Guldnitteklædt Ragnarock i Roskilde

Navnet forpligter, tænker jeg forventningsfuld, da jeg drejer ind på Rabalderstræde i Roskilde med Gasolins tekst i tankerne. Her må være masser af frække chicks og friske fyre, der drøner rundt og spiller dyre. Ikke mindst når vi nu er i nærheden af Danmarks nye rock- og popmuseum Ragnarock.

"Hvad var det lige med den fascination af glitterrock, jeg havde, da The Sweet og Slade var på deres højeste omkring 1976?"

Gaden virker dog lidt stille her en ganske almindelig formiddag. Som om der ikke er flere branderter at bære hjem, og dagen er kommet - med tomme lommer.

Til gengæld ryddes der buler og trilles kugler, da jeg nærmer mig den gyldne bygning, som fredag 29. april og i den efterfølgende weekend holder åbningsfest for Kronprinsen og alle vi tumper, der vil rulle sig ud og være med til at fejre 60 års ungdomskultur og musikhistorie.

40 håndværkere borer og hamrer for at lægge sidste hånd på den permanente røde løber, de gyldne nitter på bygningens yderside og udstillingerne, der skal gøre Ragnarock til et mekka for rock, pop og ungdomskultur. Der, hvor lamperne aldrig går ud, og der er tingelingelater i overmål.

"Det er 15 år, hvor jeg hver eneste dag har tænkt på rockmuseet, der endelig er ved at gå i opfyldelse. Ingen troede på, at vi ville nå i mål med et rockmuseum," siger museumsdirektør Frank Birkebæk, da jeg møder ham i det nye museum, der har kostet 125 mio. kr. at bygge og indrette.

Den 70-årige direktør kan næsten ikke få armene ned af begejstring for det, han kalder Danmarks første helt nye museum, siden Arbejdermuseet i København åbnede i 1983. Et nyt museum med et nyt fokusområde og ikke "bare" et nyt kunst- eller historisk museum.

"Folk troede bare, at vi ville hænge en masse guitarer op på væggene. Min ambition har hele tiden været at vise, hvordan ungdomskultur har været afgørende for samfundets udvikling siden 1950'erne, og hvordan den har påvirket alt. Ikke bare musikken, men også moden, medierne, globaliseringen og forbrugssamfundet," siger Frank Birkebæk, der personligt blev ramt af rocken, da Beatles-manien hærgede midt i 1960'erne.

"Ungdomskulturen eksploderede helt ud i de små byer. Det var som en revolution, og for mig er de stadig de største. I dag er vi næsten alle sammen vokset op med rock og pop, selv bedsteforældregenerationen som mig er til rock og pop. Museet er ikke bare for de unge," siger han.

Svedig og klogere

Museets navn, Ragnarock, er inspireret af ordet Ragnarok ? uden c, der i den nordiske mytologi betyder både kaos, genfødsel og en ny begyndelse.

"Vi fortæller historien om den vestlige verdens genfødsel efter Anden Verdenskrig. Hvordan der for første gang opstår en ungdomskultur, som kræver indflydelse på samfundet og gør oprør mod de gamle
systemer og bryder grænser. Rock er det første globale sprog, vi har," forklarer Frank Birkebæk.

Direktøren overlader mig til museumsinspektør Jacob Westergaard Madsen, der har ansvaret for udstillingerne og skal vise mig museets temaer og legepladser. Museet er ikke opbygget kronologisk, men i diverse interaktive installationer og aktiviteter. F.eks. kan man lege lysmand, dykke ned i fankulturen eller lære at danse rave og jitterbug.

"Museet handler om energi. Man må gerne gå herfra både svedig og en smule klogere," siger Jacob Westergaard Madsen, mens vi går udenfor i gråvejret og kigger på de gyldne nitter og den iøjnefaldende bygning på 3500 kvadratmeter, der kan minde om en gigantisk kødhammer.

"Normalt er nitter i sølv, så guldnitterne giver et tvist og et hint om rockens glamourøse side. I solskin vil bygningen stå meget skarpt her i området," forklarer Jacob Westergaard Madsen, mens vi går på den røde løber.

Vi åbner dørene til Ragnarock og kommer ind i foyeren, der helt i rødt er tiltænkt en fornemmelse af det indre af en guitarboks. Vi tager elevatoren op i udstillingerne og bliver straks kastet ind i et større lysshow.

"Det første tema hylder lysmanden, der fik stor betydning i den psykedeliske musik i slutningen af 1960'erne. Vi vil gerne tage vores gæster med ind i et andet bevidsthedsrum,

hvor man kan lege med lys fra forskellige epoker i rockhistorien," siger Jacob Westergaard Madsen, mens jeg river og flår i nogle stænger, så lys kastes rundt i lokalet.

Før jeg bliver for begejstret, fører han mig videre til diskokuglen i det næste rum, hvor han udfordrer mig til en ravedans.

Lidt uretfærdigt, når han scorede sin kone til et raveparty, tænker jeg, som hellere vil konkurrere i diskodans a la John Travolta. Men vi er allerede videre til Troels Triers politiske tekster, perkerrap og punkjakker. Eksempler på nogle af de oprør, som musisk har bragt ungdomskulturen videre.

"Vi skarpvinkler lidt og hævder, at det hele starter i musikken," forklarer Jacob Westergaard Madsen, da jeg spørger, om det virkelig er musikken, der var drivkraften i den politiske venstrefløj omkring 1970.

Efter tre nedslag i særlige emner - lys, dans og oprør - er det tid til det store forkromede overblik i "musikalske strømninger", der fører os gennem ti kapitler og årtier i den danske musikhistorie - fra jazz til tidens toner.

Jeg kigger på hitlister for at finde mine egne yndlingsnumre fra 1970'erne og 1980'erne, før vi rykker videre til fankultur og idoldyrkelse.

Jeg havde for længst glemt, at Otto Brandenburg var Danmarks første teenageidol. Heldigvis var jeg for ung til at få hans navn tatoveret på kroppen.

"Vi hylder fanskriget til koncerterne, som ofte er blevet latterliggjort. Vi hylder tatoveringer og alt det andet kreative, som fans har gjort for at vise deres forhold til idolerne," fortæller Jacob Westergaard Madsen, mens jeg griner af min egen idoldyrkelse.

Hvad var det lige med den fascination af glitterrock, jeg havde, da The Sweet og Slade var på deres højeste omkring 1976? Hvorfor havde jeg både T-shirts med The Sweet, en frisure, der matchede Brian Connollys og støvletter i bedste Elton John-stil?

Jagten på fed lyd

Rundvisningen slutter med jagten på den fede lyd, hvor man kan få lov til at lege producer, og en invitation til at deltage i et videokunstværk, hvor man synger en række vokalbidder, som klippes sammen med alle andre gæsters.

Jeg undlader at blamere mig, selv om Jacob Westergaard Madsen insisterer på, at hver fugl synger med sit næb.

"Vil man fordybe sig i det hele, vil det tage over et døgn at komme gennem udstillingen, så det vil nok være de færreste, der får prøvet det hele," siger Jacob Westergaard Madsen, der har en drøm om, at Ragnarock udvikler sig til et forsamlingshus, hvor der udover udstillingen er koncerter og sociale aktiviteter.

Om det er nødvendigt, tvivler jeg på, da jeg vinker farvel. Det føles næsten som om, at jeg har været til koncert i min tour de force gennem rock- og pophistorien.

Jeg er også blevet svedig, bemærker jeg, da jeg forlader Rabalderstræde, hvor jeg kan skrive under på, at den slet slet ikke får for lidt.