Han kørte den samme tur til arbejde hver dag. Fra Grenaa til Brande. Og så retur. En time og 45 minutter i bil hver vej. Det er mange timer med sine egne tanker. Især hvis man ikke har det godt. Det havde 25-årige Nickolai Damgaard ikke.
Hver morgen når han kørte ud af Østbirk på vej mod Nørre Snede, passerede han et stort træ i vejkanten. Flere gange gassede han op med retning direkte mod træet. I sidste øjeblik drejede han af. I stedet trak Nickolai Damgaard vejret dybt og kørte det sidste stykke til Bestseller i Brande, hvor han arbejdede som salgsansvarlig for et af modekoncernens brands i England og Irland.
