Udgangspunktet er Porto Marinella på det nordøstlige Sardinien, og turen slutter i Antibes på den franske Middelhavskyst. Alt andet går som vinden blæser

Kun to ting er helt sikre på ugens togt med den klassisk byggede megayacht Rhea: at udgangspunktet er italienske Porto Marinella på det nordøstlige Sardinien, og at vi skal stige af i Antibes på den franske Middelhavskyst. Hvilken rute vi ellers tager, hvilke bugter vi lægger ind i, og hvor vi smider anker for natten, bestemmer vejret og kaptajnen efter diskussion med sine gæster.

Lige nu ligger vi i Marinella-bugten på Sardiniens fashionable Costa Smeralda. Det er sidst på eftermiddagen, og jeg er netop ankommet i dinghy’en sammen med en håndfuld lige så forventningsfulde gæster og er tjekket ind i min kahyt med dobbeltseng, stort koøje samt bad med toilet og brus.

Jeg ser frem til at sejle for sejl, nyde den intime stemning blandt skibets maksimalt 28 passagerer og det faktum, at den 54 m lange, tomastede sejlbåd fra tyskejede Sailing-Classics kombinerer det bedste af to verdener: Oplevelsen af ægte sejlads uden det pres, en forudbestemt rute giver, og den komfort og service der er på et mere traditionelt krydstogt.

Vi mødes med sprudlende velkomstglas ved ankomsten, og hver aften serveres lækker, treretters middag på agterdækket. Det er et af turens mest faste og forudbestemte indslag. For vi må vænne os til, at vind og vejr bestemmer dagen i morgen. På godt og ondt. Den nat, vi går for motor gennem meterhøje bølger, må et par af passagererne bukke under for søsyge. Vi andre har bare måttet finde os i en urolig, rullende søvn. Men hvad gør det, når næste morgen byder på solskin og stille vejr? Ovenikøbet har kaptajnen kastet anker og ladet lejderen gå, så dagen kan begyndes med en svømmetur i Middelhavet.

Nogle af passagererne – der tæller både tyskere, schweizere, østrigere, en canadier og altså en enkelt dansker – er sejlere, som har givet sig selv en forkælelsestur. Andre sejler ikke selv, har måske ikke engang været på en sejlbåd før. Men de har drømmen om at sejle og være tæt på naturen.

Dagen begynder altid med morgenbriefing på agterdækket ved den hollandske kaptajn Jan Westerbeek. Således også første morgen efter en rolig nat i Marinella-bugten. Et par af stamgæsterne havde håbet, vi kunne sejle til Bonifacio på Korsikas sydvestkyst. Men det affejer kaptajnen.

“Vinden er frisk til hård fra nordvest, så vi ville skulle sejle direkte imod for at gå ind i Bonifacio. I stedet går vi øst om Korsika og kaster anker ud for Porto Vecchio,” lyder beslutningen.

Efter godt syv timer på havet kan jeg kigge ind på marinaen i Porto Vecchio i bunden af en stor, velbeskyttet bugt. Sejladset har budt på hård vind, men kombinationen af det slanke skrog og den 10 m lange køl gør, at Rhea bare skærer igennem vandet. Godt nok har hun i alt 990 kvm sejl fordelt omkring to master, men kun et par af dem er i brug, når vinden er over 20 m/s.

Vel ankommet til Korsika begynder et mønster, der hurtigt bliver en vane: Dinghy’ne hejses i vandet og sejler ind til havnen, og vi har et par timers ophold i land. Jeg går op ad bakken til byen, indånder stemningen mellem gamle huse i blide pastelfarver, spiser en pistacieis og sejler retur med dinghy’en kl. 18.30 – lige tids nok til en aftensvømmetur før solen går ned bag bjergene. Bagefter den sundowner på dækket, der også bliver fast ingrediens i ugen.

Ved aftenbriefingen giver kaptajnen os to muligheder: Det ligger fast, at vi skal sejle samme nat kl. 02. Enten kan vi gå ind i Bastia på Korsikas nordøstkyst eller fortsætte til den italienske ø Elba, som vi så vil ramme den følgende dags eftermiddag. Der er bred enighed om Elba.

14 timer og 85 sømil senere sejler vi ind i Portoferraios naturhavn på nordsiden af Elba. Ankeret ryger i med et plask, og snart sejler dinghy’erne i fast rutefart ind til den gamle havn i byen, der nok er mest kendt, fordi det var her, Napoléon Bonaparte sad i eksil fra 1814 til 1815.

Én aften i løbet af ugen spiser gæsterne på land, og vi har på forhånd besluttet, at det skal være i aften. Der er masser af gode restauranter omkring havnen, så vi benytter lejligheden til at nyde friske fisk og skaldyr på ægte italiensk.

Midt på næste dag sættes kursen mod Capraia, en lille vulkansk ø i Den Toscanske Skærgård nordvest for Elba. Det bliver en stille motorsejlads med driverliv på teakdækket for gæsternes vedkommende, dæksfolkene har travlt med at pudse spil, søgelænder og andet krom.

Capraia er en lille ø med en hyggelig havn, gode muligheder for at snorkle, padle rundt i en af skibets kanoer eller strække benene under en gåtur. Her tilbringer vi nogle timer frem til kl. 21.30, hvor middagen er ryddet af bordet, og det er begyndt at blæse op.

Kaptajnen har bebudet endnu en natsejlads, denne gang på 110 sømil (204 km) til Monaco. Der er igen meldt hård vind, hvorfor et par af sejlene er rebet, dvs. formindsket, da vi passerer fyrtårnet på Cap Corse, Korsikas nordligste punkt. Himmelen er dybsort, gennemhullet af lysende stjerner. Rhea stryger af sted og lover sine passagerer en forholdsvis rolig nats søvn.

Da jeg vågner meget tidligt næste morgen, er havet blankt og solen lige stået op. Den svage motorlyd, jeg har fornemmet de seneste timer, er hørt op. Alt er helt stille. Forklaringen får jeg under morgenbriefingen, hvor vi sejler igen. Uden sejl med en jævn dunken fra Volvo Penta’ens 600 hestekræfter.

“Nogle af jer bemærkede måske, at vi lå stille på et tidspunkt. Det var, da ingeniøren måtte rense motorens oliefilter. Sådan er det at sejle,” fortæller Jan Westerbeek. Han havde regnet med at ramme Monaco omkring kl. 10, i stedet bliver det ved 14-tiden.

Efter planen skulle vi have tilbragt natten i Monaco. Men der er yacht-show i havnen, og bugten er allerede pakket med omkring 150 eksklusive både i den seriøst dyre millionklasse. Så vi nøjes med at sejle forbi, kigge på alt halløjet og kaste anker ved Villefrance-sur-Mer længere mod vest. På ægte sydfransk vis klatrer de gamle huse i blide citrusfarver op ad bjergsiderne, og der er god tid til både at nyde et glas kølig rosé ved havnen og gå på opdagelse i spindelvævet af smalle gader.

Der er næsten ingen vind de sidste dage, hvilket er ensbetydende med motorsejlads langs Côte d’Azur og udforskning af kysten. Ikke mindst tvillingeøerne Île Sainte-Marguerite og Île Saint-Honorat ud for Cannes er et sandt Middelhavsparadis med den tætbebyggede kyststrækning som kontrastfyldt bagtæppe. Sammen med andre – noget mindre – lystyachts lægger vi for anker natten over i det smalle stræde mellem de to øer.

Da jeg efter 353 sømil, eller 654 km, stiger ombord i dinghy’en for sidste gang ud for Port Vabuan i Antibes, kan jeg kun konstatere, at jeg har oplevet ægte sejlads ombord på Rhea. Med alt fra fulde sejl i pibende kuling til stille dagture med udsigt over et spejlblankt Middelhav. Fra morgensvømmeture i azurvandet til sundowner på agterdækket. Og masser af tid med min bog på det smukke, velholdte teakdæk. Problemet er nu, hvordan jeg kommer op i gear igen.