Engang var de det ultimative statussymbol for forretningsfolk. Adgangen til en lufthavnslounge var næsten som at træde ind i de hellige haller.
Nu var man blandt de særligt udvalgte, nu var man noget ved musikken, nu havde man nået toppen – og fløj kun på businessclass.
Ja, okay. Det var alt sammen, før Lars Løkke Rasmussen gik ind og overtrumfede det hele med sine rejser på første klasse – altså niveauet over businessclass – men lad nu det ligge.
Han har jo sagt undskyld og vil fremover – som os andre – blot indfinde sig i de businessclass-lounges, der allerede findes et par stykker af i både København, Aalborg og Billund Lufthavn.
"Frokostbuffeten er en smule tam, men der er mulighed for at få mad bragt op fra en af de andre restauranter, så ingen flyver herfra på tom mave"
Men hvad er det egentlig for en luksus, de rejsende på businessclass tillader sig selv, før de træder om bord på flyet og indtager pladsen forrest i kabinen?
For at få svar på det spørgsmål har Pleasure besøgt både Københavns og Billund Lufthavn for at besøge de eksklusive enklaver, der dog har tabt lidt af pusten over de seneste par år.
I Aalborg Lufthavn har gæsterne indflydelse bl.a. på, hvordan fremtidens lounge skal indrettes.
Hvor lounges før var forbeholdt de udvalgte få, står de i dag næsten pivåbne for samtlige passagerer med et kreditkort eller kolde kontanter i lommen. Lounges er blevet masseindustri på linje med de toldfri butikker i terminalerne. Det handler om omsætning frem for eksklusivitet.
Operatørerne bag de fleste lounges har derfor neddroslet deres krav om businessbilletter og giver adgang til alle mod et par hundrede kroner.
En af de første, der tilbød kunderne kontant adgang, var Novia Lounge i Københavns Lufthavn, hvor der er plads til ca. 150 passagerer. Det føles dog som om, at de ellers så skrappe madammer bag skranken, tillader langt flere gæster, for der er konstant kø ved buffeten og rift om hver enkelt lænestol.
Ro og enkelt design
Vil man derimod sikre sig lidt fred og ro, er naboloungen et bedre bud. CPH Apartment er indrettet som en klassisk, københavnsk herskabslejlighed med masser af lys, luft og skandinavisk design, og så er den mindre befolket end Novia Lounge, selvom den kun koster yderligere 19 kr.
Det er penge givet godt ud.
Den tidligere Servisair-lounge i Københavns Lufthavn hedder i dag Aspire og fremstår både flot og farverig i Terminal 2.
To minutters gang herfra ligger den nyindrettede Aspire Lounge – den tidligere Servisair Lounge – på 1. sal i Terminal 2.
Personalet er smilende og imødekommende og viser gerne rundt i den farverige lounge, der bl.a. er indrettet med små, stofbeklædte båse, hvor man kan nyde den lette frokostbuffet eller en frisktappet fadøl.
CPH Apartment er indrettet som en klassisk, københavnsk herskabslejlighed i Terminal 2 i hovedstadens lufthavn.
Dog er der begrænset med arbejdspladser, og forretningsfolk er henvist til caféborde eller små barstole langs vinduerne. Der er et fint udvalg af aviser, men kun et par danske magasiner at vælge mellem.
Fornem ny SAS-lounge
Anderledes ser det ud i Terminal 3, hvor lufthavnens absolut største og mest elegante lounge holder til blot ti meter fra SAS' Fast Track-adgang.
Københavns Lufthavns mest elegante – og største – lounge tilhører SAS, der netop har nyindrettet selskabets lounge i Terminal 3.
Loungen tilhører selvfølgelig SAS og har netop gennemgået en renovering, så den fremstår flot og indbydende. Her er højt til loftet, og passagerne kan vælge mellem både danske og internationale aviser og magasiner.
Der er tænkt over detaljerne med fokus på forretningsrejsende, der har gode arbejdsborde samt Apple-maskiner til fri afbenyttelse. Dertil kommer en række mødelokaler, som kan reserveres på forhånd. Funktionelt og fornemt.
Elegante Billund
De samme tanker kommer til udtryk i Billund, hvor den elegante King Amlet Lounge stadig imponerer alene med sin størrelse og valget af møbler fra bl.a. Børge Mogensen.
I Billund Lufthavn har man udsmykket loungen med klassisk dansk design og møbler fra bl.a. Børge Mogensen.
Loungen er funktionelt indrettet og byder på arbejdsborde med plads til egen bærbar. Frokostbuffeten er dog en smule tam, men der er mulighed for at få mad bragt op fra en af de andre restauranter, så ingen flyver herfra på tom mave.