte familier, er, at de ikke får kalibreret forventningerne til de nye spilleregler. De har måske forskellige bopæle, større geografisk afstand og en eller to ekspartnere, der også spiller en rolle.

“Begge parter må indstille sig på at være nummer to i forhold til stedbørnene, og samtidig af og til prioritere det nye forhold over børnenes behov, og det kan være svært,” siger Gert Martin Hald.

Lykkes det ikke, er man tilbage i gruppen af aspiranter til “Gift med første blik”, nu i “de ældre”-kategorien, som trofaste seere af seriens seks sæsoner ved er en besværlig gruppe.


Andre læser dette lige nu