Gomore-stifter: Knausgård blev en form for ven. Venskabet gik bare ikke begge veje

Jeg havde hørt, at Knausgård udleverede sit privatliv og sin familie i “Min kamp” og syntes ikke, at det lød så tiltalende. Jeg tænkte, at der nok var tale om en form for selvudleverende og sensationssøgende litteratur. Jeg forventede noget voldsomt og anstrengende. 

Men det var det ikke, det var faktisk ret kedeligt – hvilket var overraskende godt. Han bruger de første 50 sider i bind to, som jeg begyndte med, da bind et var udsolgt i boghandlen, på at beskrive en børnefødselsdag i en lille lejlighed i Malmø. Der sker ikke meget, men genkendeligheden var særlig.