Efter i en årrække rutinemæssigt at have søgt opskrifter på nettet, når jeg skulle lave en ny ret, er jeg blevet godt træt af fremgangsmåden og i stigende grad vendt tilbage til bogreolen.
Ganske vist er det nemt lige at google en opskrift, men prisen er ofte en del irritation. Først skal man have cookies overstået, og det er desværre ikke dejlige småkager, men de irriterende gentagne accepter, man skal give, takket være EU-lovgivning på området.
“Frem for at zappe rundt på nettet, vil jeg opfordre til, at man fordyber sig i en god kogebog
Dernæst skal man ofte tage stilling til, om den pågældende internetside må sende én reklamer etc., og så kommer en række reklamer for produkter, man måske har søgt på den seneste tid. Dette er isprængt korte tekster, der fungerer som en - ofte for lang - indledning til den opskrift, man er ude efter.
Mange gange er opskrifterne mere eller mindre åbenlyse kopier af samme grundopskrift, og ikke sjældent følger den samme fejl med en given opskrift i de fleste versioner.
Livet er for kort til den slags, så frem for at zappe rundt på nettet vil jeg opfordre til, at man fordyber sig i en god kogebog og lader sig opsluge af dens univers frem for af det evigt centrifugerende internet.
Så hellere synke ind i sit kogebogsbibliotek og sørge for at holde det opdateret med for eksempel en bog, der viser vejen til en proteinrig plantebaseret kost. Nemlig "Meyers grønne proteiner", der er en murstenstyk sag på næsten 400 sider.
Hvordan overkommer Claus Meyer dog at skrive alle de kogebøger, kan man spørge sig selv, og svaret er, at det gør han heller ikke. Ganske vist har han skrevet forordet, men bag udvikling af opskrifterne står trioen Lars Scheel, Jonas Astrup og Bo Frederiksen, som i årevis har samarbejdet med Claus Meyer om bøgerne, der bærer hans navn, og som han er med til at sætte i søen. Men hans rolle er i højere grad en orkesterdirigents rolle end forfatterens, og som vanligt, når bøger bærer hans navn, er der tale om et godt gennemarbejdet produkt, som er til at stole på.
Retten hedder Hoppin’ John, men den har absolut ingenting at gøre med hverken corona eller Johns Hopkins. Ingen ved vist, hvor navnet stammer fra, men retten er en klassiker i USA’s sydstater. Ligesom den meget udbredte mellemamerikanske ret gallo pinto, har Hoppin’ John ris og bønner i hovedrollen, og sidstnævnte er den rige proteinkilde. Men der er langt flere krydderier og grøntsager i tilgift end i gallo pinto, hvilket gør retten til en fyldig smagsoplevelse.
Ligesom de øvrige retter jeg prøvede fra bogen, er Hoppin’ John en tidkrævende proces, men det er måske lige sagen her under nedlukningen. Jeg indrømmer villigt, at min Hoppin’ Johns ikke blev nydt som hovedret, men som garniture til en pighvar, og selvom det nok ikke kan kaldes strengt vegetarisk, er det da et lille skridt i den grønne retning.
I øvrigt lavede jeg bogens cornbread som kuvertbrød, opskriften afveg fra de gængse ved at indeholde hele majskerner i det ret søde brød af hvede-, majsmel, smør og mælk. For nej, selvom opskrifterne er grønne, er de ikke alle asketiske, hvilket bringer os videre til den rigtig gode burgeropskrift.
Det lykkedes snildt at skabe lækker smag ved hjælp af opskriften, som det tog op mod et par timer at gennemføre, da der skal snittes en række grøntsager, som så skal sauteres eller koges, moses, formes, bages, afkøles og til sidst pandesteges.
Jeg havde kunnet få lige så meget smag på ti minutter ved at stege en bøf af hakket oksekød, men det er sagen uvedkommende, for her er udfordringen jo grøn. Og jeg kommer til at tage den op adskillige gange i den kommende tid, for der er meget, som frister, i den gode bog.
