Der er noget helt særligt over at stå op, når man bor på Chalet Pelerin i De Franske Alper. Skyerne ligger tungt over byen nede i Tarentaise-dalen, mens solen smukt står op over de bølgende grønne bjerge, et par af dem med hvid top. Kimen fra de traditionelle klokker om halsen på de mange græssende røde køer på højtliggende sætere vækker en blidt hver morgen. Den friske bjergluft fungerer som naturens helt egen sovemedicin, så man sover tungere, bedre og vågner mere veludhvilet.
Nedenfor ligger den hyggelige landsby Le Miroir, det præcise antal faste indbyggere er de lokale ikke helt enige om, men et sted mellem 20 og 50. Om aftenen stiger indbyggertallet, når byens gader indtages af hjorte, som uforstyrret tripper rundt i hårnålesvingene for at nippe lidt til de lokales træer og blomster.