Denne uges anbefalinger er en udløber af Børsens store sommervinsmagning tilbage i juni, hvor vinpanelet blindsmagte en række meget forskelligartede vine. De havde den fællesnævner, at de egner sig til det vejr, man forbinder med sommer, og som det jo har skortet på i juli. Men lad os satse på august og lægge ud med en dejlig, prisbillig hvid bourgogne.
Som bekendt kommer nogle af verdens bedste hvidvine fra Bourgogne, og bare benævnelsen af navne som Meursault og Montrachet kan få mundvandet til at pible frem hos genrens tilhængere. Den slags vine koster som regel dyrt, og derfor er det altid en fornøjelse at møde gode hvide bourgogner, som kan købes billigt.
Det er der tale om i tilfældet 2018 Pouilly-Fuisse sur la Grotte fra producenten Moillard, der i Danmark distribueres af Coop. Der hviler ikke samme fornemme skær over Pouilly-Fuisse, der ligger nede ved grænsen til Beaujolais, som over Meursault og Montrachet, og de i alt fire Pouilly-Fuisse-kommuner er indbyrdes meget forskellige.
Men når sådan en vin rammer plet, er det en stor fornøjelse, der rummer spor af den meget kalkholdige undergrund, hvor chardonnay-druen kan stortrives og give fyldige, saftige vine med en forfriskende syre. Sådan en er 2018 Pouilly-Fuisse sur la Grotte, som netop kombinerer den grundlæggende let sødmefulde, ferskenlignende modenhed med en sprød og frisk citrussyre.
At prisen er overkommelig, skyldes nok, at producenten er en af de større négociant-virksomheder, der laver vin, men ikke selv dyrker druer, og derfor kan bevæge sig frit i markedet. Det er bestemt ikke nogen generel garanti for høj kvalitet, men ofte er der gode tilbud, og 2018 Pouilly-Fuisse sur la Grotte er klart et af disse.
I visse kredse af vinentusiaster er cabernet franc-druen i de senere år blevet lidt af en modedrue, der bruges til vine lavet udelukkende på denne drue, som ellers har gjort karriere som holdspiller. Denne stamfader til cabernet sauvignon og merlot er en klassiker i Bordeaux, hvor den historisk er blevet brugt som et friskt indslag i blandinger med den tungere cabernet sauvignon og merlot i f.eks. Pomerol og Saint-Émilion.
Vine på 100 pct. cabernet franc kan være meget charmerende med en fremtrædende syre kombineret med et silkeblødt væsen, som det er tilfældet med den sydafrikanske 2016 David Finlayson Cabernet Franc. Yndere af vine fra Sydafrika kan meget vel være bekendte med navnet Finlayson, da familien har spillet en vigtig rolle for at gøre denne del af Afrika til et vinmæssigt eldorado.
Walter Finlayson etablerede det banebrydende Glen Carlou Winery i 1985, mens Peter Finlayson i 1989 sammen med franske Bouchard i 1980’erne var med til at flytte grænser for kvaliteten. Peter Finlaysons sønner Andrew og Peter-Allan har senere gjort sig gældende i med Crystallum Wines, mens Walter Finlaysons søn David Finlayson står for vingården Edgebaston, hvor denne cabernet franc stammer fra.
Med sin fine duft af røde bær, tørrede krydderurter og en snert af eukalyptus i næsen samt en fyldig smag med strejf af egetræ er denne rødvin oplagt til især kød fra grillen, hvis den serveres tilpas køligt.
I 1962 købte familien Wetzel et areal i Sonoma County, nærmere bestemt Alexander Valley, hvor de blev pionerer inden for det arbejde, som gjorde området berømt i vinens verden. Det er et forholdsvist stort foretagende, som fremstiller omkring en mio. flasker årligt, et arbejde, der udføres af familiens tredje og fjerde generation, som fortsat ejer virksomheden.
Måske det er vingårdens størrelse, som gør, at 2018 Chardonnay Alexander Valley Vineyards ikke koster mere end 175 kr., for det er ikke meget for en californisk vin, som er lavet på druer, der dog ikke er økologiske, men bæredygtigt dyrkede som det officielle “Sonoma County Sustainably Farmed Grapes”-mærkat garanterer.
Når der står Bordeaux Superieur på etiketten, betyder det, at vinen er bedre end den laveste af Bordeaux-klassifikationerne, og det er normalt ikke noget, man ligefrem skal anstrenge sig for at få fat i. Men den beskedne klassifikation rummer dejlige overraskelser som denne Chateau Pierrail Rouge, omend det egentlig ikke bør overraske; slottet er nemlig kendt for år på år at levere et rigtig godt prisbilligt produkt. Stabiliteten skyldes nok, at ejendommen i nu 50 år har tilhørt samme ejere, nemlig ægteparret Alice og Jacques Demonchaux.
Deres marker har samme ler- og kalkholdige beskaffenhed som i det fornemme Saint-Émilion, og de ligger på plateau, der skråner velgørende mod syd, hvor merlot-druerne udvikler en delikat fylde, og cabernet sauvignonen modner fint.
De 85 pct. merlot og 15 pct. cabernet sauvignon gæres og lagres på træ, inden de sendes afsted til et stort stampublikum, der har lært at sætte pris på denne lille men storagtige bordeaux, som meget passende også kan fås i magnum til fornuftige 299 kr.
Intens frisk næse med blyant og solbær. Dejlig balance mellem sødme og bitterhed.
149 kr., hjhansen-vin.dk
Rustik næse med mindelser om rosmarin. Frisk og fyldig med mørke undertoner af cedertræ.
200 kr., sawineimport.dk
Fyldig kraftig næse med citrus og ananas. Bred, rustik og frisk smag med strejf af vanille.
175 kr., vinslottet.dk
Super frisk mineralsk næse med fyldig smag.
199 kr. (6 fl. for 954 kr.), mad.coop.dk
