"Guds Rambo" kørte missioner under Balkan-krigen i sin gamle Camaro

Væggene er fyldt med fotos af militærfolk i gallauniform og indrammede avisklip. Det ligner et lille tøjhusmuseum, men vi sidder på Helge Meyers kontor og drikker kaffe. Den 74-årige danske jægersoldat nr. 89 nyder livet som pensionist med kone og hund i et hus ved Flensborg fjord, men for 25 år siden brugte han sin gamle uddannelse som elitesoldat til for egen regning og i hemmelighed for familien at køre medicin og mad til civile under krigen på Balkan.

At det meste blev leveret med en tunet muskelbil gør historien endnu mere spektakulær. Med lidt overtalelse har Helge Meyer indvilliget i at fortælle Børsen om sit liv og vilde vogn, der kørte i pendulfart med bagagerummet fuld af nødhjælp til krigen på Balkan. Vi møder dog mand og maskine tidligere på året i en garage i Nordjylland.

En sort gummiand med bandana smiler afvæbnende fra toppen af manifolden, der rager op gennem motorhjelmen som på en dragster. Den olme muskelbil er vågnet efter lang tids dvale og lusker søvndrukken gennem landskabet med tøffende motor.

Sideruderne er malet matsorte, og foran sidder to sorte lamper i et overdimensioneret kængurugitter. Den ligner en statist fra den gamle, postapokalyptiske actionfilm Mad Max med Mel Gibson, men den sorte Camaro er udstyret med ægte ar og har oplevet kaos, død og ødelæggelse under krigen på Balkan i 90’erne. Dernede blev den kendt som spøgelsesbilen, der blev kørt af en forrykt dansk elitesoldat, som bragte forsyninger til civile.

Historien om den har cirkuleret i årevis på internetforums for militærhistorie og amerikanerbiler i en efterhånden helt utrolig version, så vi har sat os for at høre sandheden fra manden selv, der har skrevet selvbiografien “Guds Rambo - Manden der hjalp krigens børn” og i dag lever et stille liv i Tyskland og Danmark.

Foran en garage i nærheden af Ringkøbing venter en ældre herre iført ­tophue, fleecejakke og termokande. Det var ikke lige sådan, vi havde forestillet os “Camaro-­krigeren”, der på gamle billeder i biografien ligner en rocker med biker-solbriller, lædernittehandsker, Vietnam-bandana og et arsenal af blankvåben surret til kroppen over en ærmeløs undertrøje, så ud i dag. Den ranke holdning, det faste håndtryk og den seriøse attitude gør det klart, at vi står overfor en tidligere soldat, der lige skal se os an og ikke bruger tid på unødigt pjat.

Porten går op, og der står den sorte “War Camaro”, der ser akkurat så barsk ud som på billederne fra krigen. Med kæbepartiet i gulvhøjde får vi fremstammet, at det ligner en bil fra Mad Max, hvilket får en kølig modtagelse.

“Gør den? Det kan godt være. Farven fik jeg fra amerikanerne. Den havde Mel Gibson ikke. Og jeg kørte i krig, mens han lavede film. Alt på den har en funktion, for jeg skulle bare overleve,” fortæller Helge Meyer.

Historien lyder vildere end et filmmanus fra Hollywood, men en bunke gamle fotos, våbentilladelser, diplomer og takkebreve fra borgmestre og militærfolk hjemme på kontoret bakker op om Helges utrolige livshistorie. Den pensionerede soldat sænker hurtigt paraderne og taler varmt om bilen, som står hans hjerte nært:

“Jeg syntes bare, det var en fed bil, og den lød godt, da jeg købte den i 1986. V8’eren har noget beroligende over sig”, fortæller han med drømmende øjne, men indskyder: “Min kone har altid hadet den som pesten. Bilen var skyld i, at jeg aldrig var hjemme, og at hun aldrig vidste, hvor jeg var.”

Helge Meyer blev en af Danmarks første jægersoldater i 1966. I forbindelse med uddannelsen var han i Frømandskorpset for at blive kampsvømmer, Bundeswehr i Tyskland for at springe faldskærm og lærte om guerillakrig i US Army 10th Special Forces Group Green Berets i Bad Tölz. Fra 1976 trænede han amerikanske elitetropper med en berygtet 100 km march på Vestkysten.

Konen fik nok af militærlivet og bad ham om at vælge mellem Jægerkorpset eller et civilt job og hende, hvorefter de blev gift og han etablerede Danmarks første antiterrorkorps i Ringkøbing. Det fangede amerikanernes opmærksomhed og skaffede ham et job med bevogtning af den nu lukkede Rhein-Main airbase i Frankfurt. Her blev han for alvor taget seriøst, da han opdagede et forestående terroranslag. Han valgte dog et civilt job som sikkerhedschef for 1600 mand på avisen Frankfurter Rundschau, men fortsatte med at have adgang til basen, hvor formen blev holdt ved lige.

Da krigen på Balkan brød ud, så Meyer måbende til på tv, mens Vesten og Røde Kors vendte det blinde øje til massakrerne, der udspillede sig midt i Europa. Han besluttede sig for at gøre noget og kørte i 1991 sin Chevrolet Camaro hen til sine venner på den amerikanske base for at spørge om nødhjælp. Han bad om 100 kg medicin, men ugen efter stod der 20 ton klar i en hal.

“Jeg fik for 3 mio. dollars medikamenter – og var i starten lidt naiv. Den ene hånd vasker sikkert ikke den anden, men det gjorde den, så jeg måtte lave nogle opgaver for dem. Det var ok, så længe jeg ikke skulle slå nogen ihjel,” husker den tidligere jægersoldat, der understreger, at han aldrig arbejdede for eller blev betalt af CIA eller andre efterretningstjenester.

Opgaverne kunne være at spejde efter nedskudte piloter eller guide C-130 fragtfly, der skulle dumpe nødhjælp, via en radio fra jorden. Helge kørte ubevæbnet afsted. Det eneste, han havde med, var hans “krigsbibel”, men ingen skydevåben. Det fik basens præst til at give ham kælenavnet “Guds Rambo”, som har fulgt ham lige siden.

Før vi starter Camaro’en, skal vi lige have taget et billede med Helge, der i dagens anledning er trukket i sin gamle uniform for vores skyld. Det viser sig næsten umuligt at fotografere bilen, der absorberer blitzlyset på mystisk vis:

“Camaro’en er malet med lak fra en F-117 A,” siger Helge. Det er det kantede stealth-bombefly, der fik sin ilddåb under den første Golfkrig og blev berømt for at være næsten usynligt på radar. Idéerne til at opruste Camaro’en havde Helge inde i hovedet, men han fik hjælp af US Air Force til at føre dem ud i livet.

Den originale 5,7-liters V8’er ydede 220 hk, men kunne godt bruge mere power. Det fik den med et eftermonteret lattergasanlæg, der kunne aktiveres i maksimalt 13 sekunder – længere tid ville få motoren til at gå i stykker. Det fordoblede effekten til 440 hk og gjorde den i stand til at accelerere til 200 km/t på 13 sekunder.

“Amerikanerne ville desværre have det tilbage, da jeg stoppede med at køre”, fortæller Helge, da vi spejder efter gas under motorhjelmen.

Metalskørtet forrest er primært en sneplov, men kunne også bruges til at puffe miner væk, som ikke var serieforbundne: “... for så ville Camaro’en ryge i luften”, fortæller Meyer, som guider videre. På de malede vinduer med elrudehejs kunne der monteres savklinger som en ubehagelig overraskelse til folk, der ville ind i bilen.

“Der er en stålplade under bunden, for soldaterne lagde fælder i form af sten eller spidst træ for at smadre bilernes bundkar. Men dem pissede Camaro’en bare på”, fastslår Helge. Buler i pladen vidner om, at det har virket efter hensigten.

Det massive kængurugitter får bilen til at se faretruende ud – og det var med vilje: “Folk blev overfaldet og dræbt, når de kørte i de her områder. Jeg tøvede ikke med at træde speederen i bund, hvis en ung mand stillede sig ud foran med en AK-47. Han kunne bare hoppe væk, men pansret under forruden var ikke stærkt nok til at tage en kugle”.

De store runde lygter i snuden ligner noget fra en rallybil, men det er militærgrej. De kan udsende infrarødt lys, der kun er synligt med en natkikkert, men det virkede ikke helt efter planen.

“Jeg brugte det én gang, for man blev blændet og kunne ikke se ordentligt i otte timer efter”.

Kabinen ligner indersiden af en afsvedet krigsmaskine, for interiøret har også fået et lag sort flymaling. Med en bagrude af metal og en metalplade-indrammet forrude er cockpittet skrækindjagende klaustrofobisk. Var vi i Helges soldaterstøvler dengang, havde vi nok stampet på speederen, lukket op for lattergassen og leveret nødhjælpen hurtigst muligt, men den gamle jæger greb tingene militæranalytisk an:

“Jeg listede typisk afsted med 80 km/t, og bilen sagde ikke meget, for der var sat en lyddæmpende udstødning på”.

Helge smiler, da vi lokker ham bag rattet, hvor han som i gamle dage fyrer op i en god cigar og tager sine nittehandsker på. De var gode at køre med og så faretruende ud, hvilket han gik efter på sin ubevæbnede mission i fjendeland. Det handlede om at se vild ud, så ingen turde lægge en finger på ham:

“Det virkede for det meste”, siger Helge tørt, mens vi studerer hans nærkampsvåben på kølerhjelmen, som bestod af blandt andet kniv, tomahavk og en nunchaku.

“

Når jeg blev udsat for noget, hvor der var børn involveret, så tudede jeg med det samme for mig selv i 10 minutter. Men så var den skid slået. Jeg kunne ikke komme hjem til familien i nedbrudt tilstand

Helge Meyer, jægersoldat

Der var dog en gang, hvor hans krigspsykologi ikke rakte. I sin selvbiografi beretter han om en episode, hvor han bliver stoppet af de frygtindgydende El-Mosahedin ved et tjekpunkt, og en bandit holder ham som gidsel med en pistol for at udlevere ham til serberne, der har sat en dusør på Helges hoved. Nok rejste Guds Rambo uden skydevåben, men slås kunne han stadig.

Med sin albue slog han pistolen ud af hånden på manden, ramte ham på halsen, så han ikke kunne få luft, og så blev Joe sendt til tælling med en knytnæve til ansigtet.

“Jeg smed ham af lidt senere i en grøft. Han var ikke død – tror jeg. Men jeg skulle bare afsted og regnede med, at hans venner snart ville finde ham.”

En tur var typisk 2500 km lang og ikke just en hyggeudflugt.

“Der var tit nogle idioter, som skød undervejs. Jeg havde ikke råd til reparationer – kun til benzin. Den kunne fås mange steder, men ofte var det fortyndet. Heldigvis var V8’eren ikke kræsen”.

Helge holdt sig kørende med kaffe, smøger, dåsepølser, bibellæsning og sin romantiske musik, som jeg nu får en prøvesmag på. Kassetteafspilleren virker stadig, og Ennio Morriconnes sørgmodige mundharmomika fra en spaghetti­western strømmer ud i kabinen.

I gamle dage kunne Helge sende musikken ud til en højttaler i motorrummet for at stresse fjender. Han havde også en særlig kemikalieblanding i en sprinklerbeholder fra en VW, der kunne sprøjtes ned på den varme udstødning og fordampe. Det reddede ham, da en kampvogn havde Camaroen i sigtekornet. I ­stedet for at stikke af, fingerede han et motorhavari og slap med skrækken.

Nødhjælpen blev leveret direkte fra det store bagagerum til børnehaver, hospitaler og børnehjem. Lasten kunne koste op til 100.000 D-Mark per tur, så den sorte Camaro var et oplagt bytte for røvere. Især efter et vanvittig rygte. Camaroen var blevet set i skudlinjen, da fem serbiske jagerfly blev skudt ned i Osijek i 1992. Helge fik “æren”, selv om han ikke havde et skydevåben i bilen, så serberne satte en dusør på 250.000 dollars på hans hoved. Ingen fik mulighed for at indløse den, men det var tæt på.

To gange er Helge blevet ramt. Den ­første gang “var jeg et sted, hvor jeg nok ikke skulle have været,” fortæller Helge, der viser sin kevlarhjem frem, hvor der sidder et 9 mm projektil i nakken. Et år senere blev den ramt af en granatsplint, der kippede hjelmen af.

Har du mén fra krigen?

“Nej, overhovedet ikke. Når jeg blev udsat for noget, hvor der var børn involveret, så tudede jeg med det samme for mig selv i 10 minutter. Men så var den skid slået. Jeg kunne ikke komme hjem til familien i nedbrudt tilstand. De fandt først ud af det hele, da krigen var ved at være slut.”

Den originale V8-motor gav op i 2009 efter en million kilometer, så Helges venner splejsede til at give ham en anden. Det gør, at vi i dag kan køre i den gamle muskelbil, som efter fem minutter vågner helt og kører fornøjet afsted på landevejen.

Var du aldrig bange?

“Jeg var kontrolleret bange hele tiden, men læste i Biblen og havde lavet en aftale med Gud. På den første tur bad jeg ham om assistance og lovede, at hvis han fik mig sikkert frem og sørgede for, at bilen klarede det uden problemer, ville jeg male siderne med guld i min bibel. Når den er fyldt op med gyldne sider, er jeg klar til at stille træskoene. For mig er det normalt at hjælpe børn og gamle. Hvis ikke jeg skulle gøre det med min militære baggrund, hvem skulle så?”

Vores historie om Helge Meyer slutter her, men filminstruktøren Mads Erichsen arbejder på en dokumentar, som forventes at få premiere om halvandet år.