Toppen af BMW's elprogram udgøres af i7 M70 xDrive, der er en ordentligt skude af en luksusbil med to elmotorer, et stort batteri, firehjulsstyring, firehjulstræk og luftaffjedring. M'et afslører, at bilen har været omkring fabrikkens motorsportsafdeling, der har kalibreret drivline, bremser og undervogn til at kunne håndtere overjordiske kræfter. Og det har den grønne sedan.
Palerne bag det tykke M-rat anvendes normalt til at vælge graden af regenering af energi, altså hvor kraftigt, bilen motorbremser, når man slipper speederen. Formålet er at opsamle bevægelsesenergi og sende den tilbage til batteriet for at opnå et lavere forbrug. I køreprogram Sport har palerne en anden funktion. Jeg aktiverer dem på en snoet bivej i Vestsjælland for at opleve boost-funktionen. Her går de digitale instrumenter i rødt, mens der tælles ned fra ti med store tal på skærmen bag rattet. Samtidig holder jeg både speeder og bremse i bund.
