ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Her er golfuret der gør dit spil og din stil bedre

Man bliver ikke en pro af at bære Marq Golfer, men Garmins golfur kan faktisk hjælpe med spillet på banen, samtidig med at det tager sig godt ud i klubhuset, når runden er slut

Garmin Marq Golfer er et high-end smartur til golfspillere. Prisen er høj, men det er kvaliteten også. Foto: Niklas Bahrenscheer
Garmin Marq Golfer er et high-end smartur til golfspillere. Prisen er høj, men det er kvaliteten også. Foto: Niklas Bahrenscheer
Anmeldelse

Garmin Marq Golfer



For:Lækre materialer.Lang batteritid og gode egenskaber på golfbanen.Mange funktioner ud over golf.

Imod:Opløsningen på displayet er relativt lav (283 ppi), blåligt baggrundslys. Savner touchskærm ved nogle funktioner.

Garmin Marq Golfer,
15.299 kr.
buy.garmin.com

Fra mit leje i semi-roughen har jeg fri udsigt til flaget, der står i kanten af greenen. Det går lidt ned ad bakke, og der blæser en let vind. Et kig på håndleddet viser, at der er 135 meter til hullet. Egentlig ville jeg gribe efter mit syvjern, men min caddie foreslår, at jeg går et jern ned. Min caddie er ikke af kød og blod, men virtuel og bor i Garmins premium-smartur målrettet golfspillere, Marq Golfer.

Garmin Marq Golfer er et high-end smartur, der låner elementer, man normalt finder i dyre schweiziske armbåndsure. Den 46 mm urkasse er udført i børstet titanium, den faste krans med hulindikator er i grøn keramik, og remmen i jacquardvævet tekstil kan let skiftes ud med den medfølgende gummirem takket være Garmins Quickfit-system. Materialerne gør det tydeligt, at det her er et golfur, der er skabt til at blive på håndleddet, også efter den sidste bold er puttet i hul. Og selvom jeg normalt aldrig bærer et smartur uden for golfbanen, blev Marq Golfer faktisk siddende i flere uger i streg.

En lille hjælper

Som de andre premium-smarture fra den amerikanske producent er Marq Golfer spækket med funktioner som skridttæller, aktivitetstracker til bl.a. cykling, svømning og løb, søvnanalyser, pulsmåler og alt andet, man kunne forestille sig at ønske i et smartur. Men det er på golfbanen, at uret skiller sig ud. Faktisk er det allerede fra driving rangen.

Med swing tempo-funktionen kan man træne sit sving ud fra en matematisk formel baseret på analyser af professionelle golfere. En metronomeagtig bippen fra uret slår takten an, og så gælder det om at ramme det perfekte forhold mellem tilbage- og nedsving. Tre til en lyder den gyldne formel, der skulle give mere præcision i slaget – og den er ikke så let at ramme. Det gør de lidt træge nyttesløse ture på rangen både sjovere og mere givtige.

Ude på selve banen er min virtuelle caddie fra før i fuld gang med at give tips. Baseret på tidligere registrerede slag ved uret, hvor langt jeg slår med de forskellige jern og køller, og den information, sammenholdt med banens forhold, resulterer i en anbefaling. Virtual caddie er en smart funktion, men kræver en del runder for at kende spillerens slaglængder godt nok til at være rigtig brugbar.

Pænt godt værktøj

Man behøver ikke følge de digitale råd, og dertil er urets baneoversigt glimrende. Den giver en detaljeret oversigt over hullet, komplet med afstande til alt fra doglegs og layups til vandhasarder og bunkere.

Flagets position på greenen kan være afgørende for ens indspil, og derfor kan flagets position tilpasses, så man får de mest nøjagtige målinger. Fraværet af en touchskærm på Marq Golfer gør dog proceduren noget mere bøvlet end på de af Garmins ure, hvor man med fingeren blot kan trække flaget rundt på greenen.

34964-original.jpg
PR-foto

Til gengæld er det let at se, hvor på skærmen flaget befinder sig. Direkte sollys kan være et smarturs værste fjende, men skærmen på Marq Golfer var ekstremt let at aflæse selv i bragende sol. Eneste anke er, at opløsningen på displayet ikke er prangende, og virker en smule forældet. Men det er en visuel detalje og hindrer ikke urets egenskaber.

Og egenskaberne er glimrende. Som et værktøj til golfspillere er det svært at finde på mangler ved Marq Golfer. Kombineret med de lækre materialer, et væld af funktioner og en ekstrem lang batteritid på op til 12 dage, er uret et glimrende valg til dem, der ønsker et ur, der fungerer både på fairwayen, og når der skal gøres forretninger.


Andre læser dette lige nu