Dina Bass og Cliff Edwards. Oversat af Simon Ekelund Nielsen
15. maj 2014 KL. 09.11
Gem til senere
Microsoft Corp. er i gang med at etablere sig i Hollywood med en rollebesætning, der inkluderer komikerne Sarah Silverman og Seth Green, fremadstormende VM-fodboldspillere og uhyggeligt menneskelige robotter.
Alle er involverede i tv-udsendelser, som Microsofts nye Xbox-tv-selskab planlægger at lancere på verdensplan i starten af juni måned.
"Vi er i gang med at afprøve forskellige forretningsmodeller, vi afprøver forskellige former for interaktivitet"
Med tidligere chef i CBS Corp. Nancy Tellem i spidsen, som Microsoft hyrede ind for 19 måneder siden til at opbygge et slagkraftigt tv-selskab fra bunden, har produktionsenheden nu seks tv-serier på bedding.
Ukendt territorium
Det er ukendt territorium for verdens største softwareproducent, der absolut ingen erfaring har med produktion af originale tv-programmer, og som vader direkte ind i et allerede overfyldt felt, hvor Netflix og Amazon.com har skabt hits som "House of Cards".
Alligevel satser Microsoft på, at den nye produktionsenhed vil skabe tv-serier, der vil lokke forbrugerne til selskabets Xbox-spillekonsol og få dem til at abonnere på onlinetjenesten Xbox Live, hvilket i sidste ende vil forankre det som et forbrugerdrevet underholdningsnetværk, der vil binde alle selskabets forskellige enheder sammen.
"Tv-programmer, som er den mest attråværdige form for underholdning, der findes, er en afgørende del," af det at lokke kunder til Microsoft, siger Phil Spencer, der tidligere på måneden blev udnævnt til leder af Xbox-forretningen.
Svær branche
Det er et tæt pakket marked, som Microsoft bevæger sin ind på. Netflix lancerede sit første originale tv-show i 2012 og har nu givet grønt lys for yderligere mindst 20 andre programmer, mens Amazon for nylig annoncerede en tv-boks til 99 dollar, som man kan se programmer på over internettet kaldet Fire TV.
Nancy Tellem, der var med på ledelsesholdet, som satte “Venner” og “Skadestuen” i søen for CBS, blev hyret af Microsoft til at finde en frontfigur til Xbox-tv. Hun snuppede dog posten selv.
-Bloomberg
Og Sony's underholdningsafdeling har sagt, at den vil producere en original dramaserie kaldet "Powers" til Playstation Network.
"Det her er ikke en let branche," siger Nancy Tellem, der havde ansvaret for underholdningsafdelingen hos CBS i perioden 1998 til 2009, hvor udsendelser som "CSI" og "Survivor" blev store hit.
"Der er en kæmpe fiaskorate. Man skal virkelig kaste sig ind i kampen. Forhåbentlig kan vi klare det bedre end de fleste, men det er en langvarig proces," siger hun.
Seere skal interagere
En af måderne, hvorpå Nancy Tellem planlægger at lade Microsoft skille sig ud, er ved at tilføje interaktive funktioner til hver udsendelse for at gøre brug af Xbox'ens teknologi. Hendes første tilbud er et reality tv-show med gadefodbold kaldet "Every Street United", perfekt timet op til VM i fodbold.
Her kan brugerne få adgang til ekstra scener og mini-kampe, der kan spilles på skærmen. Udsendelsen vil være tilgængelig gratis på Xbox One- og 360-konsollerne, og Nancy Tellem siger, at selskabet er i gang med at udarbejde forretningsmodellen for de andre programmer.
Microsoft vil muligvis også indgå partnerskabsaftaler om distributionen af visse dele af indholdet uden for Xbox, siger hun.
Hyrer fra Hollywood
Selskabet har taget det usædvanlige skridt kun at give grønt lys for udsendelser, der kan kombineres med interaktive elementer for at anspore brugerne til at at give sig i kast med dem på tværs af konsoller, mobiler og tablets.
Steven Spielberg er med på det hold, der skal give Microsofts tv-serie Halo samme succes som Xbox-spillet af samme navn.
Ved at hyre en gruppe af unge ledere fra Hollywood og sætte dem sammen med softwareudviklere ønsker Microsoft endelig at knække den kode, som underholdnings- og spilindustrien har haft svært ved at knække alene.
"At opbygge et tv-selskab er lige så hårdt som at opbygge et computerspilselskab – ethvert produkt er et potentielt hit," siger Brian Blau, der er analytiker ved Gartner Inc., og fortsætter:
"Og ethvert produkt er en potentiel fiasko. Før man har en række hit i hus, er man slet ikke med i kampen."
Ligger efter Playstation
Microsoft bliver også nødt til at skrue op for salget af Xbox One, der har ligget efter Sonys Playstation 4 de seneste måneder.
Michael Pachter, der er analytiker ved Wedbush Securities Inc., beregner, at hver solgt Xbox er 1000 dollar værd for Microsoft i indtægter fra spil, tv-udsendelser og online-tjenester. Xbox havde et salg på 7 mia. dollar (svarende til ca. 38 mia. kr.) i det regnskabsår, der endte 30. juni, 2013.
Genudsender tweets og posteringer
Tv-selskabet arbejder også på en måde til efterfølgende at vise et kommentarspor fra de sociale medier sammen med direkte begivenheder.
Det vil gøre det muligt for brugere, der ser en vigtig kamp eller et finaleshow et par timer efter, at det er blevet sendt, at se de vigtigste tweets eller posteringer fra Facebook, som indkapsler begivenhedens essens.
Andre idéer inkluderer på eksperimentel vis at scanne seernes ansigter og så placere dem digitalt midt i menneskemængden, når der vises scener med publikum i udsendelserne.
"Vi kommer til at prøve en masse forskellige ting, og det er ikke det hele, der kommer til at virke," siger Jordan Levin, der er en del af ledelsen i tv-selskabet.
"Vi er i gang med at afprøve forskellige forretningsmodeller, vi afprøver forskellige former for interaktivitet, og vi afprøver et meget bredt udvalg af programindhold."