Han tog en chance med sit største ikon Robert De Niro: Nu er han en af Europas mest efterspurgte instruktører

Tidligere i år sad Martin Werner på tomandshånd med Robert De Niro. Det var en følsom situation for dem begge, for Robert De Niro var der for pengenes skyld, mens Martin Werner havde kunstneriske ambitioner med den reklamefilm, som de skulle lave. Og manuskriptet sad ikke helt i skabet.

Reklamefilminstruktør Martin Werner havde det lidt stramt med situationen, fordi Robert De Niro for ham står som det største ikon, der har brændt igennem i samtlige af Werners yndlingsfilm; “Deer Hunter”, “Godfather”, “Taxi Driver” og “Raging Bull”. Hans mål med snakken var ikke en hyggelig passiar om filmhistoriens store øjeblikke, men at presse Hollywoodstjernen til nogle replikker, som han og hans management for længst havde slået fede, røde streger over.

“Jeg tog nogle chancer i mine samtaler med ham, som kunne være gået galt og resulteret i, at han gik sin vej. Men det endte med, at jeg fik skabt en dialog, der i sidste ende fik ham til at se det sjove i mine idéer,” siger 52-årige Martin Werner.

Denne vedholdenhed pakket ind i et venligt ydre, god øjenkontakt og et egalitært tonefald fungerer for Martin Werner, der er en af Europas mest efterspurgte reklamefilminstruktører, og hvis kampagnefilm “No Drama” for Switzerland Tourism udkom i slutningen af maj i år og i skrivende stund er set over 54 mio. gange på Youtube.

Du kender formentlig ikke Martin Werner, for han bevæger sig bag kameralinsen og har gjort det i over 30 år, men han kender om ikke dig personligt, så de knapper, der får dig til at fælde en lille tåre af glæde eller rørelse i slutningen af en god reklamefilm – om afsenderen så er noget så instrumentelt som et fransk teleselskab eller en norsk bank.

“Jeg er mest kendt for de følelsesladede sympatiske og kærlighedsfulde film. For det er dem, jeg er bedst til,” siger 52-årige Martin Werner fra en karrygul flyder af en fløjlssofa i et af klipperummene i Bacon Production på Frederiksberg i København.

Selskabet stiftede han i 2001, og det holder til på H.C. Ørsteds Vej i en tidligere flagstangsfabrik, der har fået et kreativt lag maling, charmerende møbler eller iøjnefaldende kunst i hvert et hjørne.

Han er f.eks. manden bag Magnum-reklamer som “Proudly Seeking Pleasure” med drag queens i hovedrollerne, som både vandt reklamebranchens guldløve i Cannes i 2015 og kom på listen over verdens mest prisbelønnede reklamefilm det år. Du husker måske hans første reklamefilm, der stadig bliver bragt hvert år op til jul – den med en lille pige, der irettesætter sin far med en løftet pegefinger, fordi han ikke kan vente med at skrabe alle låger i julekalenderen. Gennem sin karriere har Werner vundet utallige priser som sølv- og guldløver ved reklamebranchens største filmfestival, Cannes Lions, og har arbejdet tæt med hollywoodstjerner som George Clooney, Benicio del Toro, Christopher Walken og altså senest Robert De Niro.

De 91 sekunders film “No Drama” går i al sin enkelhed ud på, at Robert De Niro ringer til den schweiziske tennisstjerne Roger Federer for at fortælle ham, at han ikke vil være med i en reklamefilm om Schweiz, fordi alpelandet mangler drama og kant for sådan en personlighed som Robert De Niro. Schweiz er bare for perfekt, og reklamebudskabet er skåret ud i bjergtinder, skiløb og sortbrogede køer.

Det var desværre også en storyline, der manglede kant for Martin Werner, der har skabt sig et internationalt omdømme på film, der er alt andet end metervarer og som i sig selv er så seværdige, at folk frivilligt vælger at konsumere et par minutters reklame på Youtube og taler om dem over frokostbordene. Det handlede med andre ord også om Martin Werners gode ry og selvrespekt, og derfor kunne han få sig selv til at battle detaljer med sit idol.

Det, som han fik overtalt Robert De Niro til at sige var bl.a. et enkelt “fuck you” undervejs og en slutreplik, der hedder “Maybe call Hanks …“.

Sætningen relaterer til en stående hollywoodjoke om, at Tom Hanks har sagt ja til en masse film, som Robert De Niro har takket nej til gennem tiden, og det syntes Martin Werner kunne være “grineren” at stikke til i filmen. For hans holdning er, at det giver så meget mere værdi for både afsender, medvirkende, producent og modtager, at filmen er underholdende og mindeværdig frem for poleret og stueren, som mange ellers opfatter som sikrest.

“Jeg sagde til Robert De Niro: “Jeg ved godt, at du i al sin enkelhed gør dette for pengenes skyld, men hvis vi gør det, så folk synes om den, koster det mindre af dit image“,“ siger Martin Werner, der i disse uger med tilfredshed kan se seertallene for filmen stige og de positive omtaler florere.

Han fik tidligt smag for filmmediets magi i et helt andet og langt fra poleret regi, nemlig fra sine forældres private psykologpraksis. De havde investeret i to professionelle kameraer til at optage samtalerne med klienterne for bl.a. at dokumentere udviklingen og dialogerne.

“Det var dyrt udstyr, så det var forbudt for mig at bruge dem, men jeg skruede dem ned i weekenderne og optog mine egne film,” husker han.

Men hvad værre var, smugkiggede han også nogle af VHS-båndene fra reolen i terapiværelset, og det var lærerigt materiale for en præpubertær knægt og for den voksne mand, han blev til. Nogle havde mistet mennesker, de elskede, mens andre forlod dem, de engang havde elsket, og en enkelt erkendte sent, at han elskede mænd. Angst, sorg, vrede, ulykke og hans forældres navigation i de oprørte vande.

“Jeg lærte af de bånd, at døden lurede overalt. Der var så megen smerte i de samtaler, dødsangst, ja, dødslyst, at jeg fik en fornemmelse af, at intet varer ved, og at i stedet for at begræde, at vi skal dø – for det er det eneste, vi ved med sikkerhed – skal vi huske på at få noget rigtig godt ud af det, mens vi er her,” forklarer Martin Werner og fortsætter i samme åndedrag:

“Og det er præcis min kones mantra og noget, som jeg elsker hende usandsynligt meget for. Så når jeg af og til kan glemme det, minder hun mig om at se tingene i et positivt lys og værdsætte de muligheder, vi har.”

Han er gift med Bibi Maj Werner, der er indehaver af luksusmodebutikken Holly Golightly i det indre København, og sammen bor de med deres fire børn og to hunde i en villa i Klampenborg.

For at tage et konkret eksempel på hendes livsindstilling, så arvede hun en kælder fuld af dyre vine af sin far, der døde af kræft. For Martin Werner lå det i kortene, at de skulle værne om de vine, fordi de var så kostbare.

“Men Bibis instinktive indstilling var: “De skal drikkes, for min far fik ikke drukket dem.” Den bitre kendsgerning er jo også, at selv så gode vine kan gå over tid og komme til at smage ad helvede til. Så vi popper de flasker i tide og utide, og jeg er glad for at have både Bibi og gode venner at nyde dem med,” siger Martin Werner, der øver sig i at holde den dårlige samvittighed fra livet.

Han er imponeret over hendes evne til at nyde dem, som hun gør, for ingen af dem er vokset op med den slags forbrug – de flasker lå jo netop stadig i kælderen – og Martin Werner slægter selv sin mor meget på, når det kommer til sparsommelighed. Hun voksede selv op i efterkrigstiden med en enlig mor, der ikke havde kongens mønt, og så sent som i hans barndom skar hun mug af brødet for at spare på ressourcerne.

“Jeg bliver selv rasende på mine drenge, hvis de bestiller en pizza og får den leveret. Der er en hårfin grænse mellem at nyde livet og at fråse.”

De forbudte VHS-bånd lærte ham en anden vigtig lektie, som han bruger i sit fag: At det kræver en klar og tydelig konflikt at skabe et drama, og at det, der opløser konflikten, er forandring. Måske lå det allerede i hans personlighed, og måske tog han farve af filmene som en kop vand af et tebrev, men for ham var det opløftende at se sine forældre trække tankerne i en konstruktiv retning og flytte folk – også når det kom til brud og opbrud. Det gav igen og igen den happy ending og forløsning, han er ekspert i at fremkalde på film i dag.

“Som min mor sagde: “Enten hopper du af båden, eller også bliver du i den. Du skal ikke sidde på rælingen”. De havde et determineret fokus på at skabe forandring,” siger han, der som reklamefilminstruktør endda bruger det som en del af en klassisk opskrift: “Problem, solution, celebration”.

“

Jeg bliver selv rasende på mine drenge, hvis de bestiller en pizza og får den leveret. Der er en hårfin grænse mellem at nyde livet og at fråse

Martin Werner

Egentlig drømte han om at blive kunstner og søgte som 19-årig ind på Filmskolens instruktørlinje med en film, han havde optaget og klippet i Spanien. Han kom også til samtale og sagde lige ud af posen, at han var et lykkeligt menneske uden den store smerte indeni.

“Det mærkede jeg med det samme, at jeg ikke skulle have sagt, for det var ikke det, de ville høre,” siger Martin Werner, hvis kortfilm dog både blev vist på DR og et par filmfestivaler og på den måde nåede frem til Kristian Levring. Han var dengang Danmarks bedste reklamefilminstruktør, blev siden en af dogmebrødrene og er i dag medejer af Zentropa.

Levring tog Martin Werner under sine vinger og oplærte ham i reklamefilmkunsten i en lun opdrift fra den nye delvist kommercielle kanal TV2, der åbnede året efter hans afslag fra Filmskolen.

Fremad gik det, mens pengene strømmede ind, og hæderspriserne ligeså, indtil han var omkring de 40 år og hans daværende partner i Bacon Productions ville ud af selskabet. Det kastede ham ud i midtvejskritiske overvejelser, om hvorvidt han skulle afvikle firmaet. I stedet fik han tidligere bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater og DR, Michael Christiansen, ombord i en nyoprettet Bacon-bestyrelse, og det anser han i dag som livsforandrende.

Michael Christiansen var det første menneske, Martin Werner havde mødt, der både forstod anatomien i en sund økonomi og i kreativ vækst. Han fik Martin Werner og Co. til at zoome ind på deres visioner, lokalisere visne grene i organisationen og tænde gnisten igen.

“Han har nogle helt eventyrlige evner til at læse, forstå og fremelske kreativitet,” siger Martin Werner, der bl.a. lod ham knytte efterspurgte instruktører som Martin de Thurah, Adam Hashemi og Jeppe Rønde til huset, vel vidende at man i et kunstnerisk hus ikke er bedre end det samlede kunstneriske potentiale, og derfor har Martin Werner altid skarpe kritikere på den nærmeste etage, der kan give ham knusende ærlig feedback.

“Når man laver film, skal man hele tiden genopfinde sig selv. Man kan aldrig rigtigt hvile på laurbærrene, og det er aldrig en mulighed at lave noget copy-paste, for det er hele tiden nye forudsætninger, nye produkter og nye relationer,” siger Martin Werner.

Det kan lyde som brok, men når det kommer til stykket, passer det foranderlige arbejdsliv perfekt til hans sind. For et års tid siden, da han selv begyndte i terapi, fordi han følte, han sad fast i nogle gamle mønstre, er han blevet diagnosticeret med en mild form for adhd. Det forklarer for ham det ekstra gear, han altid er blevet beskyldt for at besidde.

“Jeg har på den måde fundet svar på, hvorfor jeg gerne vil multitaske, men også at det kan være værdifuldt for mig at koncentrere mig om en enkelt ting. Men grundlæggende har adhd været min bedste ven, fordi den har gjort mig utroligt produktiv,” siger han.

Det betyder også, at han har været meget væk fra familiens hverdag, som hans kone har måttet være daglig leder for, og det har hun mestendels været indforstået med. Han har måttet lære at være rigtigt til stede med børnene, når han rent faktisk var hjemme, men også at tage ansvaret på sig for de valg, han tager.

“Det sker, at jeg tager en snak med børnene om nødvendigheden af at arbejde, og om hvad det koster at drive en familie, og vigtigst af alt, at mit arbejde er noget, jeg elsker at lave og ikke kun noget, jeg gør for at tjene penge,” siger Martin Werner.

Den oprejste pande er også et stykke børnelærdom, som han har med hjemmefra, og i dette tilfælde ikke via VHS, men direkte fra sin fars mund. Han rådede ham til at tage det fulde ansvar for sine valg og sine fejl ved i overført betydning at stille sig midt i rummet og med øjenkontakt indrømme sine gerninger eller sine erkendelser – for så ville alt blive ok.

Det brugte han som 19-årig, da hans vilde hårpragt fra rollingeårene allerede var tyndet kraftigt ud, og han valgte at klippe sig skaldet. Det virkede chokerende på kammeraterne og ydmygende på Martin Werner, men på den måde stod han ved den, han var og er, og det virkede. Ikke mindst på ham selv.

Det greb har han brugt mange gange siden, og det virker også afmonterende på hollywoodstjerner, og det bonner ud på lykkekontoen. Han må give sin far ret i, at det kommer positivt tilbage og bidrager til den vigtigste opgave af alle, at holde det store livsregnskab i plus.

For den ene dag har man tykt, krøllet hår, og den næste er man skaldet. Den ene dag har man en svigerfar med en kælderfuld af god vin, den næste har man kun de dyre dråber tilbage. Den ene dag får man et afslag fra sin drømmeuddannelse, og 30 år efter sidder med på tomandshånd med Robert De Niro.

make@borsen.dk