At rejse i Nepal er en smeltedigel af oplevelser – fra et møde med en pistol for panden, en levende gudinde, lugten af brændt lig og masser af blodrød velsignelse. Følg med Børsen Weekend til det modsatte af en velsmurt ressort-ferie.
Med Buddahs øjne i nakken, det pureste guld i øreflipper og om halsen, smukke sarier og meget primitive boliger lever nepaleserne tæt i Katmandu. En crazy by med en dragende mystik, liv, dufte, frugt og farver. Levende mennesker. Langt fra de renskurede ressort-ferier, hvor det virkelige liv bliver gemt væk bag buffet’er, bungalower og barer. Og så er der levende gudinder ...Det modsatte af en velsmurt ressort-ferie»Just a minute,« får vi at vide på et kringlet engelsk, da vi tager plads i, hvad der mest minder om et læge-venteværelse derhjemme. Men her er mere spartansk, slidt, snavset, en krydret fremmedartet duft og kun et skævt, slidt, trist forhæng skiller os fra vores »konsultation.«
Vi er i Kathmandu, meget langt fra dansk velfærd og har bevæget os gennem smalle gader med et mylder af sarier i smukkeste snit og farver, 10-12- årige drenge, der sniffer lightergas under en frugtvogn læsset med bananer, lime og mango, lysebrune køer, der vandrer planløst og malplaceret op af trapper og gennem stræder. Broderede pashmina-tørklæder, bedehjul, smykker i alle afskygninger.
Læs også:
Med danske jægersoldater på ekstrem skitur
Historisk hotel-opgradering i London
Velvære i verdensklasse
Nepals hovedstad er med sine 1,4 millioner mennesker en smeltedigel af kontraster. Og inde bag forhænget, i den lille lejlighed, som vi er nået frem til, venter »Den levende Gudinde,« Kumari, en menneskelig inkarnation af hindugudinden, Taleju Deva – en gud i menneskelig form, tilbedt af nepaleserne siden 1757.
Det er Samara, en yndig nepalesisk kvinde – i familie med vores værtsfolk – der har fundet hen til hende, og det overrasker os, at hun bor så kummerligt. Det forlyder, at hendes fødder ikke må røre jorden, og derfor skal hun bæres ind til sin guldstol bag forhænget.
Vi landede for få timer siden, og blev mødt i tolden med en »pistol« for panden i et totalt menneskevirvar. Der blev råbt og skulet, og det viste sig, at de ikke ville skyde os, men tjekke vores kropstemperatur i et forsøg på at undgå svineinfluenza-smitte i den tætbefolkede og logistisk dårligt fungerende hovedstad. Varm velkomst til Katmandu også kaldet Kantipur – de lykkeliges by. Måske får vi om lidt et blodrødt mærke i panden samme sted, som pistolen målte temperatur.
Til et hinduistisk bryllup værdsættes vesterlandske gæster højt.
Spændte sidder vi i »venteværelset,« hvor der er billeder af en lille mørk, køn, femårig pige med stort smil. Et par dukker og andet legetøj er udstillet i en montre, som om det var helligdomme. Samara fortæller, at som lille blev valgt til at blive gudinde, efter at have gennemført »modets prøve,« en række bloddryppende og skrækindjagende oplevelser med halvdøde, blodige dyr, mørke og uhyggelige skrig, som ikke må få hende til hverken at græde eller skrige, for så er hun ikke gudinderollen værdig.
Hun må heller aldrig have været syg eller mistet så meget som en dråbe blod. Får hun en rift, et sår eller menstruation, mister hun sin guddommelighed, fortæller Samara.
Endelig hører vi stemmer bag forhænget og vi bliver vinket ind til den lille pige. Hun venter os, klædt i tyk, rød silke med guldbroderi, sorte linjer omkring øjnene og et tredje øje malet i panden, det budhistiske øje, der ser ind i vores sjæl.
Hun er bleg og stille, måske 11 år og ser os lige ind i øjnene, mens hun velsigner os med et rødt pulver rørt op med rosenblade og ris, og som hun placerer lige i panden. Det føles koldt og klistret, men velsignelsen fylder kroppen med en varme og fornemmelsen af, at nu er man hævet over ulykkerne.
De sorte øjne synes tomme og hjælpeløse, men også bevidste om den rolle, hun spiller i deres samfund, og vi får at vide, at den dag hun får sin første menstruation bliver sendt på pension med 45 kroner om måneden og 150 kroner til sit bryllup med en rigtig mand.
Blikket bliver siddende i mit hoved, længe efter vi har forladt den meget spartanske gudindebolig. Jeg har mødt en levende gudinde, en ophøjet kvindeskæbne i guld og glimmer, men med melankolske øjne. Får lyst til at tage hende med mig, ud af buret, men hun er nok mere tilfreds, end hun lige ser ud til, for hun tilbedes og får muligheder, mange andre nepalesiske piger ikke får.
I aften er det brudgommens families tur. Telte i haven, masser af delikate, krydrede retter med ris og nudler, vin, cola og whisky. Stor imødekommenhed. Knus, kram, åbenlys stolthed over at have vesterlændinge med til sit bryllup. Der er status i os som gæster.
Denne lille pige er ikke nogen helt almindelig pige - hun er en gudinde.
Brudeparret sidder – en del af festen – på et podie med den nærmeste familie og præsten, og her modtager de gaver, velsignelser og bønner. Alt har symbolsk betydning og lover godt for parrets fremtid sammen.
De vil gerne have os med på podiet, helt tæt på, og vi sætter os på familiepladserne, forkerte i vores korte sommerkjoler, omgivet af de smukke sarier, der kun lader en tå stikke frem under stoffet. Ingen ben er synlige, og vores synes pludselig nøgne og malplacerede. Vi beslutter os for at få syet vores egen festsari, så vi falder bedre ind, og med professionel rådgivning bliver vi målt og vejet og kan vælge mellem de smukkeste håndbroderede stoffer til levering den følgende dag – pris 400 kr.!
Da vi senere besøger en ligbrændingsplads på Mahes’ opfordring, ned til den hellige flod Ganges, er det en 13-årig dreng, der fortæller på formfuldendt engelsk – mod betaling! Et hvidkalket hospice og gyldne tempeltage ligger lige ud til floden og den sorte, sødlige lugt af lig, som breder sig her, hvor hinduerne senere drysser asken i floden, så den døde kan genopstå.Forhåbentlig lykkes det at komme den yderste fattigdom til livs og at indføre lov og orden, så hverken indfødte eller turister behøver at føle sig skræmteI floden står et par unge fyre i vand til lårene og sier vandet omkring ligbrændingspladserne. De leder efter guld, måske fra tænder eller ringe og øreringe fra de døde. Alt, hvad der kan omsættes, har interesse – også, hvis det koster timevis i det snavsede vand.
På den anden side af floden møder vi marihuana-rygende, orangeklædte buddhistiske munke, som gerne vil med på billeder – mod betaling!. En af dem har farvet sit grå skæg ligeså orange, som hans »kjole« og sminket sig med orange streger omkring øjne og pande. Lidt skræmmende, men venlige, ligesom den 102 år gamle mand, som hurtigt svøber mig i sit mange meter lange rasta-hår, mens veninderne griner og er sikre på, at jeg har fået buddhistiske lus i mit eget hår nu.
I hovedstaden skuer gyldne buddha-figurer i kæmpestørrelse ud over byen. Religionen gennemsyrer alt. Ved de sidste ceremonier får vi henna-mønstre på hænderne, en diamant mellem øjnene, masser af farvede armbånd op af armene og velsignelsens røde klat i panden, rørt sammen af svigermor eller bruden selv.Nepal sprudler af ressourcer og giver så meget – menneskeligt og kultureltNærheden, den fysiske kontakt og inderligheden i at ville selv helt fremmede vesterlændinge det bedste, er gribende og meget langt for den danske kultur, hvor man betakker sig for at trykke fremmede i hånden, med mindre det er absolut nødvendigt.
Men hverdagen er rå i Nepal disse dage. Præget af politisk røre, demonstrationer, vold og uvished. Kongefamilien er blevet dræbt, maoisterne kæmper i gaderne, og vi bliver konstant advaret mod at gå alene rundt, selvom det er der, de store oplevelser ligger.
Vi møder da heller ikke mange andre turister. De er blevet skræmt væk. Af års uroligheder. Forhåbentlig lykkes det at komme den yderste fattigdom til livs og at indføre lov og orden, så hverken indfødte eller turister behøver at føle sig skræmte, for Nepal sprudler af ressourcer og giver så meget – menneskeligt og kulturelt.
Læs også:
Hotelkunst i Hamborg
Her får du verdens dyreste hotelpakke
Mauritius på kongelig manér
.
Med Buddahs øjne i nakken, det pureste guld i øreflipper og om halsen, smukke sarier og meget primitive boliger lever nepaleserne tæt i Katmandu. En crazy by med en dragende mystik, liv, dufte, frugt og farver. Levende mennesker. Langt fra de renskurede ressort-ferier, hvor det virkelige liv bliver gemt væk bag buffet’er, bungalower og barer. Og så er der levende gudinder ...Det modsatte af en velsmurt ressort-ferie»Just a minute,« får vi at vide på et kringlet engelsk, da vi tager plads i, hvad der mest minder om et læge-venteværelse derhjemme. Men her er mere spartansk, slidt, snavset, en krydret fremmedartet duft og kun et skævt, slidt, trist forhæng skiller os fra vores »konsultation.«
Vi er i Kathmandu, meget langt fra dansk velfærd og har bevæget os gennem smalle gader med et mylder af sarier i smukkeste snit og farver, 10-12- årige drenge, der sniffer lightergas under en frugtvogn læsset med bananer, lime og mango, lysebrune køer, der vandrer planløst og malplaceret op af trapper og gennem stræder. Broderede pashmina-tørklæder, bedehjul, smykker i alle afskygninger.
Læs også:
Med danske jægersoldater på ekstrem skitur
Historisk hotel-opgradering i London
Velvære i verdensklasse
Nepals hovedstad er med sine 1,4 millioner mennesker en smeltedigel af kontraster. Og inde bag forhænget, i den lille lejlighed, som vi er nået frem til, venter »Den levende Gudinde,« Kumari, en menneskelig inkarnation af hindugudinden, Taleju Deva – en gud i menneskelig form, tilbedt af nepaleserne siden 1757.
Det er Samara, en yndig nepalesisk kvinde – i familie med vores værtsfolk – der har fundet hen til hende, og det overrasker os, at hun bor så kummerligt. Det forlyder, at hendes fødder ikke må røre jorden, og derfor skal hun bæres ind til sin guldstol bag forhænget.
Pistol måler temperatur
Vi landede for få timer siden, og blev mødt i tolden med en »pistol« for panden i et totalt menneskevirvar. Der blev råbt og skulet, og det viste sig, at de ikke ville skyde os, men tjekke vores kropstemperatur i et forsøg på at undgå svineinfluenza-smitte i den tætbefolkede og logistisk dårligt fungerende hovedstad. Varm velkomst til Katmandu også kaldet Kantipur – de lykkeliges by. Måske får vi om lidt et blodrødt mærke i panden samme sted, som pistolen målte temperatur.
Til et hinduistisk bryllup værdsættes vesterlandske gæster højt.
Spændte sidder vi i »venteværelset,« hvor der er billeder af en lille mørk, køn, femårig pige med stort smil. Et par dukker og andet legetøj er udstillet i en montre, som om det var helligdomme. Samara fortæller, at som lille blev valgt til at blive gudinde, efter at have gennemført »modets prøve,« en række bloddryppende og skrækindjagende oplevelser med halvdøde, blodige dyr, mørke og uhyggelige skrig, som ikke må få hende til hverken at græde eller skrige, for så er hun ikke gudinderollen værdig.
Hun må heller aldrig have været syg eller mistet så meget som en dråbe blod. Får hun en rift, et sår eller menstruation, mister hun sin guddommelighed, fortæller Samara.
Velsignet af lille pige
Endelig hører vi stemmer bag forhænget og vi bliver vinket ind til den lille pige. Hun venter os, klædt i tyk, rød silke med guldbroderi, sorte linjer omkring øjnene og et tredje øje malet i panden, det budhistiske øje, der ser ind i vores sjæl.
Hun er bleg og stille, måske 11 år og ser os lige ind i øjnene, mens hun velsigner os med et rødt pulver rørt op med rosenblade og ris, og som hun placerer lige i panden. Det føles koldt og klistret, men velsignelsen fylder kroppen med en varme og fornemmelsen af, at nu er man hævet over ulykkerne.
De sorte øjne synes tomme og hjælpeløse, men også bevidste om den rolle, hun spiller i deres samfund, og vi får at vide, at den dag hun får sin første menstruation bliver sendt på pension med 45 kroner om måneden og 150 kroner til sit bryllup med en rigtig mand.
Blikket bliver siddende i mit hoved, længe efter vi har forladt den meget spartanske gudindebolig. Jeg har mødt en levende gudinde, en ophøjet kvindeskæbne i guld og glimmer, men med melankolske øjne. Får lyst til at tage hende med mig, ud af buret, men hun er nok mere tilfreds, end hun lige ser ud til, for hun tilbedes og får muligheder, mange andre nepalesiske piger ikke får.
Kontrasternes by
Tilbage i gadens mylder, Samara forrest. Kontrasterne er enorme – små lysebrune børn, der skider i fortovskanten, tynde, iturevne tiggere med fysiske handicap og halvblinde øjne. Men ingen påtrængenhed eller truende blikke på os vesterlændinge, som rager højt op og skiller os voldsomt ud. Trafikken er livsfarlig, men den menneskelige oplevelse opvejer osen. Vi er inviteret til bryllup gennem en god venindes nepalesiske kollega, Mahesh.Nærheden, den fysiske kontakt og inderligheden i at ville selv helt fremmede vesterlændinge det bedste, er gribende og meget langt for den danske kulturHan er godt op i 40’erne og har endelig fundet sit livs udkårne, Sweta, 28. Sammen skal de gennem de ti bryllupsceremonier, som der er tradition for at holde i Nepal, og vi er inviteret med til alle de hinduistiske højtideligheder. I går var der fest i brudens forældres hjem.I aften er det brudgommens families tur. Telte i haven, masser af delikate, krydrede retter med ris og nudler, vin, cola og whisky. Stor imødekommenhed. Knus, kram, åbenlys stolthed over at have vesterlændinge med til sit bryllup. Der er status i os som gæster.
Denne lille pige er ikke nogen helt almindelig pige - hun er en gudinde.
Brudeparret sidder – en del af festen – på et podie med den nærmeste familie og præsten, og her modtager de gaver, velsignelser og bønner. Alt har symbolsk betydning og lover godt for parrets fremtid sammen.
De vil gerne have os med på podiet, helt tæt på, og vi sætter os på familiepladserne, forkerte i vores korte sommerkjoler, omgivet af de smukke sarier, der kun lader en tå stikke frem under stoffet. Ingen ben er synlige, og vores synes pludselig nøgne og malplacerede. Vi beslutter os for at få syet vores egen festsari, så vi falder bedre ind, og med professionel rådgivning bliver vi målt og vejet og kan vælge mellem de smukkeste håndbroderede stoffer til levering den følgende dag – pris 400 kr.!
Fisker guld i Ganges
På trods af alt det fremmedartede og rumlende maver, der reagerer på havens ikke altid rene opvaskevand efter festlighederne, føler man sig hjemme, og langt de fleste taler engelsk.Da vi senere besøger en ligbrændingsplads på Mahes’ opfordring, ned til den hellige flod Ganges, er det en 13-årig dreng, der fortæller på formfuldendt engelsk – mod betaling! Et hvidkalket hospice og gyldne tempeltage ligger lige ud til floden og den sorte, sødlige lugt af lig, som breder sig her, hvor hinduerne senere drysser asken i floden, så den døde kan genopstå.Forhåbentlig lykkes det at komme den yderste fattigdom til livs og at indføre lov og orden, så hverken indfødte eller turister behøver at føle sig skræmteI floden står et par unge fyre i vand til lårene og sier vandet omkring ligbrændingspladserne. De leder efter guld, måske fra tænder eller ringe og øreringe fra de døde. Alt, hvad der kan omsættes, har interesse – også, hvis det koster timevis i det snavsede vand.
På den anden side af floden møder vi marihuana-rygende, orangeklædte buddhistiske munke, som gerne vil med på billeder – mod betaling!. En af dem har farvet sit grå skæg ligeså orange, som hans »kjole« og sminket sig med orange streger omkring øjne og pande. Lidt skræmmende, men venlige, ligesom den 102 år gamle mand, som hurtigt svøber mig i sit mange meter lange rasta-hår, mens veninderne griner og er sikre på, at jeg har fået buddhistiske lus i mit eget hår nu.
Hjertevarm gæstfrihed
I hovedstaden skuer gyldne buddha-figurer i kæmpestørrelse ud over byen. Religionen gennemsyrer alt. Ved de sidste ceremonier får vi henna-mønstre på hænderne, en diamant mellem øjnene, masser af farvede armbånd op af armene og velsignelsens røde klat i panden, rørt sammen af svigermor eller bruden selv.Nepal sprudler af ressourcer og giver så meget – menneskeligt og kultureltNærheden, den fysiske kontakt og inderligheden i at ville selv helt fremmede vesterlændinge det bedste, er gribende og meget langt for den danske kultur, hvor man betakker sig for at trykke fremmede i hånden, med mindre det er absolut nødvendigt.
Men hverdagen er rå i Nepal disse dage. Præget af politisk røre, demonstrationer, vold og uvished. Kongefamilien er blevet dræbt, maoisterne kæmper i gaderne, og vi bliver konstant advaret mod at gå alene rundt, selvom det er der, de store oplevelser ligger.
Vi møder da heller ikke mange andre turister. De er blevet skræmt væk. Af års uroligheder. Forhåbentlig lykkes det at komme den yderste fattigdom til livs og at indføre lov og orden, så hverken indfødte eller turister behøver at føle sig skræmte, for Nepal sprudler af ressourcer og giver så meget – menneskeligt og kulturelt.
Læs også:
Hotelkunst i Hamborg
Her får du verdens dyreste hotelpakke
Mauritius på kongelig manér
.
